Moskvas topstyrede jurister

12-04-2007
3 min.

Det russiske juristforbund inddrages i Kremls planer.

Tænk hvis Bendt Bendtsen, Lene Espersen, Erik Merlung, Henrik Otbo og Eva Smith mødte op til generalforsamling i Advokatnævnet, indsatte Peter Skaarup som formand og erklærede, at de ville åbne et net af gratiskonsultationer i samarbejde med DI og DONG, samt betro Kenneth Plummer at etablere en oplysende tv-kanal, Jura TV ...

Lyder det usandsynligt? Det er virkeligheden i Rusland. Sidst i januar mødte landets vicepremierminister, justitsminister, statsadvokat, rigsadvokat samt rektoren på Moskvas Juridiske Akademi op til generalforsamling i Ruslands Juristforbund. Her valgte de formanden for Dumaens retsudvalg som formand og drøftede etableringen af 24.000 gratis juridiske konsultationer samt en oplysende tv-kanal, der skal realiseres af præsidenten for forbundets PR-kommission, der også er generaldirektør for den statslige kanal Rossija.

Finansiering menes ikke at blive noget problem. Kuratorerne bag projektet tæller direktørerne i nogle af Ruslands største virksomheder og en af de mest sandsynlige præsidentkandidater - vicepremierminister og bestyrelsesformand for olie- og gasgiganten Gazprom, Dmitrij Medvedev.

Et effektivt instrument

Den eneste toppolitiker, der glimrede ved sit fravær til generalforsamlingen, var den russiske præsident. Han var til gengæld til stede, da juristforbundet blev stiftet i december 2005 og udtrykte dengang håb om, at Ruslands Juristforbund kunne blive et "indflydelsesrigt og effektivt instrument i opbygningen af det civile samfund."  

Det er denne opgave, juristforbundet har tænkt sig at løse ved at etablere et net af 24.000 gratiskonsultationer inden årets udgang. Efter planen vil man allerede i marts begynde at udvælge jurister til projektet.

Ideen om et landsdækkende net af gratiskonsultationer bydes velkommen af Jekaterina Misjina, jurist i den russiske NGO Indem. I sit daglige arbejde oplever hun, at der er en mur mellem borgere og retsvæsen. "Navnligt står russerne famlende over for arbejdsmarkeds-, ejendoms- og skilsmisseret. Mange ved ikke, at de faktisk har krav på gratis juridisk bistand, men det er ikke alle advokater, der er så ærlige at gøre dem opmærksom på det", fortæller Jekaterina Misjina.

Der findes stadig uoverensstemmelse mellem russisk civil- og strafferet, og der er derfor et stort behov for specialister. Det kan derfor blive vanskeligt at finde de mindst 40.000 jurister, der skal bemande de 24.000 konsultationer, mener Jekaterina Misjina.

I menneskerettighedsorganisationen Memorial, en af de skarpeste kritikere af Kremls politik i Tjetjenien, har man andre betænkeligheder.



"Hele ledelsen i Ruslands Juristforbund består af toppolitikere, og det bliver spændende at se, hvordan man vil hjælpe borgerne med at lægge sag an mod selv samme toppolitikere", siger lederen af Memorial, Oleg Orlov.

Han frygter, at Kreml er i færd med at opbygge endnu en pseudoorganisation på linje med det såkaldte Offentlige Kammer - et rådgivende organ, der tæller en række folkekære kunstnere og sportsfolk. Det blev etableret med det erklærede mål at styrke det civile samfund. Samtidigt afskaffede den russiske regering valg i enkeltmandskredse, direkte valg til guvernørposter samt gjorde det langt vanskeligere for vestligt finansierede NGO'er at operere i Rusland.

Valgkamp

I det år, der er gået siden Ruslands Juristforbund blev stiftet, har organisationen ikke gjort meget væsen af sig, for eksempel er dele af forbundets hjemmeside stadig under udarbejdelse. Avisen Kommersant citerer kilder i forbundet for, at et af formålene med de planlagte gratiskonsultationer er at skabe et partiuafhængigt netværk, der skal køre Putins mand, vicepremierminister Medvedjev, i stilling til præsidentvalget næste år.

Det vil i givet fald ikke være nogen ny taktik. Det formentligt næststørste parti efter et valg, Retfærdigt Rusland, har netop indgået en samarbejdsaftale med den russiske Føderation af notarius publicus ...

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.