Hvis der ikke var djøfere, måtte de opfindes

21-06-2007
1 min.

Djøferen elsker at gøre ting bedre og opnå resultater. Måske er det derfor, djøferen altid mangler tid. Overvældende mange var med til at sætte ord på djøfernes arbejdsliv i forårets medlemskampagne.

Hvis der er noget, djøferne er enige om, så er det, at de er meget forskellige. Naturligvis - de arbejder jo med vidt forskellige fagligheder i både det offentlige og i det private. Som medarbejdere og som chefer.

Men til gengæld er det umanerligt svært at få øje på forskellene, hvis vi for et øjeblik giver os selv lov til at grave lidt dybere end til de sager, der ligger på skrivebordet. Måden at arbejde på, de værdier djøferne arbejder efter, det, der får dem til at gå på arbejde ... Her er de ens.

Djøferne svarede stort set uden smålig skelen til traditionelle skel som uddannelse, rang, offentlig eller privat, da vi med forårets medlemskampagne 'Forsiden af Medaljen' inviterede til debat om det at være djøfer: Hvem er vi? Mennesker eller maskiner? Hvad optager os her og nu? Og hvor ligger udfordringerne?

Og når djøferne selv får lov til at svare, så er de kort fortalt sådan nogle, der elsker at gøre ting bedre og opnå resultater. En djøfer er et udviklings- og helhedsorienteret menneske. Ambitiøs, analytisk og professionel til fingerspidserne - en slags menneskeligt kvalitetsstempel. Men også et meget engageret menneske, ansvarlig og drevet af et helt grundlæggende ønske om at gøre en forskel - for den enkelte virksomhed eller for samfundet. For egen vindings skyld eller for en større, fælles mening.

Engagement tager tid

Og djøferens engagement rækker ud over jobbet. Den typiske djøfer er også engageret i samfundet, han er politisk bevidst - ja, i det hele taget en aktiv, engageret borger. Eller vil i hvert fald gerne være det. For et gennemgående fællestræk er nemlig også, at djøferen er meget presset på tid. Halvdelen synes selv, de arbejder for meget eller alt for meget.

Som et medlem galgenhumoristisk beskriver det: "Efter at mine børn er blevet voksne og flyttet hjemmefra, og efter at jeg er blevet skilt, synes jeg ikke, jeg har problemer i balancen mellem arbejde og fritidsliv."

At han ikke står alene, afspejles i valget af temaer for miniworkshops. 200 medlemmer inviterede kolleger og andre meddjøfere til miniworkshops i løbet af de fem uger, kampagnen varede. Og workshoppen om balance mellem arbejde og fritidsliv var klart den mest populære. Den affødte blandt andet kommentarer som: "Når man kan høre sin egen puls dunke i øret, eller man har hjertebanken og åndenød, så er det tid til at tage den med ro."

Men mens langt de fleste var enige om, at tiden er noget af en udfordring for den moderne djøfer, var der i øvrigt uenighed om, hvorvidt det er et selvvalgt problem. For kan det overhovedet lade sig gøre at være djøfer med familie og gøre karriere på 37 timer? Insisterer djøferne på at kunne nå urealistisk meget på én gang?

"Og kan det tænkes, at vi arbejder så meget, fordi det er så sjovt og interessant, at grænsen mellem arbejde og fritid bliver flydende? Er vi en flok ildsjæle, der bare ikke kan sige nej til nye, spændende udfordringer?" var et bud på bloggen.

Indflydelse og ansvar

En 'oprigtigt nysgerrig djøfer under 30' spurgte på kampagnesitet: "Hvad nu hvis man bare lod sin murermestervilla i Korsbæk, de to børn, konen og hunden definere sin løbebane? Det er jo trods alt det, de fleste dødelige gør. Hvad er det, vi jagter på karrierestigen?"

Det oplagte svar er, at djøferne jagter indflydelse, ansvar - og meget gerne et lederjob. En af de væsentligste fællesnævnere for djøferne er, at de meget ofte befinder sig på øverste etage af arbejdspladsens hierarki og ikke kunne tænke sig at være nogen andre steder. Vi ved også fra tidligere undersøgelser, at tre fjerdedele af de yngre djøfere, der ikke allerede er ledere, har ambitioner om at blive det. Og så er det jo nærliggende at spørge, hvordan det så kan være, at kvinderne stadig er underrepræsenterede i lederjob, når det gælder?

"Der er behov for mere fleksibilitet i de prestigefyldte jobs - uden forpligtelse til at stå til rådighed døgnet rundt," mener en del. "Gør indholdet til noget, der ikke kun henvender sig til halvgamle, skaldede mænd, giv reel plads til alle," opfordrede andre.

Kreativitet eller drift

Ønsket om videre rammer og plads til at tænke og arbejde anderledes gik igen i debatterne i den næstmest populære workshop - 'Djøfer - leverandør af kreativitet, kvalitet og kvantitet'. Djøferne er kreative, mener de selv. Men det kniber med pladsen til at være det.

En enkel kommentar opsummerer en stor del af problematikken: "Jeg savner tid til at sætte mig ind i tingene, til at fordybe mig, tid til efteruddannelse. Djøferne har masser af ideer til udvikling, men ingen tid til at føre dem ud i livet. Der er for mange driftsopgaver."

Citatet får dog modspil af et lige så dybfølt indspark: "Det er de nye projekter og tiltag, der tænder os, men vores basisydelse i forhold til borgerne er sikker drift. Vi skulle nødigt blive sådan en selvfed, udviklingshungrende faggruppe."

Drop arrogancen

Apropos selvfed: En stor del af debatten kredsede undervejs i kampagnen om djøfernes forhold til omverdenen. Mens kritikere i tidens løb har beskyldt djøferne for blandt andet selvfedme, systemagtighed og arrogance, fremhæver djøferne selv forsiden af medaljen. Mange peger på djøferens rolle som brobygger. Brobygger mellem fagligheder i både private og offentlige virksomheder. Og ikke mindst brobygger og bindeled mellem 'systemet' og borgerne - en slags oversætter af love og regler, der sikrer, at ting går ordentligt for sig.

"Hvis der ikke var djøfere, måtte de simpelthen opfindes," konkluderer et medlem. Men der er plads til forbedring, mener mange. Djøfere er måske lidt stive i det, taler måske deres eget sprog? Måske kunne man blive bedre til at tage udgangspunkt i andre fagligheders virkelighed?

Erkendelsen af, at andre ikke altid ser, hvad djøferne selv ser, var tydelig i ordskyerne på kampagnesitet. Djøferne beskrev sig selv med ord som 'ansvarlig' og 'engageret', men da de omvendt skulle sætte ord på, hvad de tror, omverdenen siger om dem, svarede flest 'administrator' og 'karrieremenneske'.

"Drop arrogancen, og gør mere ud af at forklare, at systemet er til for menneskenes skyld, ikke omvendt. Lad os få empati og dialog i forgrunden," var en reaktion på bloggen.

Kampagne og platform

Med opfordringen til dialog har vi nu taget hul på anden del af 'Forsiden af Medaljen'. I øjeblikket arbejder sekretariat og politikere intensivt på at formulere en brandplatform og en fælles profil, der skal ligge klar til godkendelse i Hovedbestyrelsen til september. Resultatet vil udadtil kunne opleves i kampagneaktiviteter. Og indadtil være vores udgangspunkt for fremtidens tilbud til medlemmerne. Mere om det efter sommerferien.

I mellemtiden kan du læse mere på vores hjemmeside - klik på linket i boksen øverst til højre.

Top 5

Vælg det ord, der bedst beskriver dig som djøfer:

  1. ansvarlig
  2. engageret
  3. generalist
  4. helhedsorienteret
  5. resultatorienteret

Hvilke ord beskriver bedst omverdenens opfattelse af djøfere:

  1. administrator
  2. karrieremenneske
  3. resultatorienteret
  4. generalist
  5. elitær

Det samler djøferne:

Indflydelse og ansvar

Djøferne befinder sig ofte i den øverste del af hierarkiet på arbejdspladserne, i jobs der giver både indflydelse og ansvar.

Udvikling

Stort set alle arbejder med udvikling. Enten i direkte udviklingsfunktioner eller i driftsfunktioner, der i stigende grad er påvirket af reformer og ønsker om effektivisering.

Faglighed og metode

Djøferne er karakteriseret ved høj faglighed, de er helhedsorienterede og analytiske.

Engagement

Djøfernes engagement rækker ud over jobbet. De er optagede af netværk, politisk bevidste og generelt aktive, engagerede borgere.

Pressede på tid

Stort set alle oplever, at balancen mellem arbejdsliv og familieliv er under pres.


Tak for engagementet!

Da vi søsatte 'Forsiden af Medaljen' den 7. marts, var det ikke uden en vis spænding, for var det nu også muligt at involvere tilpas mange? Som man kan læse her på siden, har djøferne i forvejen mere end rigeligt at se til.

Over 10.000 klikkede på ordskyer, deltog i medlemspaneler og fulgte debatten på bloggen på kampagnesitet. Og ikke mindre end 200 ambassadører holdt en eller flere miniworkshops sammen med kolleger og andre meddjøfere.

Jeg vil gerne have lov til at sige mange tak for en helt overvældende deltagelse, som har givet os et enestående øjebliksbillede af djøfernes arbejdsliv. Det er et billede, vi vil bruge i arbejdet med at vise omverdenen også vores side af medaljen. Og et input vi vil bruge til at skabe et bedre DJØF, endnu tættere på jeres behov.

Jeg håber, rigtig mange har fået en god oplevelse - for mig har det været en fornøjelse at følge debatten.

Finn Borch Andersen
Forbundsformand

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.