Cand.scient.pol. i en arkitektverden

11-01-2007
Af: Sofus Rex
2 min.

Katinka Hauxner er partner i analyse- og konsulentfirmaet Carlberg & Christensen, som oplever et boom i efterspørgslen efter rådgivning om blandt andet borgerinddragelse og brugerdreven innovation i byggeriet.

Siden Katinka Hauxner blev kandidat i statskundskab i 2001, har hun arbejdet med arkitektur, byrum og byliv. I 2006 tog hun springet og blev selvstændig konsulent som partner i det unge firma Carlberg & Christensen.

Katinka Hauxners arbejde med arkitektur og planlægning bunder i en interesse for at indrette vores byer, så de fungerer bedst muligt socialt: "Vi skylder hinanden, at vi skaber gode rammer om både det private og det offentlige liv. Derfor skal vi bygge huse, som folk trives i, og vi skal understøtte, at mennesker mødes og trives i det offentlige rum", forklarer hun.

På spørgsmålet, om man kan planlægge og bygge, så det gode liv sikres, siger Katinka Hauxner: "Jeg tror ikke på automatik. Jeg tror på mennesker, der skaber og gør noget. Og udformningen af vores fysiske omgivelser er så alvorlig en sag, at flere fagligheder end arkitekternes må blande sig - vi har brug for størst mulig omhu og kreativitet, når vi bygger og planlægger. Det kan vi få i en proces, der går på tværs af fag. Her skal vi arbejde med at nedbryde det kunstige skel, der ofte er mellem os konsulenter som analytikere og arkitekterne som de kreative. I virkeligheden er både arkitekterne og vi selv kreative og analytiske på én gang".

En fag-faglig generalist

Katinka Hauxner fortæller, at der gik lang tid, før hun rigtig blev klar over, hvad det var hun kunne i arkitektverdenen som generalist og djøfer. I dag er hun ikke i tvivl: "Jeg ved nu, at jeg kan noget særligt omkring analyse, projektledelse og projektstyring og at jeg evner at spille den viden, jeg har bygget op, ind i kreative processer. Samtidig er jeg ikke bange for for eksempel at skulle sætte mig ind i en udbudslov, eller hvad der nu er nødvendigt - og det tror jeg hænger sammen med min generalistuddannelse. På den anden side skal det siges, at jeg i løbet af mit arbejdsliv har udviklet mig fra at være en meget teoretisk generalist til at blive en praktiker, der ved noget 'fag-fagligt' om arkitektur og fysisk planlægning", fortæller hun.

Katinka Hauxner øser ikke bare ud af sin visdom til arkitekterne. Hun lærer også selv en masse: "Arkitekter er visionære og tør ryste posen og begynde forfra, hvis projektet ikke rigtig fungerer. Det kan man lære noget af som akademiker, der har hang til at holde fast og fokusere på målet".

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.