Er viden vigtigere end mobilitet

Jan Helmer, formand for DJØF Privat:

Hvad vil konsekvenserne af regeringens nye lovforslag om jobaftaler være efter din mening?

Beskæftigelsesministeren sanktionerer med de nye regler, at virksomheder kan stavnsbinde sine medarbejdere. Indtil videre har man været usikker på, om det var lovligt eller ej at indgå aftaler om jobklausuler for samtlige medarbejdere, men en dom fra Sø- og Handelsretten har afgjort, at det nu er lovligt. Sagen drejede sig om WM-Data, der var blevet overtaget af et andet firma, hvis jobklausuler betød, at de tidligere WM-Data-medarbejdere pludselig var forhindret i at søge job i omkring 400 andre virksomheder.

Vi i fagbevægelsen har været overbeviste om, at den slags aftaler ville blive ulovlige, men Claus Hjorth Frederiksen slår nu en tyk streg under, at de er lovlige. De eksisterende regler foreskriver, at virksomheder kun kan binde meget betroede medarbejdere, men ministeren åbner op for en ladeport af dimensioner i forhold til at binde medarbejdere og mindske mobilitet. Hvorfor skal virksomheder nu indgå aftaler med hver enkelt medarbejder om kompensation for klausulerne, når de med de nye regler kan binde samtlige medarbejdere gratis? Man kan også forestille sig, at der bliver lavet aftaler for hele brancher eller for eksempel, at DR og TV2 laver en aftale om ikke at ansætte hinandens medarbejdere.

Har man dokumentation for, at de aftaler, der bliver lovgivet om, har været meget udbredt og har skadet mobiliteten på arbejdsmarkedet?

Hvis bare én medarbejders mobilitet bliver begrænset, er det én for meget. Vi har allerede en lovgivning, der siger, at medarbejdere skal have kompensation for en eventuel jobklausul, og derfor er det urimeligt, at virksomhederne nu kan lave aftalerne uden at skulle kompensere for dem.

Det har overrasket os, hvor ubredt den slags aftaler er, for eksempel i IT-branchen, der har sendt et åbent brev til ministeren, der forklarer, at aftalerne er kutyme i branchen. Vi frygter, at de virksomheder, som tidligere ikke havde den slags aftaler, fordi de var usikre på, om det var lovligt, nu ikke længere holder sig tilbage.

Når virksomhederne ikke længere kan holde aftalerne hemmelige, kan det så ikke afholde dem fra det? Medarbejderne kan jo vælge at gå, hvis de ikke vil acceptere aftalerne.

Virksomhederne præsenterer ofte medarbejderne for en række aftaler, så hvornår skal de sige stop - ved ti, tyve eller 100 aftaler? Desuden kan medarbejdere, der siger op, alligevel ikke blive ansat i de virksomheder, som den tidligere arbejdsplads har aftaler med. Selvfølgelig er vi tilfredse med, at medarbejderne nu får besked om aftalerne. Men for 200 år siden, vidste bønderne også godt, at de var stavnsbundne, men de havde ikke andre muligheder alligevel.

Viden er oftest en moderne virksomheds vigtigste ressource. Bør virksomhederne ikke kunne beskytte deres viden og medarbejderstab mod lokkende tilbud fra konkurrenter?

Det er et fair argument, og det er der også rig mulighed for gennem den eksisterende lovgivning om kunde- og konkurrenceklausuler. Jeg forstår ikke, at man ikke kan nøjes med den lovgivning i stedet for at åbne op for aftaler, der gælder samtlige medarbejdere og ikke kun de mest betroede og videnstunge.

Hvad vil konsekvenserne af den nye lovgivning være for samfundet generelt?

Allerede i dag er det svært for mindre vækstvirksomheder at få fat på kvalificeret arbejdskraft, fordi mange medarbejdere allerede er bundet af kunde- og konkurrenceklausuler. De nye regler vil blot gøre problemerne endnu større, hvilket vil gå ud over landets vækst på længere sigt. 

Er der en alternativ løsning til lovforslaget, som både sikrer mobiliteten og virksomhedernes viden?

Sanne Claudius Stadil, underdirektør i Dansk Industri (DI):

Regeringens forslag legitimerer virksomheders ret til at binde medarbejdere - blot de ansatte orienteres. Risikerer det ikke at udbrede aftalerne?

Virksomheder har hele tiden kunnet indgå den slags aftaler, nu får de bare pligt til at informere om dem. Der er dog slet ikke behov for at regulere området, da vi kun har set få sager om såkaldte hemmelige aftaler. Vi har ikke indtryk af, at virksomhederne vil få større behov for at indgå medarbejderklausuler. Men det er rimeligt, at medarbejderne kender til de begrænsninger, de bliver pålagt.

Før lovforslaget var der usikkerhed om, hvorvidt aftalerne var lovlige. Vil regeringens blåstempling ikke give virksomhederne større incitament til at indgå aftaler om klausul? For eksempel kan TV2 og DR aftale ikke at ansætte hinandens medarbejdere.

Aftalerne var ikke forbudt før lovforslaget, og jeg tror ikke, der vil ske en stigning af aftalerne nu. Markedet vil regulere sig selv, og hverken DR eller TV2 vil være interesserede i en konkurrenceaftale, der stiller begge parter i en dårlig situation og begrænser deres rekruttering af de bedste kandidater. Vi vil heller ikke se aftaler for hele brancher, da lovgivningen allerede forbyder klausuler, der markedsopdeler.  Der hvor aftalerne stadig vil komme på tale - og hvor der er behov for dem - vil typisk være hos virksomheder, der udlåner nøglemedarbejdere til andre virksomheder, for eksempel konsulenter og vikarer. De virksomheder har behov for at sikre, at deres medarbejdere ikke bliver overtaget af den anden virksomhed.

Risikerer jobklausulerne ikke at skade mobiliteten på arbejdsmarkedet?

Jo, hvis aftalerne bliver indgået i et urimeligt omfang. Men man bør også tage hensyn til en virksomhed, der udlåner en medarbejder, som har fået en dyr efteruddannelse og hvis viden, virksomheden lever af. Det kan godt være, at man kan påvise enkelte eksempler på omfattende, hemmelige aftaler, men det er ikke mange ud af et helt arbejdsmarked, så jeg kan ikke forestille mig, at det bliver et problem nu.  

Der er risiko for, at aftalerne skader den mobilitet, som det danske samfund er så berømt for. Bør man så ikke forbyde dem?

Nej, for der er behov for dem. Når en virksomhed udlåner medarbejdere, er det rimeligt, at den kan forpligte samarbejdspartneren til ikke at overtage dem. Hvis et vikarbureau for eksempel har brugt ressourcer på at rekruttere vikarer og formidle kontakten til en virksomhed, skal det være i orden, at virksomheden ifølge en klausul skal betale bureauet et gebyr, hvis den vil ansatte vikaren.

Virksomheder kan i dag sikre deres viden ved de såkaldte kunde- og konkurrenceklausuler. De bliver forhandlet individuelt med medarbejderen, som kompenseres for klausulen. For fremtiden er der vel ingen arbejdsgivere, der vil betale kompensation, når de kan anvende jobklausuler gratis?

Virksomhederne bruger i dag kunde- og konkurrenceklausuler, men de fungerer kun i relationen mellem arbejdsgiver og medarbejder. Medarbejderklausuler gør det muligt også at forpligte den virksomhed, man indgår en aftale med. Det er to forskellige måder at sikre sig på, og der er behov for begge slags.

Men Danmark har også brug for vækstvirksomheder. Vil de ikke få et problem, hvis de dygtigste medarbejdere i stigende grad bliver bundet til gamle lavvækst-virksomheder?

Jo, hvis det forholdt sig sådan, at medarbejdere i høj grad blev bundet. Men det gør det ikke. Aftalerne har været anvendt i IT-branchen, og undersøger man IT-medarbejderes mobilitet, finder man formentlig ud af, at de er nogle af de mest mobile lønmodtagere.

Hvis dette billede ændrer sig, når de nye regler træder i kraft, vil DI så ændre holdning i forhold til, hvorvidt aftalerne bør forbydes?