Christopher Arzrouni er hverken embedsmand, politiker eller journalist og heller ikke særlig høj, men han er højt respekteret ideolog blandt de borgerlige. Lige midt imellem dem alle arbejder han som rådgiver for social- og ligestillingsministeren.
Det er efteråret 2005. Christopher Arzrouni har haft det omtrent lige så sjovt de seneste dage i mediernes spot som en muslim til grisefest. Det er hans værste sag som rådgiver for social- og ligestillingsminister Eva Kjer Hansen. På et møde et andet sted fortæller Anders Fogh Rasmussen sine nærmeste betroede ministre og partifæller en historie om en bondemands dilemma.
Det er kun ni måneder siden, Fogh var en del af en træls mediestorm, da det kom frem, at hans nytårstale havde været en tur over tastaturet på Christopher Arzrounis computer hos Dansk Industri. Nu er den så gal igen. En af Foghs nu offentligt kendte talesnedkere er havnet i en ufrivillig skurkerolle i kraft af sit arbejde for socialministeren.
Helvedet begynder med et interview i Jyllands-Posten 18. september 2005: "Lad de rige blive rigere," udtaler hun og bagatelliserer den voksende økonomiske ulighed i samfundet, fordi den skaber vækst og sikrer, at også de fattigste får det bedre. Oppositionen og andre peger ikke bare på hendes, men også hendes rådgivers syn på ulighed som forargeligt, ekstremt liberalistisk og et uvelkomment comeback for en tanke, som de troede, at Fogh og regeringen havde glemt et sted mellem 'Minimalstaten' og Statsministeriet.
Med Christopher Arzrouni i ryggen forsøger Eva Kjer Hansen at forklare sig på ny. Fogh undgår at bakke op. Hun står imidlertid ved sine ord. Men nu gør Pia Kjærsgaard det klart på landets avisforsider, at hvis øget ulighed er regeringens politik, så er det uden Dansk Folkepartis støtte. Villy Søvndal foreslår et mistillidsvotum, og så vender koen i Socialministeriet.
Ministeren forklarer i en pressemeddelelse, at hun trækker alle sine udtalelser om ulighed tilbage. Sæt- og matchbold til Kjærsgaard, Søvndal og Foghs imagepleje. Og ærgrelse hos Christopher Arzrouni over at indse, at endnu en del af kulturkampen er tabt.
Man skulle tro, han vidste bedre. Som redaktør på Weekendavisen kritiserede han i beske vendinger regeringen for at være løbet tør for ambitioner, ideer og visioner og skrev: "Jeg har blandt andet været stærkt påvirket af Bertel Haarder, dengang han var liberal. Haarder var engang en dygtig, pædagogisk formidler af liberale holdninger. I dag underminerer han forståelsen for, hvad liberalisme og frihed er for noget. Og socialistiske budskaber i munden på en mand, der anerkendes som en liberal tænker, gør større skade end socialistiske budskaber i munden på en overbevist socialist."
Det er det forløb, som Fogh på et møde samler op på med en historie om en bonde, der finder sin kone i seng med gårdens karl. Bonden søger råd hos præsten, der foreslår ham at lade sig skille, men det vil bonden helst undgå, for konen er jo så dejlig. Så foreslår præsten at kyle karlen ud, men det vil bonden heller ikke, for karlen er så dygtig. Så bonden håber, der ikke sker mere, og at livet på gården kan fortsætte. Og moralen? Hverken socialministeren eller Christopher Arzrouni forlader ministeriet. Hun gør sit arbejde godt, og han er vellidt, dygtig og respekteret langt ud i det borgerlige netværk. Er nærmest regeringens liberale samvittighed. Er nærmest regeringens liberale samvittighed. En liberal flagstang, hvor det blå flag smælder over buskadset af opportunisme på Christiansborg. Det er i hvert fald sådan, mange af hans venner, bekendte og kollegaer opfatter det.
Endte i et ynkeligt tilbagetog
Ulighedssagen viser kernen i Christopher Arzrounis arbejde med og dybe interesse for politik, magt og strategi og hans funktion som analytiker, strateg og formidler af politiske udspil og budskaber for ministeren. Dengang kiksede det meste, men som regel lykkedes det at reagere fornuftigt. Det er en god dag på jobbet, når ministeren præsenteres pænt i oplagte sager, som for få uger siden på forsiden af Søndagsavisen i et langt interview, hvor det hverken er oppositionen eller kritiske journalister, men hende selv, der definerer problemet og serverer sit budskab.
Christopher Arzrounis meget fattede, langsomme tale og gestikulation liver op og smitter af på øjnene, når snakken her halvandet år senere drejer sig om kontroversielle spørgsmål og især ulighedssagen. Men det er også her, der ligger sandheder begravet, han ikke ønsker skal frem. Det er eneste gang i interviewet, han ikke ønsker at udtale sig til citat. Han vil heller ikke beskrive, hvad der sker på den centrale dag i forløbet, hvor han og ministeren ender med at stikke hovedet i busken. Han er i det hele taget blevet meget forsigtig med at udtale sig om aktuelle politiske varme sager, men lidt har han at sige om sin egen rolle:
"Socialministeren havde snakket om ulighed mange gange før på samme måde, så vi blev nok for uforsigtige. Timingen viste sig også at være dårlig, fordi Dansk Folkeparti samme weekend havde jubilæumsårsmøde og ønskede at profilere sig som socialdemokraternes afløser i dansk politik." Han forklarer ministerens dilemma som et valg mellem at sige: 'Undskyld, Pia. Vi mente det ikke', eller at stå ved det sagte og forsøge at forklare sig bedre. De valgte det sidste, men endte reelt med at undskylde i et ynkeligt tilbagetog. Han har det skidt med sagen, og at ministeren blev udstillet på grund af hans rolle:
"Hun blev ikke bare skudt i skoene, at hun ikke havde styr på politikken, men også at hun ikke havde styr på mig. Det er ærgerligt, for man kan ikke have, at det er ministeren, der skal forsvare medarbejderen."
Han forsvarer det uforsvarlige
At læse og at møde Christopher Arzrouni er lige så forskellige oplevelser som at spise chili og bagefter drikke en tår kamillete. På skrift virker han, selv på mange liberalt sindede, ekstrem og nådesløs i sin kritik og i sit forsvar af synspunkter, der ellers er bred enighed om ikke kan forsvares. Det er stærke sager at læse hans kommentarer i Weekendavisen og hans bog 'Helt uforsvarligt', hvor han blandt andet forsvarer organhandel, prostitution og alfonser samt at sælge truede dyrearter, nationale klenodier, farligt miljøaffald og sin stemme til valg. Han skriver provokerende for at slå et slag for, hvad frihed er i sin yderste konsekvens. Han vil vise, det kan lade sig gøre at forsvare selv ret outrerede synspunkter på en saglig måde, og han håber, det giver politikere og andre liberale selvtillid til at turde noget mere i den offentlige debat.
Denne dag på kontoret virker Christopher Arzrouni på ingen måde oprørsk, besk eller nådesløs, men stilfærdig, imødekommende og nuanceret, og som en, der selv i drømme ikke ville slå en flue ihjel. I vindueskarmen er der stukket et lille amerikansk flag i jorden på nogle grønne elefantfødder. På en bogreol hænger der tre børnetegninger. På mødebordet står to danskvand: en med blid brus og en med citrus - og derfor også med ekstra afgift, som han sarkastisk spinder en historie over. Alkohol drikker han kun sjældent, men det skyldes nu ikke afgiften.
Vild med 'Det lille hus på prærien'
Hans venner og kollegaer beskriver ham som lun at omgås. Lyttende, opmærksom og har altid tid. Som en brændende liberal idealist, der arbejder hårdt og når at lave meget af høj kvalitet på kort tid, der argumenterer overbevisende og er intelligent som få.
Hans ven, professor i statskundskab Peter Kurrild-Klitgaard, fortæller, at han er et varmt menneske og meget anderledes end det hårde indtryk, mange får af ham som skribent i aviser. Den opfattelse deler kollegaen, pressesekretær Nicolai Schacke, og tilføjer; "... og en smule nørdet." Det skyldes hans paratviden, som imponerer alle, der møder ham, og hans interesse og detaljerede viden om tegneserier, Depeche Mode og Laura Ingalls Wilders selvbiografi 'Det lille hus på prærien'. "Han elsker at fortælle om 'Det lille hus på prærien'. For ham var det liberalisme i modermælken at læse den bog," siger han og fremhæver derudover hans evne til hurtigt at dissekere et problem i tre dele og stille mulige løsninger op.
"Og så har han en pen, vi alle er misundelige på, hvad enten det er artikler, kronikker eller taler, han skriver." Det kan hans tidligere chef i Dansk Industri, direktør Berit Vinther, tilslutte sig. Hun husker, hvordan man op til en årlig personalefest havde en krise, fordi man manglede en ordentlig tale til medarbejderne. Christopher Arzrouni får opgaven, men går først ud og iagttager bygningen udefra. Han sætter sig i både modtagerens og talerens sted og bygger talen op omkring husets indretning, og hvordan alle på hver etage spiller en vigtig rolle.
"På de to timer får han skrevet en fantastisk tale om alle de gode ting, vi gør, høj som lav," siger hun. Hun husker ham også som meget stolt af sin familie, som hun har mødt og hørt meget om.
Som Haarder og Rosenkrantz-Theil
Den liberale oprører er blevet tam hos socialministeren. For så længe han er -rådgiver for hende, afholder han sig fra at provokere og ytre sig om aktuelle politiske emner, så godt han nu kan. For han har stor lyst til det, men ifølge ham selv, er han ikke først og fremmest debattør:"Selvom du måske kender mig som polemiker og en slags ideolog, så har jeg arbejdet som embedsmand og lobbyist i de fleste af mine år," siger han og fortalte sidste år i bogen 'Samtaler om spin':
"Jeg er bare interesseret i at tjene en god løn, at passe mit arbejde, forsørge mine børn og måske lægge lidt til side til min pension. For der skal nok komme en dag, hvor jeg er fattig og fri, og så skal jeg nok lave masser af ballade. Men det har jeg ingen interesse i at gøre nu. I øjeblikket skal jeg bare parere ordre."
Men Christopher Arzrouni er et værdi- og holdningsmenneske. Sådan beskriver hans gode ven helt tilbage fra statskundskabsstudierne Mikael Bonde-Nielsen ham i hvert fald. Han er i dag langt væk fra politik som kommunikationsdirektør for Coca-Cola i Norden, men alligevel er det politik, det handler om, når de mødes.
"Jeg kan ikke mødes med ham, uden at vi diskuterer politik. Det er aldrig personfnidder, men sager, strategi og værdier. Han kan sagtens sidde til klokken fire om morgenen og diskutere." Han betragter ham som Bertel Haarders afløser som en ideologisk inspirator, men dog ikke som politiker. Det ønske har Christopher Arzrouni heller ikke selv:
"I så fald skulle jeg sætte karrieren på stand by. Jeg skulle leve med en lavere løn og igennem kedelige og tunge processer med en marginal opstillingskreds klare mig uden et ordentligt job, fordi jeg skal rejse rundt og bræge hele tiden for så måske at få en plads på bageste række i Folketinget, hvor jeg alligevel ikke ville få nogen særlig indflydelse," siger han. Hans ven Peter Christensen og finansordfører for Venstre tror heller ikke, det er en karriere for ham:
"Han vil nok få et problem, fordi han antager, at folk agerer efter, hvad de siger, og reagerer på argumenter. Politik er ikke nødvendigvis sådan. Det var også noget af det, der irriterede ham ved ulighedssagen. Han forsøgte i første omgang at argumentere sagligt imod det, som folk følte, de havde hørt. Men selvom folk forholder sig til noget, man ikke har sagt, så er det stadig et problem, hvis medierne opfatter det sådan. Så må man forholde sig til det." Han opfatter ham mere som en, der nyder at komme med indspark til politikere og øse af sin store viden.
En af modtagerne er medstifteren af Ny Alliance, Anders Samuelsen, som i sin tid blev ansat som praktikant af Christopher Arzrouni i Finansministeriet, til trods for han stemte radikalt. De mødes i dag stadig med jævne mellemrum, selvom han ikke altid er enig med ham om den liberalistiske vej:
"Jeg har stor respekt for Christopher og hans store teoretiske viden og politiske indsigt. Jeg værdsætter, at det, han siger, er det, han mener," fortæller han og sammenligner ham i øvrigt med Pernille Rosenkrantz-Theil som venstrefløjens ditto stærke ideolog.
"Og så har vi begge været presset i nogle kriser, hvor vi har givet hinanden råd og støtte." Han nævner for eksempel det radikale landsmøde i 2005, hvor han kom i unåde hos flere af sine partifæller for at foreslå muligheden at støtte Fogh.
"Han var dengang en af de første, der sendte mig en sms og foreslog, vi tog en kop kaffe. Det beviser, han ikke er typen, der kun er der, når der er medvind," husker han.
Holdt tale for Sarkozy
Christopher Arzrouni vil hellere sammenligne sig selv med sit forbillede og Frankrigs nyvalgte liberale præsident Nicolas Sarkozy. For et års tid siden var han inviteret til Paris for at tale ved en stor event, der skulle skyde Sarkozys valgkamp i gang. Det foregik på Louvre foran 2.000 politikere og halvdelen af den franske regering og hovedpersonen selv.
Talen holdt han på fransk, og han kom ind på, hvordan Asterix illustrerer det gamle fællesskab mellem danskere og franskmænd ved mødet mellem gallere og vikingerne. De grinede og klappede. "Det var meget, meget stort," fortæller han og fremhæver lighederne mellem ham selv og Sarkozy udover det liberale afsæt: Han er søn af indvandrere, har temperament og humor. Er ligefrem, provokerer og kalder folk idioter, hvis han mener det.
"Og så er det opmuntrende, at man kan blive præsident, selvom man er under 1,70."
Christopher Arzrouni
Født i Hvidovre og har en schweizisk-armensk far. Fylder 40 år den 11. september. Gift med sognepræst Edith Thingstrup. De har tre børn, men venter storken med en fjerde last i juli. Student fra Den Franske Skole i København og i sine unge år fremtrædende medlem af Venstres Ungdom. Har skrevet bøgerne 'Samfundets bærende værdier' (2001) og 'Helt uforsvarligt' (2005) og anmelder især debatbøger og tegneserier for Weekendavisen. I 2004 var han med til at stifte tænketanken Cepos, hvor han i dag sidder i bestyrelsen.
2005 Særlig rådgiver, social- og ligestillingsministeren
2004 Redaktør, Weekendavisen
1996 Konsulent, Dansk Industri (assistent for adm. direktør og senere som erhvervsjuridisk chef)
1994 Konsulent, Venstres politisk-økonomiske sekretariat
1992 Fuldmægtig, Finansministeriet
1991 Cand.scient.pol., Aarhus Universitet
Fem af Arzrounis bud - sagt før han blev særlig rådgiver:
Ledige stillinger
DJØF ARRANGEMENTER OG KURSER