Ole Lange, Marx og superkapitalisterne

15-11-2007
9 min.

Historiker og forfatter Ole Lange ser marxismen som en god vaccination mod tidens overdrevne glorificering af markedet. Han har brugt mange år på at studere superkapitalisten C.F. Tietgen sideløbende med karrieren på dagbladet Information og CBS.

"Jeg har altid opsøgt modsætninger. Det forhindrer ensidighed og giver den rummelighed, som jeg har behov for," siger Ole Lange.

Vi sidder i erhvervshistorikeren og skribentens arbejdsværelse i hjemmet i Søborg og taler om Karl Marx og Carl Frederik Tietgen. To store mænd, der levede næsten samtidigt i 1800-tallet, men ellers var forskellige som nat og dag.

Den ene skabte et stort samfundsvidenskabeligt idekompleks, som fik navn efter ham selv og lagde grunden til socialisme og kommunisme. Den anden trak industrialismen i gang i Danmark, var globalist før begrebet fandtes, og skabte flere selskaber end nogen anden dansk forretningsmand før eller siden.

Større modsætninger skal man lede længe efter, men i Ole Langes verden er der plads til dem begge. Han er stadig marxistisk inspireret, selvom marxismen i dag er kommet i miskredit, samtidig med at han ikke kan sige sig fri for at beundre C.F. Tietgen. Ole Lange er blevet 70 år og har netop trukket sig fra sit professorat på Center for Virksomhedshistorie ved Copenhagen Business School, hvor han har været med til at opbygge landets førende undervisnings- og forskningsmiljø for erhvervshistorie.

"Jeg tror, min interesse for Marx' tanker og teorier har været en god vaccination mod den overdrevne glorificering af markedet og succesrige erhvervsfolk, som er så dominerende i dag," siger han.

"Men selvom beundring ikke er et ord, jeg bruger meget, kan jeg ikke sige mig fri for at beundre C.F. Tietgen - også på trods af at han var en skurk, eller i hvert fald en principløs pragmatiker, der ikke holdt sig tilbage for bestikkelse og manipulation af såvel Børsen som datidens medier. Jeg er fascineret af hans evne til at se forretningsmæssige muligheder, hvor ingen andre kunne få øje på dem. Og jeg respekterer ham for, at han var mandfolk nok til at dække tabet af egen lomme, da han midtvejs i karrieren fører Privatbankens aktionærer ind i en katastrofal fejlslagen investering i Japan og Kina."

Det er den samme fascination og lidt modvillige beundring, der har fået Ole Lange til at bruge mange år af sit arbejdsliv på at grave sandheden om superkapitalisten C.F. Tietgen frem af historiearkiverne. Tre bøger er det blevet til, hvoraf den sidste, 'Stormogulen', på knap 600 sider er udsendt i tre oplag, siden den udkom sidste år til nærmest enstemmig hyldest fra anmelderne.

Du stødte allerede på Tietgen som specialestuderende for over 40 år siden og beslutter dig få år senere for at forske i ham. Hvordan reagerede dine kolleger på din daværende arbejdsplads, Institut for Økonomisk Historie på Københavns Universitet?

"Dengang var det et meget utraditionelt valg, og der var da folk, som rystede på hovedet, men ikke i min nære omgangskreds. Jeg argumenterede med, at der stort set ikke var nogen med min tilgang, som beskæftigede sig med kapitalen, og det ville jeg altså. Det blev fuldt ud respekteret, ligesom jeg respekterede, at næsten alle mine kolleger skrev om arbejderbevægelsen. Jeg kommer selv nedefra som søn af en enlig ufaglært mor og har altid stået ved min baggrund. Men jeg havde lyst til at beskæftige mig med de af kapitalismens udøvere, som virkelig har haft succes med det. Det var en spændende udfordring."

Kan du uddybe din karakteristik af Tietgen som en principløs pragmatiker?

"Han startede jo karrieren i Manchester, hvor han boede og arbejdede gennem flere år. Og her blev han overbevist liberalist på et tidspunkt, hvor begrebet var ukendt i København. Han kommer hjem og er med til at introducere liberalismen i Danmark, men senere, da denne ideologi har tjent ham vel, og han er blevet direktør for landets største bank, Privatbanken, slår han om og hylder sammenslutningsprincippet. Som 62-årig skriver han i en beretning om sit liv og sin karriere, at sammenslutningsprincippet - hvor selskaber sluttes sammen i større enheder for at begrænse konkurrencen og tiltrække aktiekapital - har lige så stor betydning for det økonomiske liv som konkurrenceprincippet. Det udsagn byggede han på sin egen erfaring fra DFDS, Tuborg, Store Nordiske Telegrafselskab, B&W og De Danske Sukkerfabrikker, som han tager initiativ til at etablere, samtidig med at han sidder på kreditten som direktør i Privatbanken. Her kan han begunstige sine egne foretagender og afskære konkurrenter fra lånekapital."

Hvad er det, du godt kan lide ved marxismen?

"Jeg synes, at marxismens fortolkning af forholdet mellem kapital og arbejdskraft, merværdi og konkurrence holder den dag i dag. Altså for eksempel at den kapitalistiske æra er karakteriseret ved, at arbejderne producerer en større værdi, end de får betaling for. At virksomhedsejerne (kapitalisterne) bruger overskuddet (merværdien) til at skabe yderligere produktion. Og at denne produktion, på grund af ejernes konstante krav om ny merværdi, overskrider grænser både i det enkelte samfund og landene imellem. Med sine teorier foregriber Marx globaliseringen, og hans påstand om, at det først og fremmest er økonomien, der bestemmer udviklingen i vores samfund, er jo lige så rigtig i dag som for 150 år siden. Men den marxistiske fortolkningsmåde kan ikke stå alene; dertil er den for deterministisk. Menneskets frie vilje må også have en plads. Og Marx' vision om et kommunistisk idealsamfund, hvor alle er lige, tror jeg ikke på. Der vil altid være nogle, der undgår ligheden."

Du arbejdede selv som journalist og kommentator på dagbladet Information dengang i 1970'erne og 1980'erne, hvor bladet gav enhedsløn til alle ansatte. Hvordan fungerede det?

"Det var et interessant eksperiment, fordi en vis ulighed blev opretholdt nærmest fra starten - på trods af principperne. Typograferne, og specielt dem, der var organiseret i Danmarks Kommunistiske Parti, var for eksempel meget uvillige til at give slip på deres ulempetillæg. Og med tiden blev enhedsløn mellem forskellige faggrupper mere og mere udhulet gennem tildeling af fagspecifikke tillæg. Det var eksempelvis kun i en kort periode, at journalister og rengøringsassistenter fik det samme i løn."

Men en nybagt journalist fik lige så meget som dig, der havde flere års journalistisk erfaring plus akademiske titler som cand.mag. og dr.phil. i bagagen. Hvordan var din holdning til det?

"Jeg syntes i princippet godt om det ... i princippet. Og jeg brokkede mig ikke. Det var en omkostning, man måtte tage med. Faktisk fik jeg i tidens løb tilbud fra både Børsen, Politiken og Schleimann på Weekendavisen, men jeg blev, fordi jeg troede på Information. Bladet havde jo sin storhedstid dengang med mange læsere og gode skribenter. Og jeg var nervøs for, at jeg ikke ville få den samme frihed til at skrive, hvis jeg skiftede til et andet blad. Den frihed har altid været kardinalpunktet for mig."

Du er ikke ukritisk over for den journaliststand, som du i årene 1978-1988 var fastansat medlem af som erhvervsjournalist på Information. Hvorfor?

"Jeg bryder mig ikke om pressens tendens til, at når der er succes, så er der fandeme succes hele vejen rundt, og når det går galt, så skal folk helst trampes helt ned. Derved går de nuancer tabt, som altid findes. Der er en lemmingeffekt i medierne, som jeg selv oplevede på nærmeste hold, da Bonde-Nielsen-sagen kørte, og han virkelig blev jagtet - inklusive i medier som Politiken og Berlingske Tidende. Manden blev senere frikendt i retten, og det burde have givet anledning til større selvransagelse i pressen, end tilfældet var. Jeg var heller ikke selv fejlfri. Jeg var meget Bonde-Nielsen kritisk, da sagen begyndte og fik først efterhånden justeret min optik. Generelt er pressens største problem uvidenhed kombineret med hårde deadlines, som for let kan få journalister til at tage chancer, de ikke burde. Min kollega Torgny Møller og jeg kom selv galt af sted og fik en dom i Byretten. Og selvom jeg af den episode lærte at blive mere forsigtig, var det tit et nervepres, syntes jeg. Jeg var ikke sen til at sige ja, da jeg fik tilbudet om at komme til Copenhagen Business School i 1988."

Du var den eneste historiker på CBS dengang - i dag er der 15. Det skyldes studenterinteresse, men også at der er opstået et nyt marked, hvor virksomheder beder jer om at skrive deres historie. Hvad synes du om den form for samarbejde?

"Fint. Virksomhederne ønsker ikke et glansbillede, når de kommer til os, men vil gerne have et nuanceret billede af deres fortid. Jeg har hver gang krævet en uafhængighedserklæring, og jeg har ikke oplevet, at der er blevet lagt hindringer i vejen. Jeg kan dog ikke udelukke, at der hos mig selv kan optræde en form for selvcensur, hvor jeg undlader at gå ind i et område, som jeg måske ikke ville have undgået som journalist. Rollen som erhvervshistoriker er også forskellig fra den rolle som kommentator i dagspressen, som jeg har haft sideløbende med arbejdet på CBS."

Som kommentator har du tit været ude med riven. For eksempel efter Carlsberg med betegnelser som "Carlsberg i volumensyg rus" og "fuldemandsplaner" om virksomhedens strategi. I en ny bog om dig, udgivet i anledning af din afsked med CBS, giver tidligere Carlsberg-direktør Poul Svanholm igen ved at kalde din erhvervskommentage for "mestendels populistisk, plat og letfærdig."

"Det er fint og helt i min ånd, at Svanholm får ordet, også selvom jeg synes, han er lidt barsk. Som kommentator har jeg det princip, at tingene fandeme skal ud, som de tager sig ud for mig i det øjeblik. Der er adskillige af mine studerende, som i tidens løb har sagt, at de synes, der er stor forskel på det, jeg skriver, og min fremtræden som underviser. Det tager jeg som tegn på, at jeg kan holde tingene adskilt. Man skal være klar over, hvornår man har hvilken kasket på og holde sig til de krav, som kasketten stiller. Og det mener jeg, at jeg har været i stand til.

I dag er jeg pensionist, men jeg vil blive ved med at arbejde og har tre bøger på bedding - to om ØK-stifteren H.N. Andersen og en om Børge Outze, der stiftede dagbladet Information. Så der er arbejde nok til de kommende år."

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.