Realisér dog potentialet

09-08-2007
2 min.

DJØF-kommentaren.

Danske virksomheder satser ikke internationalt, og vi er for dårlige til at udnytte de kompetencer, som medarbejderne opnår, når de er udstationerede. Det viser en undersøgelse, DJØF netop har lavet, hvor vi har spurgt 573 virksomheder om deres internationale strategier og aktiviteter.

Danske virksomheder er ikke nær så internationale, som man skulle tro. Under halvdelen af dem, der arbejder internationalt, satser på markeder i Asien, Sydamerika og Afrika, hvor vækstmulighederne er de største. Langt hovedparten satser alene på Norden og det øvrige Europa. Hvorfor?



Danske virksomheder og offentlige organisationer udstationerer mange medarbejdere i udlandet. Det giver økonomisk gevinst for de private virksomheder og større indflydelse for de offentlige organisationer, hvis man vælger den rigtige strategi for udstationering. Undersøgelsen viser, at udstationering af erfarne medarbejdere og ledere giver størst udbytte. Men udbyttet høstes ikke fuldt ud, hvis der ikke er en klar strategi for udstationeringen, herunder løbende opdatering hjemmefra, veltilrettelagt hjemkomst, støtte til forberedelse og familie mv. Her har de danske virksomheder og offentlige institutioner et meget stort forbedringspotentiale, viser undersøgelsen. De offentlige institutioner får derfor ikke den indflydelse i internationale fora, som de - og skatteyderne - reelt har investeret ressourcer til. Er det udtryk for begavet ledelse?

Analysen påviser, at målrettet videndeling af international erfaring giver bundlinieresultater i den private sektor. I den offentlige sektor giver målrettet videndeling øget indflydelse. 55% af de adspurgte arbejder ikke systematisk med videndeling af international erfaring. Især industrivirksomheder har problemer med at håndtere videndeling. Det offentlige er ikke meget bedre. Finanssektoren er bedst. Viden er virksomhedernes vigtigste ressource. Der er ingen undskyldninger for at lade være med at styrke strategi, systemer og værktøjer til videndeling.

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.