Den ny miljølobbyisme

09-08-2007
6 min.

Miljøpolitik er blevet et varmt emne på den politiske arena. Ikke mindst på EU-plan. Det betyder, at miljøforkæmperne må sadle om.

Jacob Hartmann har været ansat i Greenpeace i over ti år. Han kender alt til voldsomme og skrækindjagende aktioner, som ofte forbindes med Greenpeaces navn sammen med islandske sweaters og farvestrålende badges. For ham er der ingen tvivl om, at der er sket et skred i de virkemidler, Greenpeace bruger i deres kamp for et bedre miljø.

 "Vi har stadig den samme palet af værktøjer i vores arbejde, men der er klart kommet mere fokus på det politiske lobbyarbejde, som vi kender det fra mange andre politikområder. Samtidig gennemfører vi ikke så mange af de mere halsbrækkende aktioner," vurderer han.

Kulørt spildevand

Ifølge Jacob Hartmann er der to helt afgørende årsager til det ændrede fokus.

"Først og fremmest er miljøproblemerne ikke længere så synlige, som de var for 30 år siden, hvor olietønder med affald helt åbenlyst blev smidt ud over rælingen, og hvor spildevandet havde sjove farver," siger Jacob Hartmann med et lille smil. Den anden årsag er, at miljøpolitik nu også er et naturligt højt prioriteret politikområde i det politiske system - ikke mindst i organisationer som EU og FN, der har nøglen til at skabe et bedre miljø på globalt plan. For at kunne udføre kvalificeret lobbyarbejde og derigennem få den fornødne indflydelse på de politiske beslutningsprocesser har Greenpeace derfor etableret et kontor i Bruxelles, der efterhånden er oppe på ti medarbejdere.

 Én af de politikere, der har mærket interesseorganisationernes voldsomt stigende interesse for at være med så langt i politikformuleringsfasen som muligt, er Dan Jørgensen. Han er medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet og netop valgt til næstformand i parlamentets miljøudvalg. Og han ser det som en absolut fordel i sit daglige parlamentsarbejde, at der findes en række professionelle lobbyister på miljøområdet.

"Jeg betragter lobbyisterne som faglige sparringspartnere, der har indset nødvendigheden af at angribe miljøproblemerne internationalt og i de organer, der kan være med til at skabe fælles rammer om politikken. De lobbyister, jeg har haft med at gøre - ikke mindst i forbindelse med arbejdet med det netop vedtagne Reach-program, er utrolig professionelle og seriøse," siger Dan Jørgensen.

Klar tendens

Denne ændrede tendens i miljøorganisationernes arbejdsform ser lektor i statskundskab Carsten Daugbjerg som et tydeligt tegn på en udvikling, der har fundet sted de senere år: "Miljøorganisationer har indset, at hvis de vil have indflydelse på den politik, der bliver vedtaget, må de komme med gode data og konstruktive forslag. Det er det, der skal til for at blive lyttet til i dag. Det er især en tendens, vi ser i lande, hvor der, som i Danmark, er en stærk tradition for, at interesseorganisationer inddrages i den politiske proces. Her hjælper det ikke bare at råbe højt, som tilfældet nok snarere er i USA. Vi ser klart en tendens til, at miljøorganisationerne begynder at ligne mere traditionelle interesseorganisationer," forklarer Carsten Daugbjerg.

Fra sweater til jakkesæt

I Greenpeace kan Jacob Hartmann godt nikke genkendende til forskerens analyse af udviklingen. Han understreger dog, at det, man ser, kun er toppen af et meget større isbjerg i den måde, Greenpeace arbejder på. Det handler ikke bare om at udskifte sin sweater med et mørkt jakkesæt:

"Den største del af vores arbejde er og vil altid være forberedelse. Vi skal til enhver tid have de gode og veldokumenterede sager, som vi har undersøgt til bunds. Det er helt afgørende for vores troværdighed i mødet med politikere og embedsmænd og i sidste ende også over for vores medlemmer. Men når det er på plads, er det klart, at vi har måttet professionalisere os til at kunne agere på en ny arena. Det er en helt naturlig del af en overordnet strategisk overvejelse over, hvordan vi får mest muligt ud af de penge, vores medlemmer donerer," mener Jacob Hartmann.

 Han peger på, at medierne, der før filmede de farefulde aktioner, stadig spiller en stor rolle i måden, Greenpeace arbejder på. Bare på en anden måde end tidligere:

"Vi henvender os til medierne som et naturligt redskab til at formidle vores sag på. Ofte er det nødvendigt, hvis vi skal have vores sag frem til politikernes skrivebord, hvor sagen jo ofte er i konkurrence med mange andre sager fra forskellige politikområder," påpeger Jacob Hartmann.

Åbne kort

For Dan Jørgensen giver miljøaktivisternes stigende fokus på politik i mere traditionel forstand en anden udfordring som politiker. Han skal i høj grad kunne prioritere, vurdere og vægte de input, han får fra lobbyisterne i miljøspørgsmål:

"Det er klart, at det stiller krav. Jeg må bruge mit kendskab til området, min viden, min fornuft og mit ideologiske ståsted til at vurdere, hvilke argumenter og forslag jeg mener, der er de bedste. Derudover er samarbejdet med lobbyister også en tillidssag. Jeg forventer, at de spiller med åbne kort, og de kan forvente det samme af mig. Jeg tror godt, de ved, at man diskvalificerer sig selv meget lang tid fremover, hvis man har skjulte dagsordener eller leverer oplysninger uden hold i virkeligheden," mener Dan Jørgensen.



 Han savner dog indimellem, at lobbyisterne også tager et medansvar for beslutningerne, når de er truffet, i stedet for at gå i medierne og berette om de ting, der efter deres opfattelse ikke er så gode, som de kunne være. Men det bliver nok svært, erkender han:

 "De har selvfølgelig et klart profileringsbehov og ser det ikke på samme måde som politikerne som en tilfredsstillelse at nå et kompromis på tværs af et parlament," vurderer Dan Jørgensen.

Hovedet skal blive på kroppen

Ifølge lektor Carsten Daugbjerg ligger der netop en særlig udfordring for miljøorganisationerne i at balancere mellem hensynet til en profil i offentligheden og hensynet til at være med i afgørende beslutninger. Hvis miljøorganisationerne satser for ensidigt på den traditionelle lobbyisme, risikerer de at tabe kontakten til deres medlemmer, der er af stor betydning for organisationernes eksistens. Samtidig kan det også være vanskeligere at få sat en sag på den politiske dagsorden:

"Når man vælger at gå ind i en politisk beslutningsproces, vælger man også, at man er villig til at gå på kompromis. Man vælger at acceptere systemets betingelser. Det vil ofte kunne føre til mindre synlighed i det offentlige rum. Det bliver sværere at lave en skarp profil, og her skal organisationerne naturligvis gå en balancegang i forhold til deres medlemmer. I dag kræves der ikke de samme typer aktioner som tidligere for at få en miljøsag på den politiske dagsorden. I dag er ingen jo i tvivl om, at miljø er vigtigt. Det står allerede på den politiske dagsorden. Så organisationerne er måske et offer for deres egen succes, når aktioner og happenings har fået mindre betydning som påvirkningsinstrumenter i miljøpolitikken," påpeger Carsten Daugbjerg.

 Ifølge Jacob Hartmann frygter Greenpeace ikke et scenario, hvor "hovedet adskiller sig for meget fra kroppen".

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.