Kvinder, klynk og kvoter

På vej til konferencen overvejede jeg at tage på arbejde i stedet for. Som leder har man jo altid nok at lave og mine forventninger til et personligt udbytte var faktisk ret lav. Men jeg tog til konferencen - måske især fordi jeg havde sagt til en god veninde at jeg ville komme.

Min negative forventninger blev ret hurtigt gjort til skamme. Der var nogle excellente talere og selv om jeg har hørt mange lignende indlæg gennem årene, så var tonen en anden. Der var ikke nogen klynk.

Tendensen i dét, der blev sagt fra talerstolen, var:

Problemet med fraværet af kvinder i topledelse er samfundsmæssigt i og med at det er tab af talentmasse. Kvinder har uddannelse, vilje og evner. Så årsagen til at vi i Danmark er ved at sakke meget bagud, i forhold til de lande vi normalt sammenligner os med, må findes.

Der var generel enighed om at det ikke skorter på velvilje fra de personer, der har beslutningskompetencen ved ansættelse i det private erhvervsliv osv. Hele vejen rundt er der positive signaler, ikke ud fra et 'retfærdighedssynspunkt', men simpelthen fordi det er almindeligt anerkendt at kvinder har en masse at byde på.

Så vi mente at kunne konstatere at der er enighed om målet, nemlig at kvinder bør være repræsenteret med ca. 50% i ledelse, i det politiske liv, i erhvervslivet, og i forskningsverdenen.

Hvad er så midlerne til at opnå denne målsætning?

Her var der mange bud, lige fra at det er vigtigt at gifte sig med én der er villig til at tage sin halvdel af arbejdet i hjemmet, at kvinderne selv søger lederposter, at de bliver bedre til at netværke, osv.

Alle disse forslag er gode, forstås. Men det rykker ikke. Derfor kom diskussionen meget hurtigt til at dreje sig om kønskvotering.

Hvis jeg var blevet spurgt inden konferencen om min holdning, så havde jeg nok svaret 'på den ene side og på den anden side'. Men nu er jeg motiveret for at drøfte det. Simpelthen fordi de gode hensigter ikke giver det ønskede resultat

Givet vores præmis at kvinderne har kompetencerne, så ville de jo netop ikke blive valgt fordi de er kvinder.

Formålet med kønskvotering er alene at skabe et sådant pres i netop de situationer hvor valget foretages, at det falder ud til fordel for en kvindelig kandidat. I opløbet er det ofte marginaler, der afgør hvem der får posten. Det er i den situation at vi skal give kvinderne 'positiv særbehandling'.

Ved et krav om en vis % andel, vil der søges specifikt efter kvindelige kandidater. Nogle har givet udtryk for at de ikke findes. Men det tvivler jeg på. Kvinderne skal måske opfordres og støttes i deres kandidatur, ikke fordi de mangler kvalifikationer, men fordi de ofte ikke er en del af 'netværket' eller har brug for et lille skub.

Så lad os få en diskussion om kvoter igen. Ikke fordi det er synd for kvinderne. Vi klynker ikke!

Men fordi vi mangler dem i topledelsen alle steder i samfundet. Vi troede, at hvis bare vi fik rekrutteringsbasen i orden, at kvinderne fik uddannelse og gode rammebetingelser, så ville 'problemet' løse sig selv. Empirien viser noget andet i Danmark. I Norge viser den, at det nytter. De har fået dygtige kvinder i deres bestyrelser, hvorfor kan vi så ikke i Danmark?

Argumenterne mod kønskvotering forekommer mig at være baseret på en generel holdning om at vi ikke skal bruge tvang. Det er jeg generelt heller ikke for, men midlet bruges jo på andre politikområder, især når de frivillige er udtømte.

Kvoter kan give det ekstra skub, der skal til når der skal træffes beslutning om besættelse af lederstillinger, udnævnelse af bestyrelsesmedlemmer osv.

De argumenter jeg har noteret mig mod at anvende kvoter er, at vi risikerer at få ukvalificerede ledere, og bestyrelsesmedlemmer, men det forbliver et trosspørgsmål.

Til argumentet om at kvinder ikke vil vælges på det grundlag, kan jeg kun sige: Det må hun jo selv om. Hun kan jo bare sige nej tak, hvis hun mener hun udelukkende fik jobbet på grund af sit køn.