Han er et tænksomt, men også et ekstremt produktivt menneske. Steen Hildebrandt er allestedsnærværende. Hans forfatterskab fylder allerede flere hyldemeter. Han er fagbogsredaktør på dagbladet Børsen, han skriver kronikker, han underviser, forsker og holder foredrag, og så er han en af journalisternes yndlingskilder, når det gælder ledelse. Han vender så vidt muligt altid hurtigt tilbage, når journalister forsøger at få en kommentar fra ham, for han er meget bevidst om at kommunikere sin viden ud. Det kan være svært at forstå, hvordan én mand kan overkomme så meget. Men noget, der kan gøre Steen Hildebrandt ked af det, er, når nogle spørger ham, om han har andre til at skrive sine bøger eller kronikker for sig - det har han ikke, understreger han. Og hvis nogle kommer med de påstande, er det bare fordi, de er misundelige, siger hans kollega Anders Drejer.