Vestens udviklingspolitik har slået fejl

25-01-2007
7 min.

De rige landes fælles opskrift på udviklingen af de fattige lande har spillet fallit. Det mener den britiske professor og debattør David Held.

"Klask!" Professor David Helds næve rammer hans håndflade. Slaget illustrerer både de verbale tæsk, han ofte deler ud til Financial Times' cheføkonom Martin Wolf - en af Helds glødende modstandere i debatten om verdens ulighed - og det engagement, hvormed han kaster sig ind i diskussionen om den økonomiske globalisering. En debat, hvor Held tidligere er blevet flankeret af højtprofilerede folk som Kofi Annan, mens akademikere i Helds egen sværvægtsklasse stod på Martin Wolfs fløj.  

Ifølge David Held er den tidligere konsensus, om hvilken politik der burde føres i udviklingslande, en fiasko.  Den strategi, der blev udarbejdet i 1980'ernes Washington, har blot ført til større ulighed. Lande, der ikke har fulgt retningslinjerne, har oftest klaret sig bedre. Derfor bør der nye retningslinjer til for den økonomiske udvikling af lande, fastslår han. I det hele taget mener David Held, der er for meget 'nonsens' i cirkulation om verdens ulighed. Som når Martin Wolf hævder, at det eneste, der skaber vækst, er liberaliseringer og integration i den internationale økonomi, og at alt andet bare er varm luft. Blandt andet derfor inviterede Held en række af verdens førende ulighedseksperter til at holde en forelæsningsrække på London School of Economics. Forelæsningerne udgav han for nyligt i en antologi om mønstre og forklaringer på den globale økonomiske ulighed.

Uligheden er stadig stor

Den globale ulighed findes og er stor - både når man ser på ren indkomst og de afledte levevilkår, fremhæver professoren. Verdens ti procent rigeste har halvdelen af den globale indkomst. 2,7 milliarder mennesker lever uden adgang til basal hygiejne, mens 830 millioner er underernærede, og der er 19 års forskel på ens levetid afhængigt af, om man lever i et høj- eller lavindkomstland.

De lande, der havde noget allerede i begyndelsen af 1980'erne, er blevet rigere, mens dem, der kun havde lidt, nærmest ikke rokkede sig ud af stedet eller blev fattigere endnu - med nogle få undtagelser. Sådan lyder eksemplerne, når David Held skal svare på, hvordan uligheden har udviklet sig og slår igennem.

Overordnet er uligheden mellem verdens lande siden 1980'erne gået op. Men tager man højde for landenes befolkningsstørrelser, går det den modsatte vej - ned. Og tager man Kina ud af statistikkerne, vender kurven igen opad.

"Kina gør forskellen over hele linjen," siger David Held. Pointen er, at tager man Kina ud af statistikkerne, vender både billedet af, om verdens mennesker i gennemsnit er blevet rigere eller ej, og om uligheden er steget eller faldet. Netop historien om Kinas vækstsucces er et afgørende stridspunkt for ham.

Duksene taber

For det er ikke bare så simpelt, at fattige lande har mindre og de rige mere. Der er også store forskelle mellem udviklingslandene, og David Held mener, at have identificeret et klart mønster. Jo tættere et land siden startfirserne fulgte ideerne i udviklingspakken kaldet Washington-konsensusen, des værre stillet er de nu. Pakken blev stærkt promoveret af stormagter som USA og Storbritannien samt Verdensbanken og Den Internationale Valutafond (IMF).

Der er ikke bare tale om flere lande i Afrika med et BNP under niveauet for 30-40 år siden, men også duksene i Latinamerika, der fulgte konsensusens krav om åbenhed for international handel, liberaliseringer af kapitalmarkeder og privatiseringer.

"Argentina blev, indtil lige før den nylige krise, kaldt en mønsterelev af IMF," eksemplificerer David Held med henvisning til landets kollaps i 2001.

Andre eksempler er tidligere sovjetstater, som Georgien, Kirgisistan og Armenien, der startede deres nye liv som selvstændige lande i 1991. Dengang var de uden gæld, men efter i ti år nøje at have fulgt recepten fra Washington fandt de sig selv med et halveret BNP og med behov for gældseftergivelse.

Konsensusen har definitivt fejlet, mener David Held. Den leverede ikke, hvad der blev lovet - nemlig udvikling, og andre lande har demonstreret, at alternative udviklingsmodeller virker bedre.

Han anerkender dog også, at det er en udbredt opfattelse, at konsensusen faktisk allerede er afgået ved døden. Men til dem, der tror det, lyder Helds opfordring, at de bør se på de handelsaftaler, USA har haft travlt med at indgå de senere år. Aftalerne stiller nemlig stadig skrappe krav til liberaliseringer. Og selvom IMF og specielt Verdensbanken med årene er blevet blødere i deres krav, bygger deres politikker ifølge Held stadig i høj grad på de samme præmisser. De er bare blevet tilsat flere krav om eksempelvis antikorruption.

Mønsterbryderne vinder

Striden i den internationale debat om udviklingen af verdens ulighed står ifølge Held omkring, hvordan man opfatter Kinas vækst. Han er lodret uenig med dem, der tager Kinas hurtige og høje vækst som et udtryk for en succeshistorie om et land, der er hoppet ud i den globale økonomi med begge ben.

"Kina er netop ikke et eksempel på ubetingede liberaliseringer," understreger han.

Først ret sent begyndte kineserne nemlig at leve op til kravene og fjerne deres told- og andre handelsbarrierer, og det er sket trinvist i takt med - og ikke forud for - landets vækst. Derudover har der været streng kontrol med direkte udenlandske investeringer, næsten altid betinget af lokale partnerskaber, og endelig har Kina på trods af hårdt pres fra USA nægtet at lade valutaen flyde frit. David Held pointerer, at alle disse tiltag er meget politisk styrede og fundamentalt anderledes end visdommen fra Washington. Andre asiatiske lande har før gået lignende veje, hvilket også lande som for eksempel Indien og Vietnam gør nu.

Det kræver en klimakatastrofe

Derfor er der en række lektier at lære - både fra hvad der er lykkedes og mislykkedes, mener Held.

"Det her kommer ikke ud af det blå, men fra hvad vi nu ved," forsvarer han sit bud på, hvad der skal gøres for at mindske den globale ulighed.

På det nationale niveau må vi ifølge Held understøtte robuste politiske institutioner, lande skal kun trinvist sluses ind i den globale økonomi, finansiel ustabilitet skal undgås ved, at valutaer ikke nødvendigvis flyder frit, og hurtigløbende, spekulativ kapital skal begrænses af samme grund. Derudover skal statslige investeringsstrategier igen på mode, og udviklingslande skal have mulighed for at have beskyttede sårbare industrier, mens de udvikler sig.

"Det enkelte land skal have plads til at eksperimentere, lære af deres fejl og så også selv finde ud af, hvad der virker for dem. For universalmodellen duede bare ikke," siger han.



På det internationale niveau skal der dels ændres på toldsatser og regler om ophavs- og patentret for at bekæmpe uligheden. Men det alene er ikke nok. Det er også på tide, vi tager konsekvensen af, at kloden er blevet ét integreret økonomisk system, mener Held:

"Man ville ikke have en moderne stat i dag uden et skattesystem. Det er utænkeligt. I alle moderne demokratier har man afbrudt forbindelsen mellem de rige og magtfulde, og dem der bestemmer via både et stemme- og et skattesystem. Men på det globale niveau tror vi af en eller anden grund stadigvæk, at vi kan have effektiv regeringsførelse, samtidig med at vores institutioner afhænger af almisser fra de rige," siger han og henviser til USA's strategiske forsinkede betalinger af sit FN-kontingent.

"For selvom udviklingslandene gør det rigtige og finder deres egen vej, vil mange af de fattige lande stadig ikke have ressourcerne til at lave de nødvendige teknologiske spring fremad, introducere grønne teknologier og håndtere sygdomsepidemier," lyder argumentet.

Men mener han selv, at det forslag er realistisk?

"Ikke på kort sigt. Men måske kunne der - i takt med den overhængende globale opvarmningskrise - opstå politisk momentum for en mere tidssvarende global regulering," svarer han.

Held peger på, at lignende store skridt fremad kun er blevet taget, når kriserne var absolut størst - depressionen i 1930'erne, de to verdenskrige og Holocaust.

"De drev alle reformprocesser og institutioner fremad på det globale niveau," siger han, men tilføjer, at glemsomheden holdt sit indtog, da den kolde krig var ovre, og man troede, at kapitalismen og demokratierne havde vundet entydigt og endegyldigt:

"Men nu er det på tide at blive ædru igen," konkluderer han.

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.