Demokrati spirer også i Burkina Faso

08-03-2007
4 min.

Iagttagelser fra en rundrejse i Burkina Faso.

I DJØF Bladet nr. 1 opridser lektor Mette Kjær en række problemer, som knytter sig til de bistandspolitiske betingelser om god regeringsførelse, demokratisering og forbedring af menneskerettighederne. Hun nævner Burkina Faso som eksempel på en stat, hvor hun finder, at den demokratiske udvikling måske er problematisk. Danida synes dog ikke helt at dele denne bekymring, hvis man ser på landestrategien for 2006-2010.

Som påpeget af Mette Kjær er det særdeles kompliceret at måle demokratiudvikling - både absolut og i relation til fattigdomsbekæmpelse. Samtidig er de eksisterende målemetoder problematiske, blandt andet fordi de ikke tager særligt hensyn til mikroniveauet i modtagerlandet. For at give et indtryk heraf vil jeg bidrage med en række iagttagelser fra en rundrejse i en del af Burkina Faso i januar 2007. Rejseselskabet var en gruppe danske jurister, og temaet for turen var retspleje, decentralisering af forvaltningen og menneskerettigheder. Selvom turen var privat organiseret og betalt, ydede den danske ambassade god bistand, og vi mødtes både med lokale myndigheder, privatpersoner og personer i centraladministrationen, herunder ministeren for menneskerettigheder og repræsentanter fra Sikkerhedsministeriet og Justitsministeriet.

Det gennemgående indtryk var, at der er stor åbenhed og villighed til at diskutere også problematiske forhold som for eksempel korruption. Både højt og lavt anerkendte man problemet og var enige om en principiel fordømmelse af det. Lokalt oplevede vi en høj grad af gennemsigtighed, blandt andet ved at diverse møder foregik åbent og ofte med en stor tilhørerskare. På samme måde var der åbenhed, i forbindelse med en række donationer vi foretog, hvor modtagerne konsekvent sikrede sig, at der altid var mange, som så, hvad der skete. Dette blev i flere sammenhænge fremhævet som en værdifuld del af den traditionelle kultur, der hindrede korruption, og som en kvalitet i forbindelse med en netop gennemført decentraliseringsreform.

Tilsvarende var dommere og politifolk meget villige til at drøfte problemer med selvtægt og frihedsberøvelse og betydningen af manglende ressourcer som kontorudstyr og transport. For eksempel er det svært at overholde frister, når man er henvist til at transportere fanger i håndjern bag på en knallert over afstande på op til 100 kilometer. Donorlandene presser desuden på, for at der etableres et retssystem efter vestlige normer. Men i sammenhæng er det nok værd at overveje, om dette meget dyre ideal er værd at efterstræbe, eller om man kan bruge ressourcerne bedre ved også at styrke og udvikle den traditionelle konfliktløsningsmodel, som er tilgængelig for borgerne i modsætning til det moderne system.



Under opholdet besøgte vi også et par fængsler - et lokalfængsel og centralfængslet i Ouagadougou. Begge fængsler adskilte sig fra andre fængsler i ulande, som gruppens medlemmer havde besøgt: Fængselsfunktionærerne bar ikke våben, og der var en fri og ikke-aggressiv tone i forholdet mellem funktionærer og indsatte. I centralfængslet var mindreårige fanger placeret i egen afdeling og modtog undervisning. Kvinder var adskilt fra mænd og i centralfængslet overvåget af kvindelige funktionærer.

Man bliver på ingen måde ekspert af et besøg af to ugers varighed, men man kan opnå en vis forståelse - og i heldigste fald kan man måske undgå at tolke oplevelserne i lyset af egen kultur, holdninger og erfaringer. Besøget bekræftede, at landets problemer først og fremmest er fattigdom, og at alle andre problemer mere eller mindre har deres rod heri. Men samtidig - og mere oplivende - efterlod besøget indtrykket af en rig kultur og tradition, en høj grad af tolerance og store menneskelige ressourcer. Disse kvaliteter blev fremhævet som begrundelse for, at grundlæggende ændringer af samfundsstrukturen forudsætter uddannelse og inddragelse af de gode sider af den traditionelle kultur, samt at ændringer skal være besluttet nationalt og ikke påtvunget internationalt. Det værdifulde i den ændring af den danske bistandsstrategi, som sker i disse år - med øget fokus på reelt partnerskab med modtagerlandet, bedre donorkoordinering og en stor tålmodighed i forhold til demokratiseringsprocesser - blev således bekræftet. Den understreger dog samtidig behovet for, at der udvikles metoder til måling af demokratisk udvikling, således at også landets kultur, tradition og menneskelige ressourcer inddrages.

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.