Den direkte vej til integration

23-08-2007
9 min.

I arbejdstiden er Mehmet Yüksekkaya fuldmægtig i Arbejdstilsynet. I fritiden råber han højt om bedre integration.

Nu udgiver han en bog om de uskrevne regler på arbejdsmarkedet, fordi han mener, at danskerne er verdensmestre i indirekte tale. Den var tænkt som en hjælp til indvandrerne, men undervejs gik det op for ham, at den lige så meget er en hjælp til personalecheferne.

Da Mehmet Yüksekkaya for 45 år siden blev født i en kurdisk landsby langt ude i det østlige Tyrkiet, stod det ikke skrevet over vuggen, at han en dag skulle sidde at fortælle, at Machiavelli var hans yndlingsfilosof, da han læste statskundskab på Københavns Universitet, og at han i mange år genlæste 'Fyrsten' cirka hvert andet år, men at det i dag er Rousseau, der er hans store idol.

"Vi var på ferie i Paris her i sommer. Jeg måtte ud til Panthéon og se hans grav."

Mehmet Yüksekkayas forældre har aldrig gået i skole. Hans mor, som er analfabet, fødte 11 børn, de fire døde, de syv levede, med Mehmet lige i midten og den første i familien til at komme i skole. Hans far lærte sig selv at læse og skrive, da han skulle ind som soldat.

Så Mehmet Yüksekkaya er mønsterbryder. Dem er der mange af blandt vores indvandrere og flygtninge, men der er også alt for mange, som ikke er det - selvom de kunne være blevet det. Dét, mærker man, smerter ham ind til knoglemarven og er nok drivkraften bag, at han er blevet en stemme, der i årenes løb har hævet sig i integrationsdebatten og sagt nogle ting temmelig direkte.

"Det, der ærgrer mig, er, at folk langt ude på landet i dagens Tyrkiet kæmper med alle midler for at give deres børn en uddannelse, men det gør indvandrerfamilierne ikke nødvendigvis her - hvor der er alle muligheder. Det er, som om nogle af vores indvandrere ikke tager det bedste fra deres kultur, men det værste. De vælger at leve efter nogle gammeldags, indadvendte, reaktionære værdier, som de må gøre op med. Og som især den konfliktsky danske elite har forsømt at udfordre dem på."

Første gang han sagde det offentligt, skulle der tilløb til. Det skulle have været i et stort opsat søndagsinterview i en avis. Da han havde læst det igennem før tryk, ringede han til journalisten og trak det. Det lød for barskt, syntes han, og så var det også dengang, at man meget let blev stemplet som racist.

"Men der gik kun nogle uger, så gik jeg alligevel ud med det. Det skulle siges. Jeg sagde det jo for at hjælpe indvandrerne. Og jeg har hele tiden også kritiseret de dårlige sider af det danske samfund. Hvis integrationen skal lykkes, skal begge parter blive bedre til at se kritisk på sig selv."

For eksempel ærgrer det ham - selvom han personligt ikke er religiøs - at den danske stat ikke giver islam en formel anerkendelse som trossamfund svarende til folkekirkens.

"Dén anerkendelse ville gøre noget positivt for integrationen for en meget stor gruppe muslimer her i landet."

30 uskrevne regler

Vi laver interviewet efter arbejdstid. Det har Mehmet Yüksekkayas bedt om, for hans deltagelse i integrationsdebatten foregår i fritiden. Han har i en årrække arbejdet som integrationskonsulent, men i dag er han en helt almindelig DJØF-fuldmægtig i Arbejdstilsynet. En generalist, der arbejder med alle mulige andre fornuftige ting end lige integration, som han siger.

"Det har været en befrielse for mig ikke også at arbejde professionelt med integration. Det går så langsomt, at du let bliver kvalt. Og så var det også på tide, at jeg prøvede nye udfordringer. Arbejdsmiljø er et godt område."

Men han kan ikke tie stille, og nu udgiver han med støtte fra Integrationsministeriet bogen 'Uskrevne regler på det danske arbejdsmarked'. Bogen har været et af de lidt mere krævende fritidsprojekter, for han har været ude at besøge 23 arbejdspladser - fra det lille autoværksted over plejehjemmet til store videnstunge virksomheder som Microsoft. Selv en ærke DJØF-arbejdsplads som Finansministeriets Personalestyrelse har fået besøg, for de har masser af indforståede regler om, hvordan man fører sine sager frem på den rigtige måde, og hvordan man vidensdeler.

I bogen præsenterer han virksomhedskulturen og de uskrevne regler på 16 af arbejdspladserne og ender med at opstille 30 uskrevne regler, som indvandrere - og personalechefer - bør sætte sig ind i.

Dén ærgrelse, der drev ham denne gang, synes - igen - både at være danskernes verdensmesterskab i ikke at sige tingene ligeud, og at nogle indvandrere gør sig for lidt umage med at afkode det danske arbejdsmarked.

"Vi har love og regler for alt her i landet, men livet på arbejdsmarkedet fungerer i høj grad efter uskrevne regler, og dem er der ingen, som fortæller indvandrerne om, siger han. Og mange indvandrere er så optagede af de formelle regler - hvad der også er dén måde, vi selv introducerer dem til samfundet på - at de overser de uskrevne regler. De forstår dem ikke."

Og det er heller ikke let at forstå danskerne og deres indirekte måder og vendinger, når man er ny, understreger han. Man kan sagtens leve her et helt liv uden at forstå dem. Det kræver virkelig, at man gør sig umage. Så hele tanken med bogen er at hjælpe indvandrerne, men undervejs gik det op for ham, at den lige så meget er en hjælp til HR-cheferne og virksomhederne.

"Selvom man kender sin egen kultur, sætter man ikke nødvendigvis ord på den."

At gøre dét kan være én måde at komme længere end bare til flotte hensigtserklæringer. Eller som Danfoss-direktør Jørgen Mads Clausen skriver i forordet til Mehmets bog: At det ikke bare er indvandrerne, der skal forstå og respektere vores uskrevne regler: 'Virksomheder og medarbejdere må i lige så høj grad være indstillet på, at der kan og skal stilles spørgsmål til, om de indgroede vaner og regler nu også er optimale'.

Djøferne kan gøre en forskel

Nu er Mehmet Yüksekkaya en loyal embedsmand, og spørger man ham om, hvad de uskrevne regler egentlig er i Arbejdstilsynet, svarer han: "Det har jeg ikke kigget på."

Til gengæld er han flittig til at svare og gå i detaljer med tingene, når journalisterne ringer for at få en kommentar om det ene eller det andet på integrationsområdet. Og det gør de tit. I avisdatabasen kan man se, at hans telefon må have glødet under Muhammed-krisen.

"Reglerne om ytringsfrihed for offentligt ansatte fejler ikke noget, men det ligger i hele embedsmandskulturen, at man ikke blander sig i den offentlige debat. Det opfattes ikke som karrierefremmende. Men jeg synes, vi embedsmænd skulle blande os noget mere.

Der er to danske egne, som Mehmet Yüksekkaya har en særlig tilknytning til:

Bornholm, fordi hans kone, som han mødte på Grønjordskollegiet på Amager helt tilbage i sprogskoledagene, er bornholmer - man kan ikke lade være med at lægge mærke til, at han lyser på en særlig måde, når han taler om hende.

Og Sønderjylland, fordi han skrev speciale om nationalismens idehistorie med den sønderjyske sag som eksempel - historien om sønderjyderne under tysk herredømme 1864-1920. Et emne, der gør de fleste danskere under 60 noget tomme i blikket.

"Men det er jo historien om en minoritetskonflikt, som blev håndteret på forbilledlig vis. Det er synd, at danskerne har glemt den. Nogle kalder det globalisering, men jeg tror mere, at det skyldes, at danskere har en barriere over for at forholde sig til deres egen nationalisme og deres egne danske værdier."

Specialet blev så stort, at han måtte dele det i to og nøjes med at aflevere den teoretiske del til censor. Resten blev til bogen 'Sydslegsvigs danske historie' udgivet af Grænseforeningen. Det førte til mange besøg i Grænseforeningens lokalafdelinger.

"Jeg beundrer sønderjyderne. Hos dem har jeg mødt de bedste sider af danskheden - jordnære, rummelige og med kulturel stolthed."

Så han er ganske tilfreds med, at det er en sønderjyde, der har skrevet forordet til bogen.

"Jeg spurgte Jørgen Mads Clausen, om han ville, fordi han er en af de mest engagerede erhvervsledere, jeg kender. Jeg ville ønske, at der var flere djøfere, der var aktive i integrationsspørgsmål. Det er jo for pokker dem, som er stærkest til at argumentere, og som har indflydelse og sidder på de ledende poster, der skal løfte det her ansvar og spørge sig selv: 'Gør vi det godt nok?' Men der har aldrig været meget prestige eller karriere i at tale om integration."

Og så lever de fleste djøfere også i en beskyttet verden, tilføjer han. De mærker ikke konsekvenserne af den manglende integration på deres egen krop. Eller på deres børns.

Til gengæld vil flere og flere af de unge indvandrere, som får en høj en uddannelse, vælge en DJØF-uddannelse. Det er han helt overbevist om.



"Dem er jeg slet ikke bekymret for. De skal nok klare sig godt."

Det er de andre, alle de unge indvandrerne, som ingen uddannelse får, som gør ondt på ham.

Det får han rynker i panden af at tale om. Som glattes ud igen, når han taler om sine tre døtre, eller når han slapper af ved at være familiens kok hjemme i Greve. Ellers fik børnene kun risengrød og koldskål, som han siger. Og skynder sig at tilføje, at han kone er bedst til alt det med bagværk.

Det går der ingen skår af mig for

Som man kan høre i omstillingen i Arbejdstilsynet, så hedder Mehmet Yüksekkaya faktisk også Olsen. Det bestemte hans kone og døtre, da parret efter en del papirløse år skulle vies i Nylars Rundkirke.

"Folk spørger mig altid, om jeg har taget Olsen for at vise, hvor integreret jeg er. Det ville jeg aldrig drømme om. Jeg er dén, jeg er. Men jeg blev stemt ned derhjemme. De ville have, vi alle sammen skulle hedde det samme til efternavn."

Og der går ingen skår af ham af at hedde Olsen. Ligesom der heller ikke gik skår af ham af at knæle ned for præsten i Nylars, selvom han egentlig ikke brød sig om det. For man må jo selv udvise den holdning i praksis, som man går rundt og prædiker for andre.

"Det, der kendetegner vellykket integration, er, at man nærmer sig hinanden. At man giver sig fra begge sider. At man gør sig umage. At man erkender, at vi alle som én har vores fordomme - også den oplyste globalist, som tror, han eller hun ingen har."

Hvad har mønsterbrydere som ham selv og for eksempel Naser Khader tilfælles?

"Naser har hugget mange af mine gode ideer, men det er vi lige gode venner for. Nej, det er vel det med at være nysgerrig over for ens nye land, og at man prøver at formidle den viden, man har fået om det. At man kan se kritisk på sig selv og ikke låser sig fast i et bestemt mønster. Og nogle gange er man også heldig og er på det rette sted på det rette tidspunkt."

Men kamp, stædighed og umage?

"Jo."

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.