Udlandserfaring tæller for lidt i Danmark

Internationalt arbejdende djøfere oplever i stort omfang, at de hverken får anerkendelse for deres erfaringer, eller at karrieren fremmes, når de kommer hjem. Derimod oplever de, at deres internationale kollegers hjemlande er bedre end Danmark til at give credit for internationale kompetencer. Det viser en ny undersøgelse med svar fra 585 djøfere med international erfaring.

Ambassadør Claus Grube, der er leder af Danmarks faste repræsentation ved EU, kan godt genkende billedet.

"Det er et billede, vi har kendt til i mange år - også for udstationerede ansatte her på EU-repræsentationen. Ikke for alle, men for nogle. Det er ikke alle arbejdsgivere, som anser det for meriterende med et internationalt forløb," konstaterer han.

"Vi skal i Danmark være bedre til at tænke internationale kompetencer ind i virksomhedernes internationaliserings- og efteruddannelsesstrategier, og gøre det karrieremæssigt attraktivt for medarbejdere at erhverve internationale kompetencer som en del af deres uddannelse på jobbet og derefter udnytte dem i virksomheden. Både i relation til den konkrete placering efter hjemkomst og på tværs ved vidensdeling," fastslår han.

Bliver sat tilbage i karrieren

Mere end hver tredje af de udstationerede ledere og eksperter vurderer, at de er blevet sat tilbage i karrieren efter at have været udenlands.

Det tal overrasker dog ikke vicedirektør i IBM, cand.polit. Kim Østrup.

Kim Østrup mener ikke man kan forlange, at virksomheden skal have et tomt job stående klar, som lige præcis matcher ens nyerhvervede kompetencer, når man kommer hjem. Det kommer altså lidt senere.

"Når du bliver sendt ud, får du nogle opgaver, som du ikke ville have fået, hvis du var blevet hjemme i virksomheden. Du får typisk mere ansvar. Da jeg selv kom hjem fra en udstationering, hvor jeg havde været leder, og blev placeret i et ikke-lederjob som account manager, syntes jeg heller ikke, jeg var blevet forfremmet på den måde, jeg burde være. Og i dag er jeg vicedirektør," forklarer Kim Østrup.

Men samtidig er mange firmaer ikke gode nok til at oplyse folk om, hvilke muligheder der er til dem, når de kommer hjem, understreger han. Der skal være en dialog om det, og det er der ofte ikke.

Lars Bo Andersson fra DJØFs Karriere og Kompetencecenter har lige været på besøg i DJØF Belgien - djøf-klubben i Bruxelles - for sammen med en kollega at give karrierecoaching. Omkring 30 djøfere med vidt forskellige jobtyper i Bruxelles var inde til en times gratis coaching. Spørgsmålet om karrieren ved hjemkomst var et gennemgående tema.

"Mange oplever en diskrepans mellem, hvad de selv føler, at de kan - og hvad arbejdsgiveren tænker, at de kan," siger Lars Bo Andersen.

Når man er ude, har man klaret en masse ting og beslutninger selv. Man har også lært at fungere privat og familiemæssigt i et andet land. Det giver personlig udvikling.

"Man vokser af det. Men man får også let urealistiske forventninger til, hvor stor en vægt en arbejdsgiver vil lægge på den vækst. Set fra arbejdsgiveren er det noget, som er svært at måle. Derfor drejer det sig i høj grad om at kunne oversætte sine kompetencer, når man kommer hjem, ligesom man gør ved ethvert andet jobskifte," råder Lars Bo Andersen.

Chefkonsulent i DJØF, Lars Munck, der har stået for undersøgelsen, siger, at der er tale om et massivt systemproblem, som ikke bare har noget med den enkelte at gøre.

"Det kan vi se, fordi mere end halvdelen af både de offentlige og private virksomheder erkender, at de ikke bruger vidensdeling systematisk i forbindelse med udstationering. Og at mere end halvdelen af de udstationerede djøfere oplever det samme. Og at så mange oplever at blive sat tilbage i karrieren, når de kommer hjem."

Vi har chancen nu

Globaliseringen kræver, at virksomhederne udnytter de internationale kompetencer på et helt andet grundlag end dét, vi plejer at tale om, fastslår Kim Østrup.

"Globalisering handler - specielt i en situation med arbejdskraftmangel - reelt om: Er vi gode nok til at spotte, hvilke funktioner vi kan outsource? Og er vi gode nok til at hente den arbejdskraft, som vi ikke har nok af herhjemme, ind udefra og integrere den?"

Først når man for alvor stiller sig selv de to spørgsmål ude i virksomhederne, får man et spark til at få det fulde udbytte af de internationale erfaringer, folk kommer hjem med.

"Det kræver en omstilling, som mange af os er fremmede for, men vi har alle tiders chance for det nu på grund af arbejdskraftmanglen."

Gå i brechen om hjemvenden

"Hvis du havde spurgt mig for en måned siden, ville jeg ikke have kunnet svare på, hvilke ansvarsområder jeg ville have, når jeg kom hjem," lyder det fra Michael Poulsen, 39-årig chefkonsulent i Patent- og Varemærkestyrelsen.

Om få uger returnerer han og hans familie efter snart to års udstationering i Warszawa, hvor Michael Poulsen har arbejdet som projektleder på et EU-finansieret, tværministerielt stykke dansk systemeksport inden for immaterialret. Polen skal hjælpes op på EU-standard, Patent- og Varemærkestyrelsen styrer det, og Michael Poulsen - som er eneste faste dansker dernede - koordinerer det hele.

Da han tog af sted, stillede han én betingelse: Når han kom hjem, skulle han opgraderes fra special- til chefkonsulent - mest for at undgå lønefterslæb. En egentlig karriereplan for, hvad han skulle, når han kom hjem, blev der ikke talt om. Men det har han fået på plads her den sidste måned. Han vil helst arbejde med projektledelse, og det ser ud til at være landet.

"Jeg er selv gået i brechen og har skubbet på. Jeg tror, man skal passe på med at tro, at dem derhjemme bare sidder og tænker: 'Hvor er han blevet dygtig dernede'. Man har selv et ansvar for at fortælle, hvad man har lært, og hvad man gerne vil nu."

Der er altid en indbygget usikkerhed ved at tage ud, mener Michael Poulsen.

"Det kan jo være, at enten du eller organisationen udvikler sig i en retning, så man ikke passer ind længere. Men risikoen for, at sparkedragten viser sig at stramme for meget, eller at jeg er for utilpasset, når jeg kommer hjem, har jeg bevidst valgt at løbe. De erfaringer, man får ude, er guld værd. Du bliver tvunget ud i at træffe beslutninger og stole på din fornemmelse."

Han giver sin styrelse credit for at prioritere det internationale.

"De valgte uden den store erfaring at byde ind på et omfattende EU-projekt med et budget på 1,8 millioner euro - og vandt det. Det vidner om risikovillighed og en vilje til at prøve kræfter med det internationale. Den risikovillighed kunne jeg godt ønske mig mere af i dansk centraladministration," siger han og påpeger:

"Tyskerne sidder på over 50 procent af denne her type EU-projekter, og de er ikke nødvendigvis bedre end os, bare fordi de er større. Så det er bare med at komme i gang."

Vender ikke hjem igen

24 procent af de djøfere, som i dag arbejder internationalt, overvejer ikke at vende tilbage til Danmark, viser DJØFs undersøgelse.

Peter Munch-Madsen, 36-årig scient.pol., er en af dem, der ikke vender hjem. Han har i godt to år været leder af Realkreditrådets nyåbnede kontor i Bruxelles. Men den 1. februar stifter han sammen med en anden udstationeret dansker sit eget konsulentfirma med speciale i rådgivning om public affairs, kommunikation og lobbyisme til danske virksomheder og organisationer, der vil have en fod inden for i Bruxelles-spillet.

Peter Munch-Madsen fik opgaven med at bygge Bruxelles-kontoret op efter fire år hos Realkreditrådet i København. Han føler, han har fået en formidabel god backup fra bestyrelsen og kolleger derhjemme, men beslutningen er truffet: Han har ikke planer om at vende tilbage igen.

"Det er en personlig drøm for mig at blive selvstændig, og Bruxelles er stedet at gøre det i min branche. Det er her, tingene sker - ligesom i New York, Washington, Beijing og Singapore. Og det er nu! Danske virksomheder har langt om længe opdaget Bruxelles. At de skal være her og lave lobbyarbejde, ligesom briterne, italienerne, franskmændene og tyskerne har været her i årevis."

Det høje hjemlige skattetryk betyder ikke ret meget for de internationale djøfere - hverken som motivation for at tage ud eller for ikke at vende hjem igen, viser DJØFs undersøgelse. Det gør det heller ikke for Peter Munch-Madsen.

"Næh. Grunden til at jeg vil være her er, at de internationale netværk ikke syder på samme måde i København."

Mange flere i de nye DJØF-generationer vil træffe et valg om at blive ude, mener han. Ikke på grund af skatten, men fordi de føler sig som del af en større europæisk eller multikulturel identitet.

"Det tror jeg godt, at de danske arbejdsgivere kan indstille sig på."

Som ambassadør Claus Grube, leder af EU-repræsentationen i Bruxelles, siger det: "Danske arbejdsgivere skal også blive bedre til ikke kun at fokusere på de faglige og professionelle kompetencer hos de internationale medarbejdere. De personlige netværk, som de får, kan være virksomhedens indgang til en international organisation eller en udenlandsk samarbejdspartner - også selvom medarbejderen vælger at blive i udlandet for at gøre karriere der."