Studerende stiller uopnåelige krav til sig selv

Maja Høgdal Dudzinski er på dametoilettet, da hun mærker et prik på skulderen. Hun har lige talt ved et studiestartsarrangement på Copenhagen Business School (CBS), og nu står en gruppe nye studerende samlet om hende.

De takker for hendes oplæg om de høje forventninger og den usikkerhed, man kan have som studerende, og siger, at det var en lettelse at høre nogen sætte ord på de tanker, de selv har båret rundt på i stilhed.

De kunne genkende sig selv i det, Maja fortalte om at ville kunne det hele: nå alt i pensum, få topkarakterer, finde et relevant studiejob, få gode venner på studiet med det samme. Mødet på toilettet blev for Maja Høgdal Dudzinski en bekræftelse på, at det kan gøre en reel forskel at tale højt om den usikkerhed, der ellers let kan blive glemt bag studielivets idealer:

"At jeg kan have skubbet de nye elever i en anden retning og fjernet glansbilledet om, at man bare skal kunne det hele på én gang – det syntes jeg var megafedt og betød faktisk ret meget for mig," fortæller Maja Høgdal Dudzinski til Djøfbladet.

Samtidig havde et valgfag om stress, skam og ledelse sået et frø af nysgerrighed hos Maja Høgdal Dudzinski.

For hvad er det egentlig, der ligger bag det pres, som Maja Høgdal Dudzinski selv havde følt? Det pres, som de studerende på toilettet også kendte til, og som talrige undersøgelser peger på, at flere og flere studerende oplever.

Det spørgsmål besluttede hun sammen sin medstuderende Nanna Faaborg at undersøge nærmere i deres speciale.

Alternativ metode

Maja Høgdal Dudzinski og Nanna Faaborg skrev specialet i foråret 2026, da de læste cand.merc.(psyk.) på CBS. Her dykkede de ned i de studerendes trivsel og præstationskulturen på bacheloruddannelsen i erhvervsøkonomi (HA) på CBS, og undersøgte de studerendes forestillinger om, hvad det vil sige at være en ”god studerende”.

Maja Høgdal Dudzinski og Nanna Faaborg kunne se, at tidligere forskning på området primært havde haft et kvantitativt fokus. Men ifølge dem går der noget vigtigt tabt, hvis man kun ser på trivsel på den måde.

"Vi får jo ikke så meget ud af bare at konstatere, at studerende mistrives. Vi bliver også nødt til at dykke ned i, hvad der ligger bag denne mistrivsel," understreger Maja Høgdal Dudzinski.

I stedet foretog de 13 semistrukturerede interviews med studerende på HA for at få et mere nuanceret indblik i, hvad der ligger bag de studerendes oplevelse af studielivets krav og forventninger.

Idealernes holdeplads

Interviewene viste et tydeligt mønster. På den baggrund identificerer specialet tre idealer om "den gode studerende", som Maja Høgdal Dudzinski understreger skal forstås i citationstegn:

For det første får "den gode studerende" høje karakterer og præsterer godt. For det andet er "den gode studerende" ambitiøs, velforberedt og engageret. Og for det tredje fremstår "den gode studerende" rigtig i andres øjne.

Hvor højt barren kan ligge, blev tydeligt i flere af specialets interviews. Maja Høgdal Dudzinski fremhæver selv et eksempel:

"En af de studerende fortalte, at han havde fået 10, hvorefter han blev spurgt af en medstuderende, hvad han troede, han havde gjort galt, siden han ikke fik 12? 10 er jo en superflot karakter, men fokus blev alligevel på, hvorfor det ikke var et 12-tal," fortæller Maja Høgdal Dudzinski.

Det tredje ideal om at fremstå rigtig i andres øjne beskriver Maja Høgdal Dudzinski også som "enormt centralt" på tværs af de studerende:

"Flere studerende tænkte meget over, hvis de rakte hånden op i undervisningen og hvad kunne det betyde, hvis de sagde noget forkert? Følelsen af, at det kunne betyde rigtig meget, blev så stor, at det faktisk afholdt mange fra at sige noget," forklarer hun.

Ressource og belastning

Men er der noget galt i at have idealer at stræbe efter?

Pernille Steen Pedersen er adjunkt ved CBS og forsker i stress og skam. Hun har vejledt specialet, og ifølge hende er det ikke idealerne i sig selv, der er roden til problemet:

"Disse idealer er både en ressource og en belastning. Det er derfor, at CBS-konteksten i dette speciale er så interessant. At selvsamme idealer, der er nødvendige for at komme ind på uddannelsen, også bliver dem, der knækker dem," lyder det fra Pernille Steen Pedersen.

Og mere problematisk bliver det, når idealerne går fra noget, man stræber efter, til noget, man forventer at kunne leve op til, fortæller hun:

"Da jeg var ung, oplevede jeg, at vi i højere grad var klar over, at idealer var nogle, vi ikke kunne nå. Så det nye er ikke idealerne. Det nye er, at unge har et krav og en forventning om, at de kan leve op til dem".

Målestokken er for høj

Disse krav og forventninger kobler Pernille Steen Pedersen bl.a. til sociale medier, hvor man kan fremstille sig selv som én, der legende let lever op til disse idealer og balancerer studielivet, studiejob og et velfungerende socialt liv.

Det kan ifølge hende rykke på forestillingen om, hvad man selv bør kunne præstere:

"For nogle studerende bliver målestokken for, hvordan de føler, de bør være, simpelthen for høj," mener Pernille Steen Pedersen.

De spændinger, som de høje idealer kan skabe for de studerende, udspringer ikke kun af deres egne forventninger og studiets krav. De studerende bruger også løbende idealerne, når de sammenligner sig med deres medstuderende.

"Her kan idealerne blive problematiske, da de kan skabe usikkerhed og give anledning til skam hos de studerende," fortæller Maja Høgdal Dudzinski.

Når studerende oplever, at de ikke kan leve op til idealet om "den gode studerende", bliver blikket ifølge Pernille Steen Pedersen hurtigt vendt indad:

"Skamfølelsen kan opstå, når man oplever ikke at kunne leve op til et ideal, og det bliver til en følelse af, at man selv er utilstrækkelig. Man begynder at lede efter en årsag til, at man ikke kan lede op til det her ideal – og hvad peger årsagen så på? Den peger direkte på én selv," forklarer hun.

På den måde kan forventninger og idealer, man som udgangspunkt kunne tænke kom udefra, blive til et indre pres hos den enkelte studerende.

Og netop, hvor stort det indre pres var hos de studerende, kom bag på Nanna Faaborg og Maja Høgdal Dudzinski:

"Vi blev ret overraskede over, hvor meget de studerende selv havde taget de her idealer på sig. Vi så meget, at det er den studerende selv, der tænker: 'Jeg skal have 12 – det er, sådan det er,'" fortæller Maja Høgdal Dudzinski.

Mestringsstrategier

En anden opdagelse, der kom bag på Nanna Faaborg og Maja Høgdal Dudzinski, var, hvordan de studerende mestrer – eller rettere: forsøger at mestre – disse idealer.

"Vi så, at selv de mestringstrategier, man typisk ville se som 'gode', også kan gå hen og blive en del af problemet," fortæller Maja Høgdal Dudzinski.

Eksempelvis fortalte en af interviewpersonerne, der oplevede en mild grad af stress, hvordan vedkommende forsøgte at håndtere dette ved at skabe mere struktur og planlægning omkring studiet.  

Det kan umiddelbart lyde som en ganske ufarlig strategi, men den kan tippe over og få den modsatte effekt:

"Hvis planlægningen bliver for ekstrem, bliver den en kilde til yderligere pres," understreger Maja Høgdal Dudzinski.

Det samme gælder, når de studerende spejler sig selv i deres medstuderende. Om det er en god strategi til at håndtere det oplevede pres, afhænger nemlig af, hvordan og hvad man bruger hinanden til, mener Maja Høgdal Dudzinski:

“Vi så i flere tilfælde, at de studerende brugte hinanden på måder, der bidrog til yderligere pres. Et tydeligt eksempel er karakterer. Når det er karakteren i sig selv, der bliver central, bliver samtalen ikke kun en måde at dele erfaringer på. Hvis andres præstationer bliver en målestok for, om vi selv gør det godt nok, kan spejlingen være med til at fastholde presset.”

Og her møder vi en af de dobbeltheder, som Nanna Faaborg og Maja Høgdal Dudzinski fandt i analysen af de studerendes mestringsstrategier:

Dialogkort

Men hvis de strategier, de studerende bruger til at håndtere presset faktisk risikerer at blive en del af problemet, hvad kan man så gøre?

Det spørgsmål har Maja Høgdal Dudzinski og Nanna Faaborg også forsøgt at besvare i deres speciale. På baggrund af deres fund udviklede de et konkret forslag, som skal gøre det lettere for de studerende at tale om de idealer, forventninger og bekymringer, der kan knytte sig til studielivet.

Løsningen blev en række dialogkort, som gennem et årshjul skal bruges løbende gennem uddannelsen.

Tanken er at skabe rum på uddannelserne for den slags samtaler, som Maja Høgdal Dudzinski selv oplevede betydningen af på toilettet efter oplægget til studiestartsarrangementet:

"Det er vigtigt, at de studerende får blik for, at andre studerende også kan sidde med de samme udfordringer som dem selv. Her kan dialogkortene starte samtalen og bidrage til at gøre deres udfordringer mindre individuelle og skamfulde," mener Maja Høgdal Dudzinski.

Idealerne med ind på arbejdsmarkedet

Men er det kun på studiet, det kan få konsekvenser, hvis denne snak ikke bliver åbnet? Hvad sker der, hvis nyuddannede dimittender bærer disse idealer med sig ind på arbejdsmarkedet?

Netop den overgang har også optaget Nanna Faaborg og Maja Høgdal Dudzinski, da de skrev specialet:

"Hvis man igennem sit universitetsliv hele tiden lærer, at man skal blive dygtigere, mere effektiv, engageret eller fremstå succesfuld, kan man jo godt have en forestilling om, at den logik også kan følge med de nyuddannede ud på arbejdsmarkedet," fortæller Maja Høgdal Dudzinski.

"Kommer man ind på arbejdsmarkedet med denne stærke præstationsorientering, kan det blive svært at vide, hvornår har man løst sin opgave godt nok," siger hun.

Spørger man Pernille Steen Pedersen, ser hun netop det at turde være det, hun kalder "ufærdig", som en kompetence, der kan få afgørende betydning på fremtidens arbejdsmarked. For i takt med at kunstig intelligens kan producere lynhurtige svar, bliver det afgørende, at vi ikke mister modet til også at søge hinanden:

"At man tør være den, der går forrest, stiller de dumme spørgsmål, viser usikkerhed og rækker ud efter hjælp fra andre. Det er vigtigt," understreger Pernille Steen Pedersen.