Undersøgelse
4.11.2026
af
Morten Bjerregaard
Illustration: Sidsel Sørensen
Andelen af akademikere, der frygter at blive gjort overflødige af AI, er tredoblet, viser tal fra Djøf. Men AI er samtidig årsag til stigende arbejdsglæde.
Lad os begynde med det positive: Flere og flere medarbejdere ser AI som et arbejdsredskab, der kan lette byrden med rutineprægede opgaver og frigøre mere tid til interessante opgaver.
Det er en af grundene til, at 69% af de ansatte, der anvender AI på arbejdet, vurderer, at AI forbedrer deres jobtrivsel.
Ydermere svarer knap 6 ud af 10 af de ansatte, at AI har en positiv betydning for deres arbejdsliv.
Tallene fremgår af en Djøf-analyse, som samler resultater fra spørgeskemaundersøgelser om holdningen til AI hos tre Djøf-medlemsgrupper: medarbejdere uden personaleansvar, studerende og ledere.
En af de negative konklusioner er, at markant flere medarbejdere frygter at miste jobbet pga. AI.
Det gælder for 18%, mens andelen blot var 6% i 2024.
Helene Friis Ratner, der er professor på DTU’s Institut for teknologi, ledelse og økonomi, ser det som en interessant dobbelthed, at medarbejderne medgiver, at AI både har en positiv effekt på deres arbejde og skaber frygt på en og samme tid.
Det kommer dog ikke bag på hende.
”På den ene side kan man mærke, at éns arbejdsgange ændrer sig, og at AI måske fritager én for rutineprægede opgaver og frigør tid til andre ting. Men samtidig stiger usikkerheden for, hvad AI kommer til at betyde for éns job og arbejdsliv på længere sigt. Det er en bekymring, vi skal tage alvorligt,” siger Helene Friis Ratner.
Stine Bjerre Herdel, der er ledelsespolitisk rådgiver i Djøf, mener også, at man skal tage frygten alvorligt. Men hun tolker ikke resultaterne som udtryk for modvilje mod AI-teknologien.
”Undersøgelsen viser tværtimod en stor interesse. Men når retningen er uklar, og der hele tiden udkommer dramatiske historier om AI, er det naturligt at tænke over, hvad det kommer til at betyde for éns arbejdsliv. Her har ledelsen en stor opgave i at skabe ro og anerkende den usikkerhed, der måtte være.”
Ledige stillinger
Ser vi på svarene fra studerende, går ordet ’frygt’ igen. Frygten for, at udbredelsen af AI gør det sværere at lande det første job efter studiet.
I 2024 svarede 45% af de kandidatstuderende, at de var bekymrede for, at det ville blive svært at få deres første fuldtidsjob. I 2026 gælder det for 60%.
De studerende nævner især, at de er nervøse for, at AI overtager opgaver, som nyuddannede typisk løser i deres første jobs, og at de dermed bliver overflødige.
Og måske er den bekymring ikke helt uden grund.
For blandt 45 medlemmer af Djøfs lederpanel vurderer et flertal, at der i løbet af de næste to år vil ske en stigning i større afskedigelsesrunder i danske virksomheder og organisationer.
Her fremhæver lederpanelet AI som en væsentlig forklaring.
Stine Bjerre Herdel er enig i, at meget tyder på, at der bliver færre rutineprægede opgaver. Det betyder dog ikke, at unge står uden jobmuligheder. For med AI-udviklingen vil der opstå nye typer stillinger og funktioner.
”Jeg vil ikke være så bange for, at der slet ikke er nogen jobs derude. Men jobbene ændrer karakter.”
Ifølge Stine Bjerre Herdel kræver det, at man under uddannelsen lærer at bruge AI kritisk, og at man får lært at arbejde med teknologien uden at skippe den faglige fordybelse.
”Man skal lære, hvornår AI hjælper, hvornår den vildleder, og hvornår menneskelig vurdering er afgørende. Det er den kombination, der kan gøre studerende mere robuste i et arbejdsmarked i forandring,” siger hun.
AI-teknologier har allerede ændret den måde, mange arbejder på, siger Helene Friis Ratner fra DTU.
Det kan være med til at gøre frygten mere konkret. Men professoren advarer mod at sætte lighedstegn mellem opgaver, der kan påvirkes af AI, og job, der faktisk forsvinder.
”Vi skal passe på med at konkludere, at AI bare kommer til at tage en masse jobs. At en arbejdsopgave ændrer sig med AI, er ikke det samme som, at hele jobbet kan automatiseres,” siger hun.
Det er især i vidensarbejde, at AI bruges til at søge information, opsummere store mængder tekst og lave udkast til analyser. Det kan spare tid, men det kan også gøre, at man ikke kommer ordentligt ind i materialet.
”Arbejdet med selv at læse, sortere og vurdere information giver en dyb forståelse, som ikke nødvendigvis fremgår af det færdige produkt, men som er vigtig for fagligheden. Når vi lader AI udføre mere af det forberedende arbejde, er der risiko for, at vores relation til stoffet bliver mere overfladisk.”
Ifølge Helene Friis Ratner er der ikke noget at sige til, hvis man bliver opslugt af dramatiske overskrifter og dommedagsscenarier om AI’s udvikling.
Men i stedet for at lade de bange anelser styre bør man se nøgternt og konkret på sine egne opgaver: Hvad er faktisk ved at ændre sig? Hvad kan AI støtte? Og hvordan kommer éns faglighed, dømmekraft og kritiske sans i spil?
”Når man kigger på sine egne opgaver på den måde, gør man først og fremmest frygten konkret og dermed også håndterbar,” siger Helene Friis Ratner.
Det bør dog ikke være den enkelte medarbejders ansvar at bedømme AI’s konsekvenser og ud fra det opkvalificere sig selv.
Det bør foregå i samarbejde med ledelsen i en drøftelse om, hvad teknologien skal bruges til, hvad god kvalitet er, og hvordan arbejdet fremadrettet skal indrettes med blik for de nye muligheder, som AI giver.
”Jo mere konkret man taler om arbejdsopgaver, faglighed og kvalitet, desto klogere kan man blive på, hvor AI giver mening, og hvor teknologien ikke gør. Den åbenhed kan samtidig være med til at gøre bekymringen konkret og håndterbar,” lyder det fra Helene Friis Ratner.
Analysen bygger på data fra tre særskilte spørgeskemaundersøgelser gennemført blandt Djøf-medlemmer i 2026.
AI-undersøgelse blandt ansatte
Foretaget blandt de Djøf-medlemmer, der er ansat som medarbejdere uden chefansvar. 1.596 medlemmer har svaret på undersøgelsen, der har en svarprocent på 11.
Dataindsamlingen skete i maj 2026.
Studielivsundersøgelse
Foretaget blandt medlemmerne af Djøf Studerende. 2.407 gennemførte undersøgelsen helt eller delvist, hvilket giver en svarprocent på 11.
Dataindsamlingen skete i april-maj 2026.
Lederpanelundersøgelse
Undersøgelsen bygger på svar fra 45 ud af de i alt 67 medlemmer af Djøfs lederpanel, svarende til en svarprocent på 68.
Dataindsamlingen skete i maj 2026.