Kvalitet, resultater, målfastsættelse, borgerinddragelse, medarbejderglæde, nye processer og administrative rutiner er emner, langt de fleste djøfere i den offentlige sektor allerede i dag arbejder med. Men vi bidrager selvfølgelig altid gerne med vores ideer og forslag til, hvordan tingene kan gøres endnu bedre. Derfor glæder vi os til den 27. marts 2007, hvor Offentlige chefer i DJØF har inviteret statsminister Anders Fogh Rasmussen til debat om kvalitetsreformen. Vi ser frem til at få præciseret regeringens tanker og ideer. For kvalitet er mere end den fysiske borger- og brugerkontakt på rådhuset, plejehjemmet, skolen eller børnehaven. Det er også de rammer, de mange offentligt ansatte arbejder under og de administrative byrder, de bliver pålagt som en del af jobbet.