Mønsterbrud

”Jeg har ikke fået succes ved at fortrænge min fortid”

20.11.2026

af

Foto af Karina Darling

Foto: Liv M. Kastrup

Karina Darling er advokat med en baggrund langt fra den akademiske verden. I det miljø, hun kommer fra, sad hænderne løst. Man stod op for sine venner, og uddannelse var ikke noget, der talte. Vi glemmer social arv, når vi taler om diversitet og inklusion, siger hun.

Karina Darlings tidligste barndomsminde er lyden af en dør, der smækker, og hendes små fingre, der kommer i klemme.

Det, der fylder i erindringen, er ikke smerten, men alt det udenom. Der bliver råbt. De voksne er fulde. De slås. Hun ser det ikke, men hun ved det.

Hun kender lydene, fornemmelsen, stemningen. Lugten af alkohol, uro og den sitrende fornemmelse af, at hun skal være klar til noget. Opmærksom på noget, der måske sker om fem sekunder. Eller i morgen.

Kort sagt: et lille barn med nervesystemet på overarbejde. Et barn, som hurtigt lærte sig at mærke på et rum, når noget var ved at gå galt.

I dag er Karina Darling advokat med speciale i at håndtere tvister i bygge- og anlægsbranchen. Én, der kan noget med mennesker, også mennesker, som måske er meget vrede på hinanden. Netop headhuntet til nyt job som partner i Nielsen & Thomsen Advokater.

Engang troede hun, at alle mennesker levede som dem, hun voksede op med på Københavns vestegn. I sundhedsjournalen fra sin ungdom kan hun læse ord som ’belastningsreaktion’ og 'tilpasningsreaktion’.

Et kvikt hoved i en krop, der bar på for meget.

For voldsomt på skrift

Noget af det, der skete i hendes barndom og ungdom, husker hun tydeligt. Andet husker hun slet ikke.

Når man spørger hende, om hun kan beskrive en episode, hun husker, leverer hun krystalklare scener med drukgilder, vold, folk, der går omkuld, blod på væggen, skadestue, voksne, der ikke hjælper – og et ungt menneske, der bagefter prøver at samle stumperne op.

Men det bliver for voldsomt, når hun ser det på skrift. Vi sletter det igen. Det er en del af hende, men det definerer hende ikke længere.

”Jeg forstår, hvorfor samfundet dømte mig. Men jeg forstår også den unge kvinde, jeg var dengang.”

Karina Darling

Karina Darling møder ikke mange i sin professionelle verden med en baggrund som hendes, fastslår hun.

”Men vi findes, og alligevel har jeg altid følt mig alene, undtagen dér hvor man ikke er i tvivl om, at folk er fra et hårdt miljø,” siger hun.

”Det miljø, jeg kommer fra, ønsker jeg ikke for nogen. Til gengæld ved jeg i dag, hvad jeg har med mig. Jeg kan noget som advokat, leder og kollega, som ikke kan læres på et universitet og ikke kan ses på et cv.”

Hun fik en evne til at læse mennesker, som hun hverken kan slukke eller tænde, siger hun. Den er der bare.

”Som barn skulle jeg navigere i stemninger, som måske endte i kaos og konflikt. I dag bruger jeg præcis dén evne i mit arbejde.”

Dømt for vold som 18-årig

Da hun var 16, skaffede kommunen hende en lejlighed.

”Jeg var stadig et barn. Hvor er det egentlig mærkeligt, at man som 16-årig står alene med sine egne regninger og sit eget liv. Jeg var ikke fantastisk god til at holde en fornuftig økonomi, for dét at feste var også sjovt. 80 kr. lagt på Skovpubben gav fri bar hele natten, og pastaskruer med ketchup er jo også mad.”

Loyalitet var den vigtigste valuta i det ungdomsmiljø, hun var i. Ikke penge, ikke status. Slet ikke uddannelse.

”Man stillede op for mennesker. Tog skraldet, beskyttede dem. Det var reglerne. Jeg var loyal, længe før jeg kendte ordet. Som ung stræbte jeg efter den samme respekt, som folk havde for min far.”

I folkeskolen kaldte lærerne hende klassens dronning.

”Ikke fordi de syntes, jeg var en pæn pige. Tværtimod. De mente, jeg styrede pigerne i klassen. Det gjorde jeg også. Jeg var beskyttende, populær og voldsom.”

Som 18-årig fik hun en dom for vold. Hun sprang til for at hjælpe en veninde ud af en situation med øretæver i luften. I Karinas bog var det selvforsvar, de andre slog først. Men den købte dommeren ikke. Hun fik 220 timers samfundstjeneste og tilsyn fra Kriminalforsorgen, som det hed dengang.

Hun er ikke stolt over den dom i dag, men hun skammer sig heller ikke over den. For hun ser det ikke som en historie om vold, men som en historie om to forskellige verdener: samfundets regler, som eksisterede et sted derude, og miljøets regler, som gjaldt i hverdagen.

”Jeg forstår, hvorfor samfundet dømte mig. Men jeg forstår også den unge kvinde, jeg var dengang.”

I et miljø, hvor man står op for sine venner. Hvor det er helt normalt, at nære venner ender med at blive slået ihjel, dø af en overdosis, køre galt, komme i fængsel eller gå til grunde i egen smerte.

”Derfor har jeg så svært ved at dømme mennesker entydigt. Mennesker er sjældent så simple.”

Karina Darling er 41 år og opvokset i Ballerup vest for København. Cand.jur. fra KU 2015. Mor til to sønner på 19 og ni år.

1. august i år blev hun partner i Nielsen & Thomsen Advokater. Hun har tidligere Byggeri København, Hallgren Advokater, Stage Advokater, i DSB’s entrepriseafdeling og hos advokatfirmaet Molt Wengel.

Foto: Liv M. Kastrup

De smukke, unge mennesker

Hun startede to gange i gymnasiet og to gange på jurastudiet. Den sidste gang som 25-årig.

Første gang på jurastudiet stoppede hun hurtigt igen, fordi hun var blevet gravid. Hun var 21.

Hun har altid haft nemt ved at lære. Heldigvis, for det reddede hendes skolegang på trods af alle bumpene.

Hun vidste, at hendes gode hoved skulle bruges. Så hun hev sig selv op ved håret og begyndte på jura igen.

”Allerede som barn ville jeg være jurist, selv om jeg ikke fortalte det til nogen. Jeg skulle redde de kriminelle, fordi jeg forstod, hvad de kom fra.”

Hun glemmer aldrig, da hun første gang trådte ind i auditoriet på Jura.

”Der sidder de her smukke, unge mennesker. Her handlede det ikke om loyalitet, styrke og frygtløshed, men om karakterer, netværk, forældre, studiejobs.”

Hun husker tydeligt følelsen af ikke at høre til.

”Ingen ville være i læsegruppe med mig.”

Men på et tidspunkt fandt de ud af, at hun faktisk fik gode karakterer. Så ville de pludselig godt være i gruppe med hende.

”Men i min verden var det for sent. Det er det med loyaliteten igen. Der gives kun én chance,” forklarer hun.

”Det var første gang, jeg oplevede, at mennesker kunne sortere hinanden efter nogle helt andre kriterier end dem, jeg kendte til. Måske var det også dér, at jeg begyndte at forstå, at jeg ikke hørte til ét bestemt sted. Jeg forstod dem, men jeg blev aldrig en del af dem.”

”Social diversitet er ikke vigtigere end andre former for diversitet, men den bliver overset i det akademiske miljø. Måske fordi den er sværere at få øje på.”

Karina Darling

Mennesker – ikke kun jura

Hun fandt sin niche i bygge- og anlægsbranchen. Entrepriseret, udbud, voldgift og forlig mellem bygherrer, entreprenører, håndværkere og beboere.

”Jeg har set mennesker med ingenting dele deres sidste krone. Og jeg har set mennesker med alt nægte at dele noget som helst. Derfor har jeg lige så stor respekt for viceværten som for direktøren. Titler imponerer mig ikke.”

Måske var det derfor, hun endte i byggebranchen, siger hun.

”Der kan jeg være den, jeg er. Tale som den, jeg er. Jeg har aldrig været den største paragrafrytter i lokalet, men jeg har tit været hende, der bedst så og forstod menneskene og derfor kunne finde løsningen.”

Fx da hun for nylig var med til at sætte punktum i en byggesag til over en milliard.

”Juraen var nødvendig. Men dét, der flyttede sagen, var at forstå menneskene i sagen og relationen mellem dem. Nu træder jeg formentlig nogle over tæerne. Men nogle gange siger jeg til de stridende parter, at de hellere skal tale sammen end hive dyre advokater ind. Mennesker løser konflikter. Jura er kun et værktøj.”

ANNONCE

”Det er jeg fandeme stolt af”

Fordi hun kommer fra det miljø, hun gør, er hun også meget loyal. Også professionelt.

”Jeg vil give alt, hvad jeg har i mig, til min arbejdsgiver.”

Hun har haft svært ved at acceptere kolleger, som ikke vil det.

”Det er fx noget af det, jeg har brændt mig på nogle gange. Jeg er ikke god til facade. Jeg er ikke for alle. Jeg er for direkte. For ærlig. For meget,” siger hun og smiler.

Det gør ondt i hende, når hun har skiftet job og måttet forlade mennesker. Nu har hun så fået den eftertragtede rolle som partner i et advokatfirma.

”Det er ikke titlen, som betyder så meget. Det er, at andre ser så meget værdi i mig, at de ønsker at lave forretning sammen med mig. Det er jeg fandeme stolt af.”

Smertepunkterne fra din opvækst. Er du hård ved dig selv?

”Ja. Meget. Jeg synes altid, jeg kan gøre det bedre. Gøre lidt mere, og det kan man jo også.”

Men det føles ikke som en belastning, siger hun.

”Det er en del af dén, jeg er.”

”Mine forældre gjorde deres bedste med det, de selv kom fra. De gav også mere, end hvad der måske står tilbage her.”

Karina Darling

Karina Darling understreger, at hun ikke har brugt sit liv på at passe ind.

”Det er en misforståelse at tro det. Jeg har brugt mit liv på at navigere mellem forskellige verdener.”

Det har taget hende mange år at acceptere, at hun ikke hører til i én bestemt verden, men ingen steder og dermed alle steder.

”I dag ser jeg det som en af mine største styrker. Jeg er del af systemet, men jeg forstår på egen krop alle dem udenfor,” siger hun.

”Måske er paradokset den bedste beskrivelse af mig. Hård og blød. Følsom og frygtløs.”

Social arv skal også inkluderes

Vi glemmer social arv, når vi taler om diversitet og inklusion på universiteter og på de højtuddannedes arbejdspladser, mener hun. Det stopper ved køn, etnicitet, seksualitet, alder og MeToo.

Det er en af grundene til, at Karina Darling fortæller sin historie.

”Social diversitet er ikke vigtigere end andre former for diversitet, men den bliver overset i det akademiske miljø. Måske fordi den er sværere at få øje på og måske også at sige højt for dem, som bærer på det. Hver af os med en baggrund som min har kæmpet en tavs kamp.”

Hver af dem med deres egen historie.

”Mine forældre gjorde deres bedste med det, de selv kom fra. De gav også mere, end hvad der måske står tilbage her.”

Men hvis der er én ting, som hun håber, læserne tager med fra hendes historie, er det dette:

”Jeg har ikke fået succes som advokat ved at fortrænge min fortid. Jeg har fået det, fordi jeg lærte at bruge dét, den har lært mig.”

Djøfbladet har kontaktet Karina Darlings forældre, som bekræfter, at hun har været ude for hårde ting i sin barndom. Hun har altid gået sine egne veje, og det har de prøvet at støtte op om, siger de om hende og understreger, at det er fantastisk, at hun er blevet jurist og advokat.
Foto: Liv M. Kastrup

Mønsterbrydere er vigtige

Tal fra et studie om uddannelsesmæssig ulighed fra VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, viser, at statskundskab på Københavns Universitet er det mest socialt ulige universitetsstudium i landet. Her har akademikerbørn 23 gange så stor chance som børn af faglærte eller ufaglærte for at opnå en kandidatgrad.

På Karina Darlings studie – jurastudiet på KU – har akademikerbørn ’kun’ 7,2 gange så stor chance som børn af faglærte og ufaglærte for en kandidatgrad.

Værdifuld erfaring

Jens-Peter Thomsen er professor på VIVE og medforfatter til ovenstående undersøgelse.

”Vi ser tit, at mønsterbrydere bringer deres erfaringer med ind i den uddannelse og det job, de får,” siger han.

Det kan fx være nogle værdier om at arbejde hårdt eller fokusere på en uddannelse, som man kan ’bruge til noget’, som det hedder. Eller de trækker på såkaldte kontrasterfaringer fra deres opvækst, som får dem til at ønske at uddanne sig ud af ensformigt eller nedslidende arbejde eller bryde med dysfunktionelle mønstre, forklarer han.

Kommentarer