Renterne stiger i en usikker verden: En risiko og fordel for Danmark

Den legendariske amerikanske investor Warren Buffett sagde engang om de finansielle markeder, at ”først når tidevandet trækker ud, kan man se, hvem der har svømmet nøgne rundt”. Det lange fald i realrenten i den vestlige verden siden 1980'erne er i dag vendt, hvorfor det finansielle tidevand i dag er på vej ud.

Dette skifte hos globale obligationsinvestorer skyldes forskellige omstændigheder. Den internationale globalisering, som tog fart efter 1989, undermineres nu af magtfokuseret nulsumspolitik i både USA og Kina. Vanskeligt kvantificerbare globale klimarisici hober sig op, mens Donald Trumps stadig mere absurde embedsførelse udvander USA’s kendte rolle i international økonomi. Og mange lande – ikke mindst de store i G7 og Kina – er i dag under stigende demografisk pres, men har ingen hjemlige politiske løsninger på deres snart akutte gældsproblemer.

Verdensøkonomien er derfor blevet mere usikker, og det er ikke overraskende, at investorer kræver en højere risikopræmie.

Samtidig er Japan efter 30 år på vej ud af deflation og nul renter. Tidligere har japanerne ligget fast under alle andre landes renteniveauer, da mange finansielle transaktioner har været finansieret med billige japanske yen-lån. Det betyder, at Japans lange obligationsrenter i dag stiger hurtigt. Og i USA har den føderale regering nu en ny konkurrent på obligationsmarkedet i form af de store teknologivirksomheder, som låner hundreder af milliarder af dollars til AI-investeringer. Det betyder, at Uncle Sam er nødt til at tilbyde højere renter for at kunne finansiere de rekordstore statsunderskud.

Både Japan og USA’s renteudgifter har traditionelt været meget lave, men Japans samlede statsgæld er stadig over 200% af BNP, mens USA’s snart overhaler Italiens, så ganske små rentestigninger kan derfor hurtigt forværre de finanspolitiske udgiftsprognoser dramatisk.

Risikabelt dansk overskud

Med verdens største økonomier på vej i farezonen er det derfor forventeligt, at årvågne investorer leder efter det svageste led i kæden. I dagens Europa er det Frankrig med et stort statsunderskud, en høj gæld på nu næsten 120% af BNP, et insolvent pensionssystem, men ingen politisk vilje til at løse problemerne.

Stigende renter er naturligt nok primært et problem for lande med høj gæld, mens de omvendt betyder meget lidt for et land som Danmark med overskud på statsbudgettet og en statslig nettogæld på omkring nul. Der er således ingen umiddelbar risiko for, at den danske stat vil være nødt til at spare for at kunne finansiere sine renteudgifter. Det er netop i tider som disse, at Danmarks meget solide finanspolitik viser sin værdi.

Faktisk er Danmarks primære risici fra verdens stigende renter, at disse genererer nye kriser på vores eksportmarkeder, ligesom i hvert fald nogle af danskernes mange udenlandske investeringer via fx pensionsopsparinger kan miste værdi.

Nye kriser rundt om i verden illustrerer derfor, at det ikke er så økonomisk klogt at have et betalingsbalanceoverskud så absurd højt som det danske, da pengene kan gå tabt rundt om i verden. Dog er det også klart, at med fortsat lav inflation herhjemme på omkring 2% vil fx en fransk 10-årig statsobligation med en 5% rentetilskrivning pludselig være ganske attraktiv, såfremt man korrekt antager, at ECB altid vil kunne forhindre en fransk statsbankerot.

Farvel til fastkurspolitik?

Hvis det går rigtigt galt i USA, og blot en meget lille del af investorerne i det 270 trillioner store amerikanske statsobligationsmarked søger en ny safe haven i Danmark, kan vi igen få et makroøkonomisk problem med fastkurspolitikken. Den danske økonomi er stærk, hvorfor relativt mere safe haven-søgende dollarkapital kan forventes til Danmark end resten af eurozonen. Dette vil kunne tvinge Nationalbanken til igen at intervenere kraftigt i valutamarkederne eller sænke de danske renter for at holde kursen over for euroen.

I yderste fald vil en sådan krise kunne tvinge Danmark til at opgive fastkurspolitikken – som da Schweiz i 2015 valgte at opgive sin fastkurspolitik over for euroen. Eller i hvert fald kan Danmark blive nødt til at implementere en markant revaluering af den danske krone over for den fælles valuta.

En markant stærkere kronekurs over for euroen ville være et mere dramatisk chok for den danske økonomi end globale obligationskriser, men det ville også resultere i en række potentielle langsigtede økonomiske fordele.

For det første ville betalingsbalanceoverskuddet falde, mens importerede varer fra eurozonen ville blive markant billigere. Danske politikere, der bekymrer sig for danskens købekraft og prisen på grøntsager – ofte importeret fra Sydeuropa – ville derfor kunne slappe af og opgive effektivitetsundergravende populistiske tiltag som en differentieret moms.

Der er næppe heller nogen tvivl om, at mange danske pensionskasser ville lide endog meget store tab, hvis investeringer i euro pludselig blev mindre værd i danske kroner. Heldigvis ville de enkelte ramte pensionsopsparere – ikke mindst dem med store djøf-pensioner – kunne vælge at blive på arbejdsmarkedet noget længere for at genoprette deres forventede pensionsniveau i nu mere købekraftige danske kroner.

Globale obligationskriser kunne derfor, såfremt kronen tvinges op over for euroen, som andre strukturreformer være med til at øge Danmarks fremtidige arbejdsudbud.

Jacob Funk Kirkegaard er senior fellow ved tænketanken Bruegel i Bruxelles og tilknyttet Peterson Institute for International Economics i Washington. Han har en ph.d. i politisk økonomi og forsker bl.a. i europæisk økonomi og arbejdsmarkeder.