Advokater ændrede lovgivning på stregen

15-10-2007
3 min.

To advokater fik foretræde for Retsudvalget og overbeviste politikerne om, at de var nødt til at ændre to lovforslag. Dermed undgår tusindvis af arbejdsskadede fremover at miste retten til erstatning.

Advokaterne Karsten Høj og Søren Kjær Jensen undrer sig stadig over, at der tilsyneladende ikke var andre - dengang lige før sommerferien - der havde fået øje på problemet: At Folketinget var lige på nippet til at ændre reglerne om forældelse uden overhovedet at tænke på, hvad det kunne få af konsekvenser for arbejdsskadede. Forslagene ville blandt andet have betydet, at der skulle indføres en generel forældelsesfrist på kun tre år - en frist, der ville ramme arbejdsskadede lige oven i hovedet.

"Problemet var, at ingen havde undersøgt, hvad det ville betyde at gå fra 20 år til tre år," siger advokat Søren Kjær Jensen og påpeger, at heller ikke den 700 sider lange betænkning omtalte spørgsmålet med mere end ganske få linjer. "Og det fik os selvfølgelig til at undre os en hel del."

Søren Kjær Jensen og Karsten Høj - begge fra advokatfirmaet Elmer & Partnere, hvor de hovedsagelig beskæftiger sig med personskadeerstatning - kontaktede straks deres klienter - en del af dem fagforbund - som var rystede over at høre nyheden. Advokaterne spurgte også Arbejdsskadestyrelsen, der i en periode ulovligt havde administreret efter en femårsfrist, hvor mange der i den periode var blevet afvist.

"Svaret overraskede os ikke. Det kunne få konsekvenser for tusindvis af arbejdsskadede."

Modstand fra embedsmænd

De nye regler - gældende fra 1. januar 2008 - gør op med Danske Lov af 1683 og den såkaldte 1908-lov, der opererer med henholdsvis en 20-årsfrist og en femårsfrist. Baggrunden for at indføre en generel treårsfrist er, at man vil tvinge erhvervslivet til at handle hurtigere over for skyldnere - man havde bare overset, at fristen også ville ramme ofre for arbejdsskader, hvor følgerne - både fysiske og økonomiske - ofte kan udvikle sig over mange år.

Lovforslaget omfattede også en regel, der betød, at arbejdsskadede alene ville have en frist på et år til at anlægge retssag, efter at Arbejdsskademyndighederne havde truffet en eventuel forkert afgørelse.

"Og det ville tvinge enhver advokat til at råde sine klienter til at anlægge retssag inden et år, fordi man ikke ville have tid til at afvente en domstolsafgørelse i en lignende sag," pointerer Karsten Høj. "Det ville koste den skadelidte yderligere penge, og det ville helt sikkert belaste domstolene, og det kan ingen jo være interesseret i."

De to advokater fik travlt. Først skrev de til Justitsministeriet, der gav dem ret på to mindre punkter og bebudede, at man ville komme med et ændringsforslag.

"Men ellers skød embedsmændene vores synspunkter ned. Der var ikke noget at komme efter, sagde de, men deres begrundelse bekræftede os i, at de faktisk ikke havde tilstrækkelig viden på området," siger Søren Kjær Jensen. Sammen med Karsten Høj bad han derfor om foretræde for Retsudvalget.

I næsten to uger blev stort set alt på kontoret sat på standby for at forberede mødet med politikerne og imødegå eventuelle indvendinger fra embedsmændene i Justitsministeriet.

Frister blev forlænget

Et foretræde varer normalt et kvarter, og det var også, hvad de to advokater fik til at fremlægge deres synspunkter i Retsudvalget cirka en uge inden lovforslagets endelige behandling.



"Og vi kunne heldigvis tydeligt mærke, at de lyttede og spurgte ind til de ændringsforslag, vi var kommet med," siger Søren Kjær Jensen.

Foretrædet fandt sted 24. maj, og lovforslaget skulle vedtages, inden Folketinget gik på sommerferie 1. juni.

"Den følgende uge var meget, meget hektisk," siger Karsten Høj.

Endelig kom tillægsbetænkningen, der svarede til advokaternes forslag om at udvide den generelle forældelsesfrist til fem år i stedet for tre. Også fristen for arbejdsskadedes ret til at rejse sag efter Arbejdsskademyndighedernes afgørelse blev forlænget fra et år i det oprindelige forslag til tre år, og det blev præciseret, at forældelsesfristen først begynder at løbe fra det tidspunkt kravet - og ikke skaden - opstår.

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.