Forringelser er ikke vejen frem

12-04-2007
2 min.

Djøf kommentar.
Akademikerledighed skader i høj grad Danmarks udviklingsmuligheder i vidensamfundet.

Akademikerledighed rummer ikke bare et stort spild for den enkelte ledige. Den skader i høj grad også Danmarks udviklingsmuligheder i vidensamfundet, når mange motiverede og dygtige akademikere parkeres i ordninger langt væk fra det arbejdsmarked, hvor den samfundsmæssige vækst skabes. Det er til skade for samfundet og urimeligt for den enkelte.

Allerede i starten af 2007 var et regeringsparti fremme med ønsket om en dagpengereform. Samtidig har KL efterlyst en kommission, der skal kulegrave de mange regler om kontanthjælp.

Arbejdsgivere efterlyser ofte kvalificeret arbejdskraft i medierne, selvom mange af de samme arbejdsgivere undlader at ansætte ledige akademikere, der søger job. Dette paradoks går desværre mest ud over de arbejdssøgende. Hver gang en arbejdsgiver peger på manglen på arbejdskraft, oversættes dette lynsnart til, at de arbejdssøgende er uvillige til arbejde. Straks herefter bliver der formuleret politiske ønsker om nye stramninger og flere komplicerede regler. Det er hverken konstruktivt eller kreativt.

Ledige akademikere vil hellere end gerne arbejde. En ny undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet viser, at akademikere, herunder djøfere, er endog særdeles aktive i jobsøgningen. De er tilmed meget fleksible både geografisk, økonomisk og fagligt. Deres motivation til at komme i arbejde er i top.

Vejen frem er derfor at sætte en anden og kvalitativ dagsorden:



Arbejdsgiverne må revidere deres rekrutteringspolitik. De må blive bedre til at udskifte: "Vi plejer at ansætte" med "Vi prøver at ansætte andre uddannelser". Og de må give også ledige med længerevarende ledighed bag sig en reel mulighed for at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Dette er til gavn for både arbejdsmarkedsmarkedet og den enkelte ledige djøfer.

Samtidig må både de nye kommunale jobcentre og A-kasserne arbejde målrettet for at få de ledige ud i reelle jobs, hvor de kan gøre en positiv forskel. Aktivering er ikke løsningen, men nok snarere en del af problemet. I de tilfælde, hvor ledige får reel beskæftigelse og mulighed for at genoptjene dagpengeretten, stiger den lediges værdi på arbejdsmarkedet. Og derved også evnen til at få og fastholde et varigt ordinært job.

Disse opgaver er i fokus for arbejdet i Den Landsdækkende Arbejdsgruppe for Arbejdssøgende i DJØF. Og de er en afgørende udfordring for os alle i DJØF i de kommende år.

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.