Vi kan gøre det bedre, hvis vi vil

09-08-2007
3 min.

Risikerer vi at tabe i interessevaretagelse i et nyt og større EU med 27 lande, hvis vi ikke opper os?

Danmarks ambassadør i OECD og UNESCO siden 2005, ambassadør, cand.scient.pol., adjungeret professor på International Center for Business and Politics på Copenhagen Business School, Steffen Smidt, 61, har en lang karriere bag sig i EU som blandt andet generaldirektør for personale og administration i EU-Kommissionen.

"Det er utrolig vigtigt at gøre danske akademikere mere interesserede i at arbejde i de internationale organisationer, ikke kun i EU. Det har altid været en udfordring for os, og nu er den bare blevet skærpet. Ikke kun på grund af EU's udvidelse, men i lige så høj grad på grund af hele globaliseringen. Grundlæggende er der tale om et tostrenget problemkompleks. Det ene store problem er, i hvilket omfang vi dygtiggør unge embedsmænd til at være i stand til at påtage sig arbejde i internationale organisationer. Det andet, som til dels hænger sammen med det første, er, i hvilket omfang vi er i stand til at gøre ophold og arbejde i internationale organisationer til en del af det almindelige karriereforløb i den nationale administration. Det sidste er vanskeligt, og vi er ikke ene om at have svært ved det."

Hvad skal der til?

"Unge akademikere, som søger ud at arbejde i internationale organisationer eller virksomheder, skal føle, at de går til noget, som giver dem ekstra muligheder, når de vender hjem. Indtil for bare få år siden blev EU-Kommissionen med nogen rette beskyldt for at ville have, at folk af loyalitetshensyn helst blev der livslangt. Men en af grundene til at folk blev der livslangt var jo, at det var svært at komme tilbage til de nationale administrationer. Begge tankegange er forældede i en globaliseret tid. Vi skal tilbyde de unge størst mulig fleksibilitet."

Hvordan?

"Jeg må vende tilbage til de to strenge: For det første handler det om uddannelse og træning. Vi må se i øjnene, at dét at forstå, agere i og drage nytte af at arbejde i en international organisation er noget andet end at arbejde i en national administration. Så vi kan lige så godt bruge kræfter på det fra starten, når de unge kommer ind i statsadministrationen. Jeg ved, det er et ressourcespørgsmål, men behovet bliver stadig større i en globaliseret verden.

For det andet skal der gøres noget ved det karrieremæssige, så vi også på den måde stimulerer folk til at tage ud. Jeg ved, at det er frygtelig svært at systematisere sådan noget, og vi er ikke de eneste, som har det problem.



Storbritannien har et stort, formaliseret udstationeringsprogram til EU for embedsmænd, Fast Stream programmet. Bør vi have noget lignende?

"Det britiske program sigter på, at briterne skal komme hjem igen. Sådan skal man ikke kun tænke, synes jeg. Man skal, af hensyn til danske interesser, investere i, at unge embedsmænd kan gebærde sig internationalt, uanset om det måtte føre til, at de måske bliver ude. Men jeg må indrømme, at jeg som dansker i EU-systemet misundte briterne deres Fast Stream program. For det har jo kombinationen, hvor man satser på tidlig uddannelse, plantning af dem i en EU-organisation og en plan for dem, når de kommer hjem."

Hvem skal have ansvaret for det her?

"Det må være en tværgående centraladministrativ opgave, som Stats-, Udenrigs- og Finansministeriet tager ansvar for i fællesskab. Vi bør have en international tillægsuddannelse som standard for unge embedsmænd. Det kan siges kort: Fremtidens embedsmænd skal være lige så gode til at gebærde sig internationalt som til at læse og skrive. Så enkelt er det. I dansk centraladministration er vi gode til at stille krav til hinanden og andre - se hele moderniseringsprogrammet - så det kan vi også gøre på dette område. Vi kan, hvis vi vil.

Og vi har nogle konkurrencemæssige fordele, vi bør udnytte. Danskere er velanskrevne i internationalt arbejde. Både i administrativ henseende, men også fordi vi har en globaliseringskonstruktiv indstilling i modsætning til en negativ, som desværre er udbredt mange andre steder i Europa. Men det skal omsættes. Vi bør spørge os selv, om vi gør det i tilstrækkeligt omfang."<<

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.