Estland - et liberalt skatteeksperiment

Sammen med lav arbejdsløshed, Europas laveste gæld og tredje højeste budgetoverskud fortæller det historien om en rivende økonomisk udvikling. Med til regnestykket hører imidlertid, at den sociale ulighed er blandt Europas højeste, hvilket der ikke er tegn på vil ændre sig inden for en overskuelig fremtid.

Friedman og den flade skat

I 1994 indførte Estland, som det første land i Europa, en flad indkomstskat på 26 procent. Den sænkes gradvist yderligere, er nu på 22 procent og lander på 18 procent i 2011. Lønindkomst, virksomheders overskud og kapitalgevinster beskattes alle med samme sats, og der er kun ganske få fradrag.

Arkitekten bag landets flade skat er den tidligere ministerpræsident Mart Laar. Han blev som 32-årig valgt til ministerpræsidentposten i 1992. Med en kandidatgrad i historie i bagagen besad han ikke nogen dyb indsigt i skattepolitik. Han havde imidlertid læst en enkelt bog om emnet, nemlig den liberale økonom og nobelprisvinder Milton Friedmans Free to Choose fra 1980.

Friedmans bog gav et så klart og logisk forslag til, hvordan man kan indrette sit skattesystem, at jeg tænkte, det måtte være løsningen for Estland, siger Mart Laar.

Siden har ideen, der i mange år har været en darling blandt liberale ideologer, bredt sig til de øvrige baltiske lande samt lande som Rusland, Rumænien, Serbien, Slovakiet og Ukraine. Bulgarien bliver medlem af klubben 1. januar 2008.

Særligt to gevinster ved den flade skat fremhæves af fanskaren: Dels er systemet så enkelt, at borgerne kan gennemskue, hvor meget de skal betale, og slipper for at bruge lang tid på at rode med deres skat. Dels skaber den flade skat stærke incitamenter i retning af at blive mere produktiv og øge sin indkomst.

Systemet er så enkelt, at det er meget sværere at snyde. Da vi introducerede den flade skat i 1994, regnede vi med at få omtrent lige så meget i statskassen som året før. Det viste sig, at vi fik 30 procent mere, og det skyldtes i høj grad, at smuthullerne blev lukket og sort arbejde minimeret, fortæller Mart Laar.

Europas højeste ulighed

Medaljen har naturligvis en bagside. Den findes uden for Tallinn, hvor der er langt mellem luksusbilerne. Estlands økonomiske ulighed er en af Europas højeste, og en stor del af befolkningen lever stadig i fattigdom. Det sociale sikkerhedsnet er langt mindre finmasket end det danske, og pensioner og understøttelse er på et meget lavere niveau. Der er almindelig enighed blandt prognosemagere om, at Estlands velstandsniveau kommer til at nå vesteuropæiske højder i løbet af 20-30 år. Der er imidlertid ikke nogen tegn på, at uligheden bliver mindre, og det virker heller ikke, som om det spørgsmål har stor politisk bevågenhed.

Det er også omdiskuteret, hvor stor en del af den dramatiske økonomiske udvikling, der har rødder i beslutningen om, at alle borgerne skal betale samme procentsats i indkomstskat. Niels Mygind er professor på Copenhagen Business School og ekspert i østeuropæiske forhold. Han peger på nogle helt særlige historiske realiteter som den vigtigste forklaring på, hvorfor det er gået så godt for Estland.

De høje vækstrater skyldes først og fremmest, at de baltiske lande indledte deres økonomiske udvikling på et meget lavt niveau. I de første år efter uafhængigheden blev store dele af produktionen lukket ned, fordi den ikke kunne afsættes på de nye og langt mere kræsne markeder, der kom til i stedet for Sovjetunionen. Derfor var der et par år med stærk negativ vækst. Befolkningens uddannelsesniveau og infrastrukturen havde imidlertid et niveau som et udviklet land, så der var virkelig noget at bygge på. Det er den vigtigste forklaring på, hvorfor det er gået så godt, siger Niels Mygind.

Verdens mest frie

Flere i Tallinns gader insisterer imidlertid på, at skattesystemet har en stor del af æren. Den økonomiske frihed, og de muligheder den indebærer for de unge entreprenante estere, nydes i fulde drag ovenpå årtiers påtvungen kommunistisk ufrihed. 22-årige Rene Joelecht, der studerer økonomi, ser med fortrøstning på fremtiden, blandt andet på grund af den økonomiske frihed.

Hvor det tidligere var svært at skabe sig en karriere i Estland, er her mange muligheder i dag. Men hvis du ikke vil bestille noget, får du det svært, for systemet er ikke indrettet for dem, der er dovne og vil leve af staten, siger Rene Joelecht.

Flere så gerne, at Estland udviklede sig i endnu mere liberal retning - med endnu mere udbredt brugerbetaling. Liberale verden over vejrer morgenluft og er begejstrede for det estiske eksempel. I 2006 toppede Estland således ranglisten på det såkaldte State of World Liberty Index, der måler indbyggernes frihed på en række parametre, og som er en eksplicit liberal organisation.

Professor Niels Mygind er da heller ikke imod den flade skat, selvom han ikke vil give skatten æren for den positive udvikling. Han pointerer, at iagttageres og eksperters holdning til systemet næsten udelukkende defineres af, hvilken politisk observans de har. Det afgørende er imidlertid at forstå de historiske realiteter, som den flade skat er et resultat af, og de mekanismer, der gør, at det i situationen nok var en god løsning.

I Baltikum har den flade skat afgjort en berettigelse. Når man indfører nye administrative systemer i lande som de baltiske, er det godt, at de er så simple som muligt. På grund af den store turbulens i kølvandet på uafhængigheden har der været stor risiko for korruption og manglende administrativ kapacitet. Derfor var det en helt rigtig beslutning at indføre et ekstremt enkelt skattesystem, som er svært at snyde, siger Niels Mygind.