Arbejdskraftmanglen er en trussel mod vækst og velfærd, siger regeringen i sin nye plan for at skaffe mere arbejdskraft. Den blev præsenteret i Statsministerens åbningstale til Folketinget. Og her blev bl.a. seniorerne viet en særlig opmærksomhed. Folkepensionister skal kunne arbejde mere uden, at det bliver modregnet i pensionen. Førtidspensionister skal kunne nappe en tørn på arbejdsmarkedet uden, at de derved taber retten til senere at vende tilbage til pensionen. Og de 64 årige får et særligt nedslag i skatten på op til 100 000 kr., hvis de knokler videre på fuld tid fra 60 års alderen.