Kronik
16.11.2026
af
Johan Gøtzsche-Astrup & Kaspar Villadsen
PR-foto: CBS
Kandidatreformen skal rette op på, at universiteterne hævdes at være gledet for langt væk fra arbejdsmarkedet. Men noget af den mest markante kritik af reformen kommer fra erhvervslivet selv.
Et nyt optag af studerende er startet på de danske universiteter, som er i fuld gang med at gøre deres uddannelser mere ”erhvervsrettede”. Men der er noget besynderligt ved den omfattende kandidatreform, som forkorter 30% af universiteternes kandidatuddannelser.
Reformen skulle rette op på et universitet, der angiveligt havde fjernet sig fra arbejdsmarkedet. Universiteterne skulle igen levere det, samfundet havde brug for: erhvervsrettet arbejdskraft. Alligevel kom nogle af reformens mest markante kritikere ikke fra universiteterne, men fra økonomiske aktører: De Økonomiske Råd og en række erhvervsorganisationer såsom Dansk Industri, Dansk Erhverv og Green Power Denmark.
Hvordan kan en reform, der begrundes med hensynet til markedet, blive kritiseret af markedets egne repræsentanter? Svaret er, at kandidatreformen bygger på to uforenelige forestillinger om arbejde og uddannelse.
Den første forestilling har præget uddannelsespolitikken i årtier: uddannelse som investering. Studerende forstås som investorer i deres egen fremtid, og universitetets opgave er at øge værdien af deres arbejdskraft. Kompetencer og specialiseret viden er ”human kapital”, som forventes at give afkast i form af højere produktivitet og øget velstand for samfundet.
Denne tankegang gennemsyrer i dag den offentlige debat. Uddannelser sammenlignes efter, hvor hurtigt kandidaterne kommer i beskæftigelse, lønniveauer og BNP-bidrag.
Reformkommissionen advarede i 2022 mod, at for mange unge foretager ”fejl- eller overinvestering i uddannelse tidligt i livet,” idet de ender i jobs, som ikke lønmæssigt kompenserer den lange studietid.
Rockwool Fondens forskere har påpeget, at vores gratis uddannelser og skattesystemets udjævning af løn ansporer unge til at vælge uddannelser ud fra ”forbrugsværdi”, altså glæden ved at studere, frem for ”produktionsværdi” forstået som fremtidig indtjening. Resultatet er, at for mange unge vælger humaniora frem for erhvervsøkonomi, naturvidenskab og teknologi.
Ledige stillinger
Men kandidatreformen bygger samtidig på en anden – og langt ældre – forestilling om arbejde. Her er problemet ikke, at unge investerer forkert, men at de studerer for længe. Hver ekstra måned på universitetet er en måned, hvor samfundet berøves arbejdskraft.
Denne tanke ligner klassiske økonomers forståelse af arbejde, som hos bl.a. Karl Marx: X antal kroppe i X antal timer på produktionsapparatet = værdiskabelse. Dette gamle arbejdsbegreb dukker op igen i den politiske doktrin om, at samfundets velstand afgøres af antal hænder i arbejde.
Økonomiske aktører påpeger, at hvis uddannelse er en investering i human kapital, som de studerende selv foretager via deres studievalg, bør politikere være varsomme med at styre. Kandidatreformen antager imidlertid det modsatte: Regeringen og dens embedsapparat ved bedre end de studerende selv. Politikerne er begyndt at beslutte, hvor mange der skal læse videre, hvor længe de må studere, og hvilke uddannelser der er for lange.
Samtidig har politikere talt om et samfund, der er blevet for akademiseret. De har advaret mod de lærdes tyranni og mod ekspertvælde, og modsat har centrale socialdemokrater lovprist ”de kloge hænder” og almindelige danskere, som står op og smører en leverpostejs-madpakke hver morgen. Den politiske skepsis over for universiteterne berettiger at erstatte deres selvstyre med politisk planlægning.
Det er netop denne modsætning mellem frie valg og planøkonomisk tvang, som erhvervslivets organisationer fik øje på.
Dansk Industri kritiserede reformen for at reducere studiepladser på områder, hvor virksomhederne allerede manglede arbejdskraft. De Økonomiske Råd pegede på, at ingen reelt kunne beregne reformens produktivitetseffekter. Erhvervsorganisationerne accepterede, at universitetet skal bidrage til vækst og beskæftigelse. De mente blot ikke, at politikerne kunne vide, hvordan det bedst skete.
Universiteternes traditionelle forsvarere påpeger, at universiteter ikke blot uddanner arbejdskraft, men også samfundsborgere. At forskning og undervisning har en værdi, som ikke blot kan opgøres i BNP og beskæftigelsesprocenter.
Og hvis fremtidens økonomi afhænger af innovation og specialiserede kompetencer, kan kortere uddannelser vise sig at være en dårlig investering. Det ved de studerende godt.
Da studenterorganisationer, økonomer og erhvervsorganisationer opfordrede til at sætte reformen på pause, opstod en usædvanlig koalition. Aktører med forskellige syn på universitetets rolle fandt fælles fodslag i kritikken af en reform, som ingen af dem mente ville opfylde egne mål. Denne nye alliance opstod som respons på reformens egen inkonsistens. Læren er øjensynligt, at de mest effektive muligheder for kritik i dag netop opstår i de spændinger, som markedsgørelsen selv skaber.
Kandidatreformen viser, at kampen om universitetet ikke blot står mellem marked eller demokrati. Den står også mellem forskellige forestillinger om arbejde, viden og vækst. Og netop derfor er den endnu ikke afgjort.
Johan Gøtzsche-Astrup er adjunkt ved Aarhus Universitet. Kasper Villadsen er lektor ved Copenhagen Business School.