Langt sejt træk bag vismændenes skyts

Men hvad foregår der egentlig, før en ny vismandsrapport hvert halve år ser dagens lys og afføder overskrifter som 'Vismænd smider bombe i ØMU-debatten', 'Vismænd: Skattestop på boliger er ulogisk' og 'Vismand angriber starthjælpen'?

"Det er simpelthen en afsindig grundig proces," siger professor ved Handelshøjskolen i Århus Michael Rosholm, der har været vismand siden februar 2006.

Som far til fire var arbejdsomfanget på forhånd den 42-årige økonoms eneste betænkelighed ved at blive vismand ved siden af sit fuldtidsjob samt andre forskningsaktiviteter. Alligevel er det kommet bag på ham, hvor grundig tilblivelsesprocessen af rapporterne er. "Analyserne bliver dissekeret og samlet igen og igen, og når de er nogenlunde skåret, som vi gerne vil have dem, skal rapporten produceres sætning for sætning. Det færdige resultat er ofte noget anderledes end det første udkast," fortæller Michael Rosholm.

Konsensus et nøgleord

Den samlede vismandstrojka skal kunne stå inde for hvert ord i rapporterne, og det kræver, at de tre økonomer grundigt diskuterer analyseresultaterne og ikke mindst, hvilke politiskøkonomiske anbefalinger de leder frem til. Ifølge overvismanden har det nuværende formandskab været præget af konsensus helt fra starten. "Selve arbejdsprocessen er velegnet til at skabe en konsensus, fordi man skal bruge faglige argumenter, og analyserne peger ofte i en bestemt retning, så selvom man ikke har helt samme forhåndsindstilling til et emne, så trækker de os hen imod en fælles fortolkning," forklarer han.

Derfor er der sjældent den store uenighed om analyserne, mens de tre vismænd kan have forskelligt syn på anbefalingerne. "Men vi kan normalt diskutere os frem til enighed, for vi er rimeligt enige om, hvad der er et vægtigt argument, og så må man give sig, hvis man til sidst står uden argumenter," siger Michael Rosholm. Eksempelvis har han selv efter en grundig diskussion ladet sig overbevise om, at en bestemt ordning omkring ansættelseskvoter for indvandrere ikke nødvendigvis var en god ide, og det var ellers noget, han tidligere havde plæderet for.

Det hænder imidlertid, at vismændene ikke kan blive enige, og så kan der ske én af to ting, fortæller Peter Birch Sørensen. Enten bliver emnet droppet, hvilket han dog ikke selv har været ude for i de to perioder, han har været vismand. Eller også nøjes vismændene med at sige, at man både kan argumentere for og imod. "Så koncentrerer vi os om at få fremstillet de relevante argumenter, så vi alligevel føler, at vi bringer debatten videre," siger overvismanden og nævner subsidiering af hjemmeservice som et eksempel: "Her har vi ikke helt samme holdning i formandskabet, men har efterhånden nået en konsensus om, hvad der er relevante argumenter for og imod."

En second opinion

Det er netop det grundige og langsommelige arbejde mod at opnå konsensus på et højere fagøkonomisk plan, der efter overvismand Peter Birch Sørensens opfattelse giver vismændene mulighed for at kunne bidrage med noget særligt. "Vores største berettigelse er at være en uafhængig institution, som kan give en second opinion i den politiskøkonomiske debat. Selve det institutionelle set-up gør os i stand til at sige nogle ting, som andre undertiden ikke kan eller vil sige," mener han.

Det er ikke mindst Det Økonomiske Råds Sekretariat, DØRS, der er med til at klæde vismændene fagligt på. Det er fagøkonomerne i DØRS, der laver analyserne og skriver udkast til de enkelte kapitler i rapporten, ligesom de også kommer med de fleste ideer til, hvilke økonomiske problemstillinger det vil være relevant for vismændene at tage op. "Vi ønsker, at sekretariatet skal være så motiverede som muligt, så derfor har vi en proces, hvor vi som regel når frem til emner, som alle er engagerede i," forklarer Peter Birch Sørensen.

I sidste ende er det dog vismændene, der vælger hvilke emner fra idelisten, der skal undersøges, og de giver løbende DØRS-medarbejderne detaljerede ændringsforslag. Typisk mødes parterne på 15 heldagsmøder i forløbet, der for alvor går i gang cirka fire måneder før rapporten publiceres.

Men selvom fremgangsmåden er velkendt, sker det næsten hver gang, at tiden løber fra dem. "Det lyder måske lidt banalt, men selvom vi jo altid går i gang i god tid, så ender vi ofte med at være i tidsnød i slutfasen. Når vi har gravet os ned i et emne, finder vi hele tiden nye aspekter, som det kan være rart at få belyst og grave lidt mere i," siger Peter Birch Sørensen og konkluderer: "Så nogle gange kommer vi måske ikke helt så meget i dybden, som vi ideelt set gerne ville."

Lærerig proces

For Michael Rosholm, som er specialist i statistisk analyse af arbejdsmarkedsforhold, har den største udfordring som vismand været at skaffe sig den viden, som forudsættes for overhovedet at kunne deltage i alle diskussionerne. "Jeg kommer fra en ret snæver forskningsgren, og det har været et stort arbejde at få et overblik over, hvordan det går - ikke blot i alle aspekter af den danske økonomi, men også i Kina, Tyskland og alle mulige andre steder," siger han.

Michael Rosholm understreger samtidig, at det netop er læreprocessen, der for ham er det bedste ved at være vismand. "Det er jo fantastisk at sidde med de to andre vismænd og sekretariatet, for det er alle sammen nogle utroligt kompetente folk. Så man sidder jo egentlig og suger til sig og prøver at bidrage med det, man nu kan, og man lærer rigtig meget undervejs," understreger Michael Rosholm, der har vænnet sig til at stå op klokken fem hver morgen for at få tid til vismandsjobbet ved siden af sin forskning og undervisning.

Som eksempel på, at vismandsarbejdet har gjort ham til en bedre økonom, nævner han, at det større overblik gør ham i stand til at skrive bedre artikler, fordi han nu kan inddrage makroøkonomiske konjunktursituationer og andre ting uden for sit traditionelle forskningsfelt.

Desuden har han lært at formulere sig mere præcist, når han taler med pressen. "Før har jeg haft en tendens til at formulere mig lidt for bramfrit, men nu er det jo ikke bare mit renomme, der står på spil, men også institutionens," forklarer han.

Ny miljørapport ændrer processen

Den første vismandsrapport kom i 1962. Processen forud for hver rapport har ikke ændret sig meget gennem de seneste mange år. Men det kommer til at ske nu med den politiske beslutning om at:

• etablere et Miljøøkonomisk Råd
• fusionere Det Økonomiske Råd og Institut for Miljøvurdering
• udvide Det Økonomiske Råds formandskab med en miljøøkonomisk vismand
• udvide antallet af ansatte i De(t) Økonomiske Råds Sekretariat markant.

De fire vismænd skal ud over den halvårlige vismandsrapport nu også producere en årlig miljøøkonomisk redegørelse (miljørapport), og alle vismænd skal være involveret i alle rapporter. Det betyder ifølge Peter Birch Sørensen, at formandskabet af tidsmæssige grunde vil være nødt til at holde lidt færre møder pr. rapport.

Overvismanden vurderer, at den største udfordring i forbindelse med miljørapporten bliver at sikre, at den relevante miljøfaglige ekspertise bliver inddraget. Vismændene får behov for at konsultere eksterne eksperter inden for blandt andet naturvidenskab.