Rollen som spindoktor har forandret sig markant

Der findes en ikonisk og næsten mytisk figur i dansk politik: spindoktoren.

En af de første af slagsen, Peter Mogensen blev kaldt for “mørkets fyrste”, som han har fortalt Djøfbladet. En anden har sammenlignet sig selv med Robocop-panser, der beskytter ministeren mod omverdenens angreb.

Men de farverige billeder af ministrenes særlige rådgivere som hårde mediehunde, der har til opgave at manipulere med medierne og sleske for vælgerne, matcher ikke virkeligheden. I hvert fald ikke længere.

Forskeren Harald Brønd har kortlagt den fulde karrierehistorik for de 178 særlige rådgivere, som blev udpeget til at hjælpe danske ministre i perioden 2001-2024.

“Mange har et billede af spindoktoren som den type, der blev portrætteret i ’Borgen’. Men rollen har ændret sig markant de seneste år. Det er nogle helt andre typer, der er særlige rådgivere i dag,” forklarer han.

Som ph.d.-studerende ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet undersøger Harald Brønd de såkaldte politik-professionelle: en voksende gruppe af mennesker, der har politik som levevej. De får løn for at påvirke politiske beslutninger på den ene eller anden måde uden selv at være folkevalgte.

Og der indtager de særlige rådgivere en speciel position i det danske embedsværk, pointerer Harald Brønd.

Djøfbladet har talt med ham om hans forskning i et helt særligt job, der både er omdiskuteret, respekteret og under forandring.

Ministerens rustning

Harald, hvad er en særlig rådgiver egentlig i dag? Mange kender figuren og ordet - spindoktoren! - men det er også en jobtitel, der er omgærdet af mystik.

"De særlige rådgivere har varierende opgaver, og ministrene bruger dem også forskelligt. Nogle har mest til opgave at varetage forbindelsen til eksterne aktører, andre er mere involveret i den direkte politiske sparring. Men man kan grundlæggende sige, at deres primære opgave er ministerens overlevelse.

Christopher Arzrouni, der var særlig rådgiver for Kristian Jensen, har sammenlignet sig selv med Robocop og sagt, at rådgiveren er ministerens ‘rustning, som gør bæreren hurtigere og stærkere.’

På den måde er det en unik rolle i embedsværket, både fordi den er relativt ny, og fordi den udgør et brud med den måde, politisk neutralitet ellers bliver håndteret på i ministerierne. I Danmark har vi ministre, der er udpeget af statsministeren til at sidde i regeringen, og under dem har du et permanent, uafhængigt embedsværk. Men med de særlige rådgivere kommer så en gruppe af politisk udvalgte embedsfolk, som vi ellers ikke ser herhjemme. Og som har til opgave at hjælpe ministeren med nogle af de ting, som embedsværket ikke kan levere."

Du taler om den særlige rådgiver som noget relativt nyt i Danmark?

"Andre lande har en længere tradition for det. I Danmark blev de først introduceret i slutningen af 90’erne under Nyrup Rasmussen, og da Anders Fogh træder til som statsminister, er det første gang, en regering ansætter særlige rådgivere fra starten af tiltrædelsesperioden.

Opfindelsen af den særlige rådgiver blev udløst af en række historier i medierne, der satte spørgsmålstegn ved konkrete embedsmænds neutralitet. Om de nu var sande embedsfolk eller i virkeligheden partisoldater? I den forbindelse udtrykte flere ministre et behov for at få hjælp til at håndtere et stigende mediepres fra journalister, der var begyndt at rapportere døgnet rundt. På det tidspunkt fandtes der ikke store pressekontorer i ministerierne og derfor ikke nogen til at håndtere de stigende henvendelser, og det er i det lys, rollen bliver skabt," siger Harald Brønd, der har bladret de telefonbøger igennem, som ministerierne engang udgav med lister over samtlige embedsmænds titler og kontaktoplysninger.

“I de første 10 år er de særlige rådgivere i høj grad netop folk, der enten bliver hentet ind fra medierne eller er loyale partifolk. Men op gennem 2010’erne sker der et skifte, hvor flere og flere ministre henter deres rådgivere fra interesseorganisationer, private virksomheder, lobbyfirmaer og tænketanke.”

Og hvad kendetegner så de nye særlige rådgivere?

“Det er i høj grad akademikere, der er uddannet i samfundsvidenskab og statskundskab. Og som tidligere i karrieren har beskæftiget sig med politisk interessevaretagelse i fagforeninger, erhvervsorganisationer, ngo’er og lobbyfirmaer. Det handler egentlig ikke så meget om deres uddannelse, men primært om, hvor de har arbejdet tidligere.”

Øget kompleksitet

Hvad er det for et behov, de nye særlige rådgivere kan løse for ministrene?

"Journalisterne ryger ud, fordi opgaven med pressehåndtering i stigende grad bliver løst af embedsværket. Omkring årtusindskiftet havde man ganske få pressefolk i ministerierne. I dag har de store presseafdelinger og adskillige taleskrivere.

Samtidig sker der det, at der kommer flere aktører, der forsøger at påvirke den politiske udvikling. Lobbyfirmaerne bliver skabt – sjovt nok grundlagt af de første særlige rådgivere – mens de store private virksomheder begynder at have egne lobbyafdelinger, og interesseorganisationerne også skruer op for indsatsen.

Så kompleksiteten af det felt, ministeren skal navigere i, stiger simpelthen. Der er flere sager og organisationer at forholde sig til for en minister. Og det er det, de har brug for hjælp til at håndtere.

Udbuddet betyder også noget. Fordi markedet for politikprofessionelle vokser, er det også nemmere at rekruttere dem."

Har den nye type rådgiver nogen betydning for resten af embedsværkets ministerbetjening?

"Det er svært at sige noget om, fordi der kun er lavet en smule forskning på området. Der er dog et interessant studie, der sammenligner Danmark og Sverige.

I Sverige har de en politisk udpeget statssekretær og et større lag af politisk udpegede embedsfolk. Der følger altså instruktionsbeføjelser med i rollen. I Danmark har den særlige rådgiver derimod ingen ledelsesret.

Det sjove er, at der i Sverige er stærkere følelse af politisering af embedsværk end herhjemme. Måske fordi den særlige rådgiver fungerer som en slags ventil. De kan hjælpe ministeren med politiske opgaver og har selvfølgelig stor indflydelse på den linje, der bliver lagt i departementet. Men samtidig har de ingen formel magt over det egentlige embedsværk.”

Politik pakket som et produkt

Ved vi noget om, hvad de mere samfundsvidenskabeligt uddannede rådgivere så gør ved den politik, der bliver ført af ministrene?

"Igen er det svært at vide præcist, fordi rollen naturligt indebærer en høj grad af fortrolig rådgivning og direkte samtaler med ministeren.

Der er dog et studie, der påviser en sammenhæng mellem antallet af politiske rådgivere og graden af velfærdsreformer, der er designet til at ramme specifikke grupper i samfundet.

Det tyder på, at når der kommer flere særlige rådgivere, vil politikken oftere blive designet til at ramme specifikke befolkningsgrupper. Politik bliver pakket som et produkt fra start til slut. Det skal ikke bare løse et samfundsproblem – det skal også laves på en måde, der er nem at kommunikere.

Arne-pensionen er et godt eksempel på et lovforslag, hvor alt bliver bygget op om en konkret case, og lovgivningen bliver designet til at give specifikke rettigheder til en bestemt gruppe.

Men det er værd at nævne, at Danmark er et af de lande i vesten med færrest særlige rådgivere pr. minister.”

Du siger selv, at de særlige rådgivere deler skæbnefællesskab med ministeren. Når ministeren ryger, gør rådgiveren det også. Hvad sker der med dem efterfølgende?

"Mange af de politiske rådgivere tager bagefter ud i det politiske erhvervsliv og lobbyfirmaerne. Så rollen fungerer også som et springbræt til meget vellønnede stillinger i det private erhvervsliv. Og flere har startet deres egne rådgivningsvirksomheder.

I flere andre lande har de særlige rådgivere cooldown-perioder, hvor man ikke må tage bestemte job inden for eksempelvis et år. Men i Danmark har vi ingen regler for, hvad man må og ikke må som særlig rådgiver efterfølgende."

Harald Brønds forskning i særlige rådgivere er bl.a. udgivet i den videnskabelige artikel ‘A Certain Set of Skills? Pre‐Appointment Careers of Danish Ministerial Advisors’, der kan læses gratis i tidsskriftet Governance.

Han forsker nu videre i det, han kalder for 'svingdørs-spørgsmålet', altså hvordan partiansatte, særlige rådgivere og embedsfolk bliver rekrutteret af erhvervsorganisationer og lobbyfirmaer.