Respektløs cirkusaktivering

15-11-2007
3 min.

Kommentar.

Hvordan et karrierekursus blev til et karrierecirkus, og hvordan aktivering blev til passivering.

Efter tre uger på 'karrierekursus for ledige akademikere over 50 år' er konklusionen: Spild af tid!

Vores betænkeligheder begyndte, da vi modtog kursusplanen få dage før kursets start. Det virkede ikke som dét, vi var blevet stillet i udsigt ved salgsmøderne. På det tidspunkt havde vi imidlertid allerede fået lavet bindende handlingsplaner, og derfor mødte vi op og håbede på det bedste. Det viste sig desværre at være meget ringe.

Projektets mål

Vi er alle enige i, at det var et smaddergodt initiativ - at lave et projekt til støtte for en betrængt gruppe på arbejdsmarkedet. Nemlig ledige akademiske seniorer. Alle søgte projektet frivilligt.

Formålet med kurset var, at vi skulle klædes på til at komme i nærkontakt med virksomheder, men konsulenterne, som skulle hjælpe os, kom aldrig. De to seminarer, hvor seniorer og virksomheder skulle mødes, blev aldrig afholdt. I de tilfælde, hvor seniorernes kompetencer ikke matchede virksomhedernes behov, skulle nye virksomheder inddrages. Det blev klaret ved, at deltagerne fik besked om selv at finde et nyt praktiksted.

Mange af os kom slet ikke i praktik og forlod projektet efter tre uger.

Projektmagerne oplyste, at de havde haft kontakt til mere end 1.000 virksomheder, men kontakterne var i hvert fald ikke opdaterede, og mange praktiksteder var af tvivlsom karakter. Det var typisk nystartede enkeltmandsvirksomheder, som var med i projektholderens personlige netværk.

Ganske få af virksomhederne have reelt et behov for at ansætte arbejdskraft. De fleste steder handlede det om at få en gratis konsulent i tre uger.

Succeskriterier

Den specifikke målsætning, om at projektet skulle skabe nye jobs for mindst halvdelen af de deltagende seniorer, viste sig at være den rene gimmick. I realiteten er det tvivlsomt, om nogen overhovedet har fået arbejde som følge af projektet.

GefionCenter var kursusansvarlig, og AJS (Akademikernes Jobservice, red.) stod for hvervning og for kursusdelen. GefionCenter har diskvalificeret sig selv, derimod har vi fortsat forventninger til, at AJS kan varetage vores interesser som jobsøgende akademikere.

En deltager fortæller, at han sidste år deltog i et supergodt projekt i AJS-regi.



"Det var kvalitet, og det var grunden til, at jeg meldte mig til dette kursus, som desværre har været en parodi. AJS bør holde sig for gode til at indgå i den slags projekter."

Når man aktiverer højtuddannede seniorer, må man forvente, at de har en holdning til kvalitet. Vi er ved at skrive en klage over forløbet, for det handler om mere end dårlig forventningsafstemning. Projektet blev oversolgt, og gammelt jern blev præsenteret som nye guldkorn, og køberne - 'det grå guld' - er naturligvis harme.

Anbefalinger

På baggrund af vores erfaringer med 50+ karriereprojektet har vi udarbejdet fem anbefalinger til arbejdsminister Claus Hjort Frederiksen og andre med ansvar for lediges aktivering.

  1. Det må på forhånd sikres, at der er kvalitet i de projekter, som udbydes. Ord er taknemmelige. Tænk på, at det er mennesker, som kommer i klemme, når indholdet ikke svarer til det reklamerede. Gør noget! Brug for eksempel ledige seniorer som fokusgruppe.
  2. Kursister skal have adgang til at se projektbeskrivelsen. Det er et aftalegrundlag (metoder, kvalitet og effekt), hvor deltagerne står i centrum.
  3. Det bør sikres, at alle aktiveringsprojekter indeholder en skemalagt ugentlig evaluering. Det vil modvirke, at problemer bliver individualiserede, og det vil give arrangørerne værdifuld information og mulighed for at rette op på eventuelle skævheder.
  4. Der bør indføres en 'kattelem', som kan benyttes, når aktiveringsforløb ikke lever op til beskrivelsen. Hvis nogen bruger kattelemmen, får projektmagerne ikke udbetalt penge for dem, og det vil tilskynde til at bringe kvaliteten i orden.
  5. Ledige, som spilder tiden på et projekt, der ikke lever op til beskrivelsen, bør have forlænget deres dagpengeperiode.

Det ville dog varme, hvis AJS erkendte, at projektet er kuldsejlet, og gav os en undskyldning. Selvom man er arbejdsløs og skal aktiveres, har man vel krav på kvalitet og på at blive mødt med respekt. Eller er der noget, vi har misforstået?

Underskrevet af:
Bjarne, Susanne, Benny, Steen, Niels, Jesper, Hans, Jan, Kristina og Jens.
Redaktionen er bekendt med de ti personers fulde navn, alder og arbejdsmæssige baggrund.

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.