I spidsen for 750.000 advokater

12.1.2007

af

Europa-Kommissionen tvinger advokaterne til at argumentere økonomisk i stedet for juridisk. Det er en trussel mod retssikkerheden, mener advokat Anne Birgitte Gammeljord, der bliver ny præsident for CCBE - de europæiske advokatsamfunds organisation.

I sin valgtale sagde advokat Anne Birgitte Gammeljord, at det åbenbart ikke nytter noget at pege på problemer med retssikkerheden, når man er oppe mod Europa-Kommissionen. Den er først og fremmest interesseret i at skabe mere konkurrence. Men så er man nødt til at tale Kommissionens sprog og vise, at økonomien i dens beregninger ikke holder vand i forhold til retssikkerheden.

Gammeljords tale har åbenbart gjort indtryk på hendes europæiske advokatkolleger, der har valgt hende som præsident for CCBE i Bruxelles - en post hun tiltræder i 2009, når hun først har aftjent sin værnepligt som første og anden vicepræsident i 2008.

Den Europæiske Sammenslutning af Advokatsamfund repræsenterer mere end 750.000 advokater og agerer på EU-plan blandt andet som høringspart, når Kommissionen fremlægger nye direktivforslag - for eksempel servicedirektivet, hvor CCBE forgæves har lobbyet for, at juridiske ydelser udført af advokater skulle holdes udenfor de nye regler.

Diskussionen om, hvorvidt CCBE i virkeligheden er en lobbyorganisation, er oppe, efter Kommissionen har foreslået, at alle lobbyorganisationer nu skal registreres, som det for eksempel er tilfældet i Washington. I CCBE er man ikke helt enige om, hvad man er.

"CCBE er en brancheorganisation, men vi varetager både advokatsamfundenes og retssamfundenes interesser. En stor del af vores arbejde er at kommentere forslag til generel lovgivning, hvoraf kun en meget lille del handler om os selv. Det handler om menneskerettigheder og vedrører således vores klienter og dermed retssamfundet," siger Anne Birgitte Gammeljord, der er advokat og partner i Gorissen Federspiel Kierkegaard. Hun har været medlem af Advokatrådet i fire år og har ledet den danske delegation i forhold til CCBE.  

På Kommissionens præmisser

I gamle dage kunne advokater lukke munden på deres modpart med argumentet om, at en handling eller et lovforslag var en trussel mod retssikkerheden, men EUs konkurrencemyndigheder bøjer sig ikke automatisk for retssikkerhedsmæssige synspunkter.  

"Vi har fundet ud af, at det er meget vanskeligt at argumentere med retssikkerhed. Det er, som om konkurrencemyndighederne ikke kan huske, hvorfor retssikkerhed er så vigtigt," siger Anne Birgitte Gammeljord, der blandt andet af et af de store EU-lande blev opfordret til at stille op som kandidat til præsidentposten. Hvem det er, vil hun ikke ud med.

Gammeljord er klar over, at advokaterne må tale Kommissionens sprog for at komme igennem med deres synspunkter. Både Advokatsamfundet i Danmark og CCBE har derfor hyret konsulentfirmaet Copenhagen Economics, som også har lavet rapporter for Kommissionen.

"Med de rapporter har vi formået at så begrundet tvivl om, hvorvidt det rent konkurrenceøkonomisk er nødvendigt for eksempel at ophæve møderetsmonopolet, om det er nødvendigt at ændre selvreguleringen af vores klagesystem, og om det overhovedet giver nogen mening at ophæve det obligatoriske medlemskab af Advokatsamfundet."

Etik over grænserne

Anne Birgitte Gammeljords tid som præsident i CCBE vil i høj grad blive præget af etiske diskussioner, fordi en del af servicedirektivet også handler om, at der skal indføres etiske regler i blandt andet advokatbranchen. I CCBE har man allerede et kodeks i forhold til grænseoverskridende aktiviteter.

"Det bliver en mærkesag for mig, at servicedirektivet bliver gennemført på en ordentlig måde i de enkelte medlemslande. Vi skal blandt andet drøfte med Kommissionen, om CCBEs kodeks eventuelt skal gøres nationalt og ikke kun grænseoverskridende. Men det vigtigste bliver fortsat at holde fast i vores kerneværdier og argumentere for, at vi forbliver uafhængige af statsmagten."

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet