Overenskomstforeningens krav til OK 08

24-05-2007
4 min.

Mere løn og mere tid.

De 15.000 ok-ansatte djøfere vil have en løn, de kan være bekendt, og arbejdsvilkår, så de kan være hele mennesker. Og så var der stor utilfredshed med rådighedsforpligtelsen.

Der var fuldt hus og fuld opbakning, da repræsentanter for de knap 15.000 overenskomstansatte djøfere mødtes til Sektorforsamlingsmøde den 10. maj og vedtog, at deres hovedkrav til OK 08 er løn, løn og atter løn - forstået som generelle forbedringer, der kommer alle til gode.

Eksempelvis tjener en nyuddannet, privatansat djøfer - eksklusiv fryns - mellem 5.000 og 6.000 kroner mere om måneden end en nyuddannet offentligt ansat djøfer. Det mønster kan den offentlige sektor ikke blive ved med at leve med, fastslog Overenskomstforeningens formand, Søren Burcharth.

"Efterspørgslen efter djøfere er ekstrem. Nu må arbejdsgiverne og i særdeleshed Thor Pedersen se realiteterne i øjnene. Lønforbedringer er nødvendige for rekruttering og fastholdelse. Der må ses længere frem, hvis den offentlige sektor ikke udelukkende skal fungere som læreplads for det private arbejdsmarked."

Ud over løn lå fokus på et sæt krav, som kan sammenfattes under temaet 'Tid til at være djøfer' - tid til både at udvikle sig fagligt og til at have et privatliv ved siden af arbejdet. Man kan også kalde det mere tid og bedre kvalitet i ansættelsesvilkårene.

"Mange djøfere oplever, at de aldrig har fri," begrundede Søren Burcharth. På nogle arbejdspladser nærmer det sig den grænseløse rovdrift på arbejdstiden - og på den gensidige fleksibilitet.

Der er også kraftigt brug for en mere ambitiøs indsats mod stress. En nylig rundspørge, som DJØF har foretaget, viser, at kun få departementer og styrelser har en stresspolitik.

"Det må give røde ører. Hvis der ikke tages hånd om at få sat en anden udvikling i gang, tager jeg det som udtryk for, at regeringen spiller russisk roulette med djøfere og andre offentligt ansatte, som skal levere fremtidens kvalitet."

Så nu bliver der blandt andet stillet et krav om, at de enkelte arbejdspladser forpligtes på at undersøge stressniveauet med jævne mellemrum.

Vil af med rådighedsforpligtelsen

To krav går igen fra sidste gang: Yderligere forbedring af rådighedsordningen og forbedring af de statslige special- og chefkonsulenters vilkår, hvor utilfredsheden med lønnen set i forhold til merarbejdsindsatsen er markant. En anden større sag er forbedringer til djøferne på erhvervsskolerne og på universitetsområdet, herunder tid til forskning, som er blevet et voksende problem de senere år.

Og så vil Thor Pedersen få et hint om at opgive sin modstand mod moderne lønpolitik med mulighed for at vælge lønpakker med diverse personalegoder - fri telefon, computer, befordring og den slags, som man har i den private sektor.

Utilfredsheden med rådighedsforpligtelsen - specielt i staten, hvor den håndhæves meget forskelligt og ofte nidkært, fik som altid folk op af stolene. Rigtig mange af klubberne har en mening, og de er ikke enige, ikke engang altid på samme arbejdsplads, som formanden sagde. Ét stod dog fast hos de utilfredse statsansatte: Bestyrelsen kan godt gå efter timenedsættelser og forbedring af tillægget i form af pensionsdækning eller skalaløft, men målet på statsområdet er at få rådighedsforpligtelsen længere ned.



Facit af debatten var, at der stadig er et massivt behov for at få forbedret rådighedsordningen. Og vi ved, at det bliver op ad stejl bakke, konstaterede Søren Burcharth.

Fryns fik en enkelt skeptisk bemærkning med sig, hvorpå repræsentanten fra DSB - hvor de har det, fordi Thor Pedersens forbud ikke når dér ud - gav sin varme anbefaling: Det kan man få rigtig meget ud af som djøfer.

Generelle lønforbedringer til alle er dyre, og så er der selvsagt mindre tilbage til andre forbedringer. Men der bliver også stillet nogle velfærdskrav: Ret til fravær på barns 2. sygedag og en udvidelse af perioden med fuld løn efter fødsel øremærket faderen eller 'partneren', som forsamlingen fik det ændret til.

Alle kunne også enes om, at finansieringen af dét, som regeringen måtte love under 3-partsforhandlingerne med LO, FTF og AC - hvor DJØF sidder med på den ene af AC's to pladser - under ingen omstændigheder må viderefaktureres til OK 08.

Bestyrelsens kravspapir blev efter nogle få, små justeringer vedtaget stort set enstemmigt. Næste led i processen er, at det nu sendes videre til AC. På DJØFs hjemmeside kan man holde sig ajour med slagets gang den lange vej over forhandlingsbordene frem til februar 2008, hvor man skal være færdige.

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.