Fra karrierejob til leder af rideklub

22-02-2007
6 min.

Enderne nåede simpelthen ikke sammen for Nana Gees. Hun havde et lederjob i staten, som hun var superglad for, men samtidig også en fritidsinteresse, der slugte 20-25 timer om ugen.

Et lederkursus gav hende erkendelsen af, at hun blev nødt til at sadle om, hvis hun skulle leve et helt liv. I dag er hun leder af Ballerup Rideklub.

Indtil for ganske nylig havde Nana Gees fuld skrue på karrieren i statsadministrationen. Hun var fungerende leder af det meget eksponerede MindLab -  Økonomi- og Erhvervsministeriets væksthus for kreativitet og innovation, og før det var hun projektleder på EU-formandskabet. Hun er 33 år, ambitiøs - ikke presset hjemmefra, men hun har altid villet noget, og så pludselig siger hun sit meget eftertragtede job op for at blive leder af Ballerup Rideklub. Hvad sker der?

"Alle taler om innovation, og der er ingen tvivl om, at det er en bølge, der er på sit højeste lige nu, og den kunne jeg have siddet med på. Og jo, jeg kan gennemføre store projekter og håndtere mange mennesker, men nu har vi alle sammen set det, og det nytter jo ikke noget, hvis jeg dybest set ikke kan få min hverdag til at hænge sammen," siger Nana Gees.

Lavt blodsukker og røde øjne   

Det var kærestens kommentarer og et lederkursus, der gjorde udslaget for Nana Gees. Kæresten kunne ikke fatte, at hun blev nødt til at komme hjem om aftenen klokken 22.00 med rødsprængte øjne og lavt blodsukker. Derfor foreslog han hende at finde et job, der ikke krævede så meget af hende. Men det job findes ikke for Nana Gees, for hun kan simpelthen ikke lade være med at engagere sig 100 procent i det, hun laver. Men samtidig fulgte hun et lederforløb, hvor hun kom til den erkendelse, at en god leder skal kunne få privatliv og arbejdsliv til at hænge sammen. Og det kneb gevaldigt for Nana Gees. Udover at hun typisk arbejdede 50 timer om ugen, brugte hun også 25 om ugen på at træne sig selv og hesten Weinert i dressurridning. Men hun havde hverken lyst til at slippe personaleledelse eller sporten, og derfor nåede hun frem til, at der kun fandtes et slags job, hvor de to ting gik op i en højere enhed. Hun gik målrettet efter at blive leder af en rideklub.

Nana Gees havde egentlig regnet med, at hun skulle til Sverige for at finde sådan et job. For hidtil er danske rideskoler typisk blevet ledet af en berider, men så var det pludselig, at hun så stillingsopslaget som daglig leder i Ballerup Rideklub. Her averterede de tydeligt efter en person, der både kunne få orden i det administrative og på personaleforholdene, og som samtidig var hesteinteresseret. Et skræddersyet job til Nana Gees, mente hun. Og det mente bestyrelsen tilsyneladende også, for den 1. november 2006 sad hun for første gang på kontoret i Ballerup Rideklub, lige under privaten - en lejlighed med udsigt over hestefolde og skov, der, udover opstaldning af Weinert, fulgte med i ansættelsespakken.

Til gengæld er Nana Gees også gået markant ned i løn - omkring 10.000 kroner om måneden. Og hun er også gået på kompromis med en række andre forhold, da hun skiftede job. Som hun siger, var hun klar til at bide i skrivebordet på den anden arbejdsdag. På computeren lå der dokumenter i en pærevælling helt tilbage fra årtusindskiftet. Hun havde ikke engang sin egen e-mailadresse, og der var ikke en IT-afdeling, hun lige kunne ringe til. Det hele var et værre rod, og regler var der ingen af. Men som hun tænkte:

"Hvis det står sådan her til, så må der også være nogle lavt hængende frugter, jeg kan plukke."

Og det er de frugter, hun er ved at plukke nu - en efter en.

En skrap kælling

Nana Gees har tre afdelinger under sig - rideskole, stald og ridefysioterapi - med 14 fastansatte og en række freelancere. De har ikke været vant til en særlig høj grad af personaleledelse. Inden Nana Gees kom til, har en fagforening været på banen på grund af arbejdsforholdene. Men nu kan de forvente jævnlige udviklingssamtaler og sparring. Det er noget helt andet end at være det, som Nana Gees kalder "småleder" for en flok akademikere, der i det store hele leder sig selv. Medarbejderne har taget godt imod Nana Gees, men det kan godt være, at der er nogle af medlemmerne, der synes, at hun er en skrap kælling. Men det skyldes formentlig, at der pludselig er kommet én, der håndhæver, at regler er til for at blive overholdt, og at tonen bliver nødt til at være bestemt, når en stor del af dem, der har deres daglige gang på rideskolen, tilhører curlinggenerationen.

Da Nana Gees sagde op, blev hun mødt med kommentarer som; "Det er da en joke", "Du er vel nok modig", og "Nu bliver jeg misundelig?"

Her er hendes kommentar, at hvis så mange er misundelige, kan de bare gøre noget lignende. Samtidig ved hun godt, at det alligevel bliver ved tanken for de fleste, for som hun siger:

"Mange inde i ministeriet er plaget af en overbevisning, der hedder, at hvis man ikke tager den snorlige vej, så lykkes man ikke. Men det er da et forfærdeligt syndrom."

Nana Gees har stadig ikke noget, der minder om en 37 timers arbejdsuge, og det får hun nok heller aldrig, for hun kan slet ikke lade være med at arbejde. Det føles dog anderledes, fordi hendes arbejdsliv og fritidsliv går op i en højere enhed nu. Og transport til og fra arbejde og til og fra rideskolen er nu nede på rundt regnet 30 sekunder.

Modigt spring med sikkerhedsnet

Selvom Nana Gees nu har fået muligheden for at dyrke sine egne rideambitioner mere intenst - drømmen er at gøre sig gældende på landsplan i dressurridning, er det ambitionerne på vegne af hele rideskolen, der fylder mest. Målet er at gøre Ballerup til en af landets bedste, både når det gælder faciliteter og resultater. Det betyder også, at de skal kunne tiltrække nogle af de kendte trænere og dermed også få de bedste ryttere og heste i stald. De kommer kun, hvis der er orden i butikken, og hvis Nana Gees får held med at få sponsorerne til lommerne.



Selvom der er udfordringer på mange planer - også for en statskundskaber, har Nana Gees spurgt sig selv, om hun kan gøre sådan et spring, uden at ødelægge den karriere hun hidtil har haft.

"Mit bud er, at det kan jeg godt i nogle år, men så skal der også tages et valg. Lige nu synes jeg, det er sjovt, men er det sjovt nok, og ligger mine karriereveje i rideverdenen i fremtiden?"

Hun har også sørget for at ride på to heste. For selvom reaktionerne fra mange kolleger og venner, da hun sagde op, var, at hun var modig, er hun, som hun siger, ikke mere modig, end hun har orlov fra sit gamle job. 

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.