Den diplomatiske hurtigløber i Bagdad

Bo Eric Weber kan så meget, men noget dramatisk talent ejer han ikke. Der er gået et år siden den mindeværdige telefonsamtale, og de seneste fire-fem måneder har arbejdspladsen heddet Den Kongelige Danske Ambassade i Bagdads grønne zone. Vi taler sammen i feriehuset ved Kalundborg, og han får det til at lyde, som om han dengang sagde ja til at gå til bageren efter morgenbrød og ikke til to års diplomatisk stroppetur i Bagdad.

Udenrigsministeriets forflyttelsespligt er selvfølgelig et styringsredskab, selv når ordet end ikke nævnes mellem linjerne. Men det var slet ikke deromkring samtalen bevægede sig dengang, siger han. Det kommer vi tilbage til.

Normalitet og alligevel ikke

Bo Eric Weber vil gerne sige tydeligt, at Bagdad-posten også er en normal diplomatisk post. Som eksempel på den kendte forretningsgang med instruksen fra Udenrigsministeriet på Asiatisk Plads i København og den opfølgende indberetning fra ambassadøren i Lilleasien nævner han Baker-Hamilton-rapporten. (1)

"Da rapporten blev offentliggjort i USA, kom instruksen med det samme: 'Find ud af, hvad de mener om den i Irak, reaktioner, kommentarer, analyser'. Så går man på helt sædvanlig måde til samtalepartnerne i regering og administration. Man stiller de spørgsmål og får de svar, der er grundlaget for en indberetning.  Forhåbentlig har den så tilføjet noget til den opfattelse, man var ved at danne sig i København. Det er mere spændende her, fordi man møder ministre på tomandshånd. Ud med embedsmænd og tolke og så en rigtig god snak på engelsk."

- Kan man kommunikere i det daglige?

"Det er nemt at få kontakt og aftaler på alle niveauer, mobiltelefoner og e-mail virker upåklageligt, men ambassadens fastnettelefon er tavs."

- Og de irakiske samtalepartnere?

"De har meget lyst til kontakt og meget lyst til at tale fortroligt. De giver meget. Det er nogle enormt sympatiske mennesker. Man kan tale med dem om alt. De siger tingene lige ud, og man ser meget ofte ind i nogle dejlige, men sørgmuntre øjne."

- Er der også et diplomatisk netværk at arbejde og samarbejde med?

"Alle de store er her. USA, UK, Frankrig, Tyskland, Polen, Italien, Tyrkiet, Iran, der er små europæiske lande, og der er de arabiske lande."

- Kan I holde jævnlige møder i EU-kredsen, som man gør på stort set alle udeposter?

"Det gør vi en gang om måneden - samme frekvens som i Algeriet. Formandslandet inviterer en gæst, som vi sammen kan have glæde af at høre. Man bliver inviteret til frokost, som man gør andre steder. På den måde er det normalt diplomatisk-politisk arbejde med den tilføjelse, at jeg også skal have en tæt kontakt til den amerikanske og den britiske militære ledelse, og selvfølgelig til den danske styrke."

Sørgmuntre øjne og genopbygning

- De sørgmuntre øjne, du nævnte før, ser de kun ulykkerne og en umulig opgave?

"Det er en kæmpeopgave at ændre et land. Især et land, hvor så mange offentligt ansatte på alle niveauer blev fyret. Jeg plejer at sige til dem, at selvom demokrati er svært, så behøver de ikke at bruge så lang tid, som vi brugte fra grundloven i 1849 til parlamentarismens indførelse i 1901."

- Tror du selv på den opgave, du skal bruge et par år på?

"Jeg er helt sikker på, at det ville være forkert at trække styrkerne hjem nu. Koalitionsstyrkernes opgaver skal overtages af irakerne, det skal de, det er deres land. Vi kan være med til at få tingene til at fungere, og vi er der på et mandat fra FN og på irakisk opfordring."

- Hvor mange er I på ambassaden?

"En medarbejder fra Udenrigsministeriet, en medarbejder fra Integrationsministeriet og på det seneste også den landbrugskyndige ekspert, der tidligere arbejdede fra Basra. Der er to lokalt ansatte, blandt andet til tolkning, og så er der et antal danske sikkerhedsfolk."

- Et antal?

"Ja. Det er et princip, at vi hverken tæller dem eller taler om deres arbejde."

- Genopbygningsbistand har været centralt for regeringens Irak-politik. Sker der noget?

"De udsendte politifolk har ydet en fantastisk indsats i Basra-området. For nylig var jeg inviteret med på et uanmeldt besøg i en militærforlægning med irakiske rekrutter, og det hele virkede så godt, at man kun kunne blive glad. Der er masser af rolige områder, hvor det går bedre og bedre, men man hører også de store brag, og på afstand ser vi røgen fra eksplosionerne. Vi ved, at det hver gang er mange mennesker, der berøres. Direkte og indirekte. Det påvirker os. Vores landbrugskyndige kollega har skubbet produktionen i gang og skal til møder i Kuwait for at organisere irakisk landbrugseksport. Vi regner med snart at have en juridisk medarbejder til at styrke opbygningen af justitsvæsnet. Vi forsøger også at opbygge organisationer på industriens og landbrugets områder, og ..."

- Du var næstformand i DJØF fra 1981-84. Tør jeg spørge, om kapacitetsopbygningen også gælder bistand til opbygning af faglige organisationer? De fandtes i Saddams tid, men blev udrenset i 2003 sammen med embedsfolk med tilknytning til Baath-partiet.

"Man kan håbe på, at der kan opbygges reelle faglige organisationer, men lige nu er der andre presserende opgaver. Vi har gode erfaringer i andre lande, for eksempel nogle af programsamarbejdslandene i Afrika, og til en demokratisk udvikling af kvalitet hører selvfølgelig opbygningen af faglige organisationer."

- Til ambassadearbejdet hører også konsulære opgaver?

"Kort efter jeg begyndte i Bagdad, havde jeg en af den slags, man gerne vil undvære. En af livvagterne for styringsenheden (2) blev dræbt og skulle sendes hjem. Vores medarbejder fra Integrationsministeriet udsteder visa og løser nogle af de praktiske opgaver for irakiske flygtninge i Danmark. På godt og ondt løser vi de opgaver, som også løses på andre danske ambassader."

- Men de typiske opgaver med at hjælpe danske firmaer kan der ikke være så mange af?

"Nej, men de er der. Flaskegas er danske virksomheder gode til, og markedet er enormt. Selv er jeg lige blevet inviteret af den kurdiske regering til samtaler om et handelssamarbejde med dansk-kurdere som nøglepersoner."

Nabostøj og løbeturene

Ambassadør Weber lægger ikke skjul på, at havluften og løbeturene på den vestsjællandske strand giver en bedre søvn end Bagdad. Ambassaden ligger i den såkaldt grønne zone som nabo til den amerikanske kollega og amerikanernes byggeri af verdens største ambassade. Generatorerne, der producerer strøm, støjer som ind i helvede. Det er ikke det, at de kører, værre er det, at de sommetider standser og går i gang igen. Men det kan, med Bo Eric Webers ord, også være "et hyl", der pludselig vækker ambassadeholdet. Men igen er Weber bedst til at tælle de lyse timer:

"Jeg har et værelse med eget toilet og bad, de øvrige har hver et værelse, men deler badeværelset på første sal. Vi plejer at sige, at vi har det nemt, fordi vi kan gå på arbejde. Det er bare ned ad trappen. Vi spiser sommetider i amerikanernes kantine, vores lokale medarbejder laver god mad, men når hun er væk om fredagen, rykker sikkerhedsfolkene til komfuret, ugens hyggelige højdepunkt."

- Der var en egyptisk ambassadør, der blev dræbt. Hvor meget tænker man på sikkerheden?

"Vi kører regelmæssigt i den røde zone (3), og det gælder da om at være godt beskyttet og ikke blive kidnappet. I den grønne zone, som er mere sikker, skal man vogte sig for vildfarne raketter."

- Løbeturene?

"Det er hver morgen med livvagt og følgebil. Jeg kender snart hvert eneste græsstrå i zonen, der ligger lige ned til Tigris. Det er rart at have vagten med, så kan vi grine sammen, når den snart 60-årige løber fra dem. Spøg til side, de udmærker sig ved at være toptrænede, professionelle - og meget opfindsomme med fredagsmaden."                  

Hardship og påskønnelse

Posten i Bagdad er i Udenrigsministeriets system klassificeret som hardship. Det betyder noget for udetillæggets størrelse, og der er livsbekræftende hjemture hver anden måned. Undervejs holdes kontakten med daglige e-mails og et par telefonsamtaler om ugen. Det høres, at familien selvfølgelig ikke synes, det er sjovt, selvom børnebørnene "er stolte over farfar".

Den afslappede samtale i sommerhuset med havkig bringer os tilbage til historien om, hvordan og hvorfor man bliver ambassadør i Bagdad. Bo Eric Weber går lidt tættere på sin egen beslutningsproces med ordene: "Det er jo ikke så godt at sige nej."

Efter fem år i Algeriet havde han en ide om, at en flytning var på tapetet. Under juleferien hjemme i Danmark foretog han den slags sonderinger, som består i aflæsning af de uformelle krybestrømme, der er meget sigende i Udenrigsministeriet.

"Sjovt nok," siger Bo Eric Weber, som om det virkelig var sjovt; "Ja, så var alle de poster, jeg havde i tankerne, allerede optaget. Der lå noget tungt i kortene, men ikke nødvendigvis Bagdad."

- Og da så opringningen kom?

"Så er den menneskelige natur vel at sige: 'Hvordan løser vi det problem?' Og det er først og fremmest spørgsmålet om at få familien til ikke at være imod, selvom de ikke kan gå ind for det."

- Dine to forgængere fik rigtigt gode poster efter Bagdad. Indgik det i vurderingen?

"Vi har børn og børnebørn i Danmark. Hvis Bagdad er omvejen til en post tættere på dem, en europæisk post, så afgjorde det vel sagen både for min kone og mig."

Noter:

1) The Iraq Study Group Report, James A. Baker, III, and Lee H. Hamilton, co-chairs.

2) Styringsenheden koordinerer genopbygningsarbejde gennemført af udsendte danske civile og militære eksperter i forskellige regioner med Bagdad-ambassaden som ansvarlig for Bagdad-regionen