Sportens overdommer

Sportens retskonflikter er også lidt anderledes. Parterne vil måske helst være venner igen, når de kommer ud på den anden side af balladen og skal fortsætte det sportslige samarbejde. Derfor er der god mening i at holde voldgiftsafgørelserne bag de lukkede døre, når der to til tre gange om ugen er kunder i butikken hos Court of Arbitration for Sport (CAS).

Der kommer også kunder af den slags, som man egentlig skulle tro hørte de almindelige domstole til. Generalsekretær Matthieu Reeb giver et eksempel fra den nyere praksis:

Styrtløberen rammer med stor fart en official, der har stillet sig forkert. Brækkede knogler og en ødelagt karriere kræver en slags erstatning. Styrtløber fra land et. Official fra land to. Løjpen i land tre. Det internationale skiforbund med hovedsæde i land fire er arrangør og arbejdsgiver for den uheldige official. En bindende voldgift aftales, parterne mødes på den stille villavej i Lausanne, og få måneder senere er erstatningsbeløbet fastlagt og udbetalt. Kun hvis parterne er enige, offentliggøres resultatet.

I den afdeling, der behandler sportsfolkenes appel af disciplinære sanktioner, er afgørelserne tilgængelige for offentligheden.

Også dommere fra Danmark

Støt og roligt opbygger den internationale 'sportsdomstol' sit renomme og den juridiske praksis, der har betydning for sportsfolk, klubber og forbund over hele verden. Støt og roligt bliver også sportens internationale verden til et retssamfund med nedskrevne retsregler og spilleregler for konfliktløsning. Blandt voldgiftsmændene finder man også formanden for Dansk Idrætsjuridisk Forening, advokat Lars Halgreen. Foreningen er etableret gradvist over den sidste halve snes år og har op mod 40 medlemmer.

"CAS er det tætteste, man kan komme på en højt kvalificeret og uafhængig international voldgiftsret," siger Lars Halgreen. "Rettens medlemmer kommer fra hele verden. Det er usædvanligt, og det er en betydelig styrke. I de tre år, jeg har været med, har jeg været imponeret over en meget stor faglighed."

Sportsdomstolen, der, som navnet siger, er en voldgiftsret, begyndte i Den Internationale Olympiske Komites rammer og for IOCs penge. En veldresseret rytter blev vred over afgørelsen af en sag, som han selv havde indbragt og gik til de schweiziske domstole. Højesteret udtalte sig kritisk om IOC-styring og betaling, hvorefter Den Olympiske Komite i 1994 trådte flere skridt tilbage. Udpegningen af voldgiftsrettens medlemmer sker nu gennem et råd bestående af 20 uafhængige - den økonomiske afhængighed af IOC er afløst af parternes betaling.

Der er nu 150 voldgiftsmænd fra over 50 lande. 15 ansatte holder mødevirksomheden på sporet.

"CAS har betydet en langt mere seriøs behandling af konflikter," siger Spillerforeningens direktør Mads Øland. "I det internationale fodboldforbund FIFA har der været en tendens til, at fortolkning af aftaler ikke var fortolkning, men et politisk spil, der blev afgjort i kulisserne. Nu ved selv fodboldens største, at de risikerer en anke til Lausanne, hvis de blæser på regler, principper og anstændighed. Lad os bare sige, at CAS har en god opdragende virkning på mange forbund."

Mads Øland synes, at voldgiftsretten kan blive lidt for dyr for den spiller, der taber sin sag, især hvis den ene voldgiftsmand skal have flybilletten fra Japan, og den anden kommer fra USA.

Modsætningsvis mener Lars Halgreen, at Lausanne faktisk i de fleste tilfælde er en billig løsning.

Spillerforeningens direktør forudser, at CAS vil få stigende betydning i de kommende år. Rene danske fodboldsager afgøres endeligt ved fodboldens voldgiftsret med højesteretsdommer Per Walsøe som formand for DBUs og Spillerforeningens udpegede voldgiftsdommere. Når spillerforeningen følger CAS tæt, er det for at kende og bruge praksis i de internationale sager, der går videre fra FIFA-systemet, hvor danske spillere i udenlandske klubber kan være i klemme.

Lars Halgreen der, udover at være formand for Dansk Idrætsjuridisk Forening, også leder undervisningen i idrætsjura på Københavns Universitet, ærgrer sig over, at CAS-afgørelserne ikke er lige til at slå op i, eksempelvis på internettet. "Et hurtigt overblik over retspraksis kunne forebygge mange fejl og hjælpe til hurtigere afgørelser i andre systemer," siger han.

Hurtighed som varemærke

Voldgiftsrettens daglige leder, generalsekretær Matthieu Reeb, fremhæver hurtigheden som varemærke. Selv har den schweiziske jurist løbet 400 meter løb på atletiklandsholdet, og skulle det ikke være nok, så har den 37-årige hurtigløber også spillet basketball på eliteniveau. Nu forsøger han at få alle sager ekspederet på under fire måneder, men gerne langt hurtigere. Han understreger, at CAS ikke driver idrætspolitik, men anvender de enkelte internationale forbunds love og regler som grundlag for afgørelserne.

- Lægger I ikke en linje, som eksempelvis kunne være hård eller blød i forhold til doping, hård eller blød i forhold til en fodboldspiller, der nikker modstanderen en skalle?

Matthieu Reeb:"Nej, vi følger reglerne fra World Anti Doping Association, WADA og FIFAs regler for sanktioner. Vi bygger på, at parterne skal være enige om, at sagerne inappellabelt afgøres her."

- Er der for mange konflikter i idrættens verden, for mange lovløse områder?

Matthieu Reeb: "Det er rigtigt, at vi ser en række kontrakter, hvis ophavsmænd ikke ville få en høj karakter for hverken det kunstneriske udtryk eller den tekniske kvalitet. Men flere og flere professionelle idrætsfolk har både agenter og advokater, der laver et godt stykke arbejde. Professionaliseringen af kontraktforholdet kommer jo med de høje lønninger."

- Kan du beskrive en forskel mellem lande og mellem de forskellige idrætsgrene?

Matthieu Reeb: "USA er foran, briterne er godt med, mens Østeuropa og Latinamerika producerer masser af bøvl. Fodbolden er det helt store område. Små idrætsgrene med små penge ser vi ikke så meget til."

- Hvilken rolle spiller CAS udover de konkrete retsafgørelser?

Matthieu Reeb: "Vi ser efter mange afgørelser, at både nationale og internationale forbund læser afgørelsen og laver deres love om. Vi prøver gennem seminarer at udbrede kendskabet til vores arbejde, og så prøver vi at skabe de netværk, der kan bidrage til at professionalisere idrætsjuristerne."

- Er det ikke ulogisk med et speciale i idrætsjura, når der kan være sager om ansættelsesret, arbejdsret, monopoler, karteller, konkurrenceret, EU-ret, ophavsret, erstatningsret, strafferet og sundhedslovgivning (vold, doping etc.)?

Matthieu Reeb: "Sagerne her er ofte omkring den samme type problemer - et lille udsnit af de retsområder, du nævner og et udsnit, som idrætsjuristerne kender godt. Halvdelen af vores sager gælder overgangen fra en klub til en anden, transfer, som hovedsageligt er kontraktfortolkning, ansættelsesret og et kig i forbundenes regler. Hvis man ser på det kommercielle sagsområde, eksempelvis fortolkningen af sponsoraftaler, så er der ingen andre steder, man har så brugbare erfaringer som her. Hvor skal logoet sidde, og hvad nu hvis sportsmanden tager en træningsdragt udenpå med andre reklamer? Så betaler sponsorerne måske ikke, og så har vi en af de sager, som ikke er så svær for os, men som ikke egner sig til andre systemer end vores. Og funktionen som appelinstans i disciplinære sager, blandt andre de mange dopingsager, betyder også, at erfaringerne ligger her."

Da OB scorede kassen

En af de danske sager, der er afgjort i Lausanne, drejede sig om fodboldspilleren Lars Jacobsen. Fra sit 12. år og ti år frem spillede han i Odense Boldklub, inden han blev købt af Hamburger Sport-Verein, HSV. Striden stod om Odenses eventuelle afgift for arbejdet med det unge talent i børne- og ungdomsårene.

Fire måneder og seks dage efter sagen landede i Lausanne, fik Odense Boldklub 255.000 € for sit væksthusarbejde. Parterne var enige om, at den tætskrevne 17 siders afgørelse kunne offentliggøres. Man ser en aftalefortolkning, der tager afgørende hensyn til hensigten, ikke til ordene. Afgørelsen blev truffet i 2003 af en schweizisk formand og advokaterne Goetz Eilers, Frankfurt am Main, og Johan Evensen, Varde, som voldgiftsmænd. Fodboldspilleren Peter Møller har haft et klubskifte til gennemlysning i Lausanne, og en kendt dansk cykelrytter har været omkring med den blodprøve, der var lige ved og næsten, og derfor efterlod fortolkningstvivl om der nu var en sund sjæl i et sundt legeme.

Til de mere spektakulære sager hører den om fodboldklubben, der blev straffet for supporternes racistiske adfærd. Det var ikke bare det, de råbte, det var også bananerne, de smed til eller efter modstandernes sorte spillere. Hvornår har en klub gjort tilstrækkeligt for at hindre tilskuernes dårlige opførelse? Og gjort så meget, at de hverken skal betale bod, fratages points eller retten til at spille på hjemmebane? Idrætsjura kan tilsyneladende være mere spændende end selve kampen om point.

Retsorden og penge

De mange sportskonflikter, som i dag kræver en solid juridisk afgørelse, beskrives almindeligvis som et udtryk for, at sportslivet er blevet kommercielt. Derfor skal sagerne behandles som al anden forretningsvirksomhed, hvis noget går galt. Men en række idrætspolitiske tekster fremhæver også foreningslivets rolle i demokratiuddannelsen. Derfor må idrætslivet også have et lovmæssigt fundament. En artikel i DJØF-Bladet nr. 17 2006 beskæftigede sig med spørgsmålet om, hvorfor man i idrætslivet må kræve samme niveau for retsorden som i det øvrige samfund. Læs artiklen - klik på linket til højre.

Court of Arbitration for Sport (CAS) træffer endelige afgørelser, der kan fuldbyrdes i de over 125 lande, der har tilsluttet sig New York-konventionen. Voldgiftssystemet fungerer med internationale retsformænd, internationale voldgiftsmedlemmer og med advokater og sagens parter, der møder op i Lausanne eller filialerne i Sydney og New York efter skriftlige forberedelser.

CAS har i de senere år leveret ad hoc voldgiftsretter til De Olympiske Lege, hvor kravet kan være kvalitetsjura inden for 24 timer.

I Lausanne lægger man schweizisk lov til grund, hvis parterne ikke har aftalt, hvilket lands lov der skal bruges.