Dårlig stil hr. minister

25-01-2007
1 min.

Læserbrev

Den årlige benchmarking af a-kasserne er en gang misk-mask. Værst af alt er det dog, at beskæftigelsesministeren bruger en uduelig undersøgelse i politisk øjemed.

Undersøgelsen først: Hvis man vil måle konkurrerende firmaer mod hinanden, kan man fx foretage en såkaldt benchmarking af firmaerne, som det er sket med a-kasserne for nylig. Skal der være bare en anelse ræson i at gøre det, skal man have mulighed for, at sætte undersøgelsens resultater i et historisk lys. Den mulighed fraskriver Arbejdsdirektoratet sig ved at måle på nye områder fra år til år. Altså bliver undersøgelsen kun et øjebliksbillede og ikke et værktøj til brug for hverken a- kasserne eller de mennesker, der overvejer at skifte mellem dem.

Og endnu værre; man måler fx sagsbehandlingstid uden at tage højde for forskellig kompleksitet. Eller man måler på sager som er sendt til direktoratet. Disse sager er jo notorisk komplicerede, ellers ville de jo ikke havne i direktoratet. Kunne det endog tænkes at skulle være sagsgangen i direktoratet, der burde måles på i stedet?

Så hverken a-kasserne eller deres medlemmer kan altså bruge undersøgelsen til ret meget.

Men hvem kan så have gavn af den? Det kan beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen tilsyneladende. Han har i hvert fald ikke været sen til at pege fingre af a-kasserne.



Tillad mig at erindre om, at tre fingre peger tilbage på den, der peger, hr. minister.

Mål a-kasserne på, hvad der giver værdi for medlemmerne og på prisen. Det gør et frit marked nemlig. Og fri os for unødvendig rasen mod a-kasserne endnu en gang på baggrund af et usædvanligt dårligt udført stykke arbejde fra ministerens eget direktorat.

Det' en om'er!

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.