Karriere
Mortens kamp
29.9.2026
af
Tine Santesson
Foto: Tobias Nicolai
Morten Ballisager er en af de markante stemmer i debatten om arbejdsliv, og han synes, vi beklager os for meget. Selv har han ramt flere hårde bump i en karriere, der var svær at få i gang, fordi han ”var megadårlig til det hele.”
”Jeg synes, vi bitcher og whiner rigtig meget på vores arbejdsmarked. Men der er altså også rigtig mange, der går glade på arbejde og glade hjem. Faktisk hovedparten.”
Morten Ballisager
Karriere
29.9.2026
af
Tine Santesson
Foto: Tobias Nicolai
Morten Ballisager havde lige stiftet sin egen virksomhed. Så vandt han to udbud, hvor det helt nye firma skulle hjælpe akademikere i arbejde.
I løbet af bare to år var de 80 medarbejdere rundt om i Danmark. Optur.
Der var bare lige det ved det, at Morten Ballisager kun sov tre timer om natten. Det gik for stærkt. Og selskabet havde også store udfordringer med likviditeten.
Ganske vist havde de vildt mange opgaver, men de fik først betaling for dem mange måneder senere, når de havde fået de ledige akademikere i job.
”Jeg kan huske en uge, hvor jeg arbejder og arbejder, og hver gang jeg kører hjem, rammer det mig: ’Hvordan skal du klare det? Det er bare blevet for stort for hurtigt.’ Jeg var virkelig presset.”
Han dulmer det ved at arbejde. Endnu mere. Hans hustru går med til, at de belåner huset for at holde banken i ro.
”Det er med små marginaler, at vi lander på den heldige side. At vi ikke lider likviditetsdøden, og de trækker stikket i banken.”
Morten Ballisager overvejer ikke et sekund at trække stikket selv. At give op.
”Krigeren har alt for meget på spil der. Der er så meget i mit arbejdsliv, som har handlet om, at jeg gerne vil bevise, at de andre tager fejl. Det har nok styret mig i mange sammenhænge.”
Det gør det nok stadig, medgiver han. Han tordner af sted med hovedet først mod den modstand, han møder. Og så hader han konsensus.
Det er snart 20 år siden, han startede sin egen virksomhed, Ballisager – nu Konsulenthuset Ballisager – for at hjælpe ledige akademikere i arbejde. Men vi skruer lige tiden endnu et nøk tilbage.
For i begyndelsen var det faktisk Morten Ballisager, der ikke kunne få et job.
”Jeg fik en forfærdelig start på mit arbejdsliv,” fortæller Morten Ballisager.
Statskundskabsstudiet var for det meste spændende. Men alle de andre vidste, hvad de ville bruge deres uddannelse til. Han havde ingen idé om det. Overhovedet.
Som kandidat blev han da også mødt af otte måneders ledighed. Bevidstheden om, hvad han egentlig var blevet god til, manglede.
”Jeg var en rigtig dårlig jobsøger. Jeg var også megadårlig til at gå til jobsamtaler. Jeg var bare megadårlig til det hele.”
Selv til den samtale, der endte med endelig at føre til et job: I samme øjeblik han trådte ind ad døren og mødte ansættelsesudvalgets blikke, kom han i tanke om noget. Han havde glemt at sætte p-skiven. Han vendte om og løb ned til bilen.
”Jeg tror virkelig bare, at jeg var heldig. Arbejdsformidlingen hældte nyuddannede akademikere ind med en møggreb på det tidspunkt, fordi der skulle styr på tallene og på det ene og andet. Så vi var mange, der fik et job.”
Det er faktisk ret vildt, hvordan et lille moment kan blive meget definerende for dit liv, konstaterer han. Han var nemlig også tæt på at lande et job som fuldmægtig i Thyholm Kommune. Det havde været en anden historie.
Bumpene på karrierevejen slutter dog ikke ved Morten Ballisagers entré på jobmarkedet.
Ledige stillinger
I 2003 var Morten Ballisager blevet far, boede i Skanderborg og arbejdede hos Arbejdsformidlingen i Odense. Det var dengang, Fogh-regeringen introducerede såkaldte ’anden aktører’ til at få ledige i job. Et nyt jobmarked åbnede sig for sådan én som ham.
Han fik job hos én af de private aktører, Jobvision i Aarhus, og det gik rigtig godt, syntes han.
Først blev han kvalitetschef og siden underdirektør. Alt faldt på plads. Han havde fundet noget, han mestrede.
Han kunne noget med ledelse og havde et godt øje for forretning. Og så havde han sine generalistkompetencer fra studiet.
Han havde også noget med fra sin tenniskarriere, som han kunne bruge – han var nummer 40 i Danmark og havde slået flere spillere på verdensranglisten.
Ærgerrighed, et fokus på hele tiden at optimere og forbedre. Kunne en lille justering på ketcherens grip gøre en positiv forskel?
På det tidspunkt var han nået dertil, hvor han troede, han skulle være direktør i Jobvision.
Det job gik til en anden. Og ikke ret lang tid efter blev han fyret.
Jobvision havde fået nye ejere. Morten Ballisager syntes, han var den oplagte kandidat til at tage over efter den daværende direktør. Han havde knoklet. Skabt vækst. Havde flyttet rigtig meget, syntes han.
Han lærte igen på den hårde måde.
”Jeg kørte det nok op i en magtspids og udfordrede den nye direktør.”
I tilbageblik undrer det ham, at han kunne blive overrasket, da fyringen faldt.
Morten Ballisager sad på kontoret i Aarhus, da han kunne se direktøren komme gående ude i gården uden at have meldt sin ankomst. Han kom ind, satte sig på den anden side af skrivebordet og kom hurtigt til sagen: 'Jeg vil fyre dig i dag.'
”Midt i det hele siger han, at det ikke er personligt, og at han håber, vi kan drikke en øl en dag. Det skal man altså ikke gøre, samme dag man fyrer folk. Der skal man bare stå ved, at man er en røv.”
Han fik fem minutter til at tage det vigtigste med sig af private ejendele fra kontoret og måtte gå ’dead man walking’ gennem kontoret. Han fik sagt farvel over skulderen til dem, der sad nærmest.
Da han ringede til sin kone og siden sin mor, græd han.
Men så trådte krigeren til.
Det var ved hjælp af en arv fra sin faster, at han i marts 2008 kunne starte et aktieselskab. Han tog alt det, han havde lært, med over i sin egen virksomhed – Konsulenthuset Ballisager med base i Aarhus.
Så knoklede han ellers på, og han har været med på flere rutsjebaneture – under finanskrisen, under corona-tiden og i ’jobfest’-tider som nu.
Siden ’anden aktør’-tiden og de store udbud har kommunerne trukket en del af opgaverne hjem igen.
I dag er de 60 medarbejdere i Konsulenthuset Ballisager. De yder stadig karriererådgivning. Men paletten af konsulentydelser er blevet noget bredere. De tilbyder også outplacement, rekruttering, HR-rådgivning og udgiver analyser af arbejdsmarkedet.
Det er typisk Morten Ballisager, der øjner nye forretningsidéer. Og med sine mange erfaringer med jobmarkedet er han ikke bleg for at have markante holdninger til, hvilke udfordringer arbejdsgivere og jobsøgere står med. Noget, han bevidst gør på LinkedIn.
”Jeg tager det helt stille og roligt, når folk fortæller mig, at jeg er en klaptorsk. Der kan være god fremdrift i uenighed i et samfund slasket til i en dynge af konsensus.”
Nogle må synes, det er på sin plads med en rusketur på LinkedIn. I hvert fald nærmer han sig de 40.000 følgere. Og hans marketingschef er glad, siger han.
Men synes de ansatte i Konsulenthuset Ballisager, at det er fedt med hans til tider øretæveindbydende holdninger? Er det også sådan, de kender ham?
”Altså, jeg er nok ikke sådan en leder, som alle synes godt om. Jeg er meget tydelig, men man kan nok også godt køre træt i mig. I dag er ledere blevet trivselsservicemennesker, og det trætter mig lidt. Også selv om jeg er enig i, at det er en leders ansvar.”
Han orker ikke at håndtere konflikter mellem job og arbejde og mellem ’Jonna og Aage’, som han siger.
Også selv om han kan huske, at han på et tidspunkt modtog en mail, hvor der stod, at han fik fine lederevalueringer.
Hvis Morten Ballisager selv skal vurdere det, var han nok en leder en smule over middel. Men så heller ikke mere.
Han vil hellere bruge sin energi på at kæmpe for dem, som virkelig har det svært. Ellers kunne han heller ikke have den slags virksomhed, han har, som han siger.
”Dem er jeg meget solidarisk med, og jeg kan også godt lide at bruge min platform til at tale om rummelige arbejdspladser og det med at være der for dem, der er ramt af den ene eller anden årsag.”
Dem ”midt i, som jo egentlig har det meget godt, men altid kan finde fluen i suppen,” har han til gengæld ikke meget tilovers for.
På spørgsmålet om, hvorvidt det er godt at være ansat hos Ballisager, så håber han det. Og det er også hans fornemmelse.
”Vi har en top-10 klub for dem, der har været her i mindst 10 år, hvor vi går ud og spiser fint. Der er 10 i klubben, og det synes jeg er meget i en branche, hvor man sjældent holder jubilæer.”
Men han siger også, at han nok må indrømme, at en pæn del af æren skal tildeles hans bror, som i dag er CEO i Konsulenthuset Ballisager.
”Som iværksætter elsker jeg det lidt kaotiske. Og det kan også godt være fint indimellem at ruske lidt op i det hele.”
Den side af Morten Ballisager kan Karen Raaschou sagtens genkende.
Hun har været ansat som konsulent hos Ballisager siden 2009 og har dermed også haft Morten Ballisager som chef. Og hun har oplevelsen af, at hans klare styrke har været at skabe et helt enestående commitment blandt dem, han har rekrutteret.
”Vi bliver nærmest platonisk bløde i knæene, når han beder os om noget. Han har kun bragt det bedste frem i mig.”
Han giver hende følelsen af, at det også er hendes butik, siger hun. Samtidig oplever hun en meget stor tillid – hun kører bare selv. Ingen mikromanagement, stort råderum. Det stortrives hun i. Hun har ikke behov for 10- og 20-årsplaner.
”Men måske trives han også bedst med den form for medarbejdere. Dem, der går selv,” som hun siger.
Morten Ballisager ved godt, at det nok ikke er fedt at være i for alle. Det har han så taget konsekvensen af.
Allerede i 2012 overlod Morten Ballisager posten som CEO til sin bror Tomas. Han er selv bestyrelsesformand og alt muligt andet. Det har været en god beslutning, siger han.
”Tomas er storebror. Han er roen. Jeg er den udadvendte ’ud over stepperne’-type. Jeg kan bedst lide, når det gynger lidt under os. Han er den ansvarlige.”
Tomas Ballisager kalder sig selv for indenrigsministeren og Morten for udenrigsministeren.
De er et godt makkerpar, og de har også lavet en aftale om, at det aldrig skal gå ud over deres familierelation, at de arbejder sammen.
Men det har ikke kun været en dans på roser at være brødre i samme virksomhed, siger Morten Ballisager.
”Vi er lidt alfahanner begge to. Så hvis der opstår uenighed på et møde, og det implicerer os, kan vi godt snappe efter hinanden, så folk bliver stille.”
Ja, de kan være uenige, medgiver Tomas.
”Vi er til gengæld gensidigt loyale over for den beslutning, vi når frem til i uenighed. For når man er brødre, er man jo loyale. 100%. Og vi har værdierne tilfælles. Hvis man havde en eksternt ansat CEO, ville jeg være mere bekymret.”
De er da også blevet bedre til at styre uenigheden, mens andre hører på det, siger Morten Ballisager.
”Vi har organiseret os ud af det. Vi ved godt, hvad hinandens domæner er.”
Men der er stadig udfordringer ved deres lederskab.
”Vi fylder for meget i butikken på alle mulige måder. Det er vores udfordring. Og noget, vi skal have gjort noget ved – vi har et godt hold omkring os. Men vi skal også kunne give stafetten videre.”
Og noget af det kan være svært at slippe, erkender Morten Ballisager.
Men han bliver nødt til det.
Krigeren sidder nemlig stadig på nakken af ham.
”Jeg kan ikke rigtig blive klog på, hvor den kommer fra.”
Han tror ikke, det kun er fra sporten.
”Det stikker dybere end det,” mener han.
Tomas Ballisager fortæller ellers, at Morten har vundet mange tenniskampe, som han ikke burde have vundet, fordi han var skadet. Og også at han tacklede alt, han kunne komme i nærheden af på fodboldbanen.
Morten Ballisager har lagt nye vaner ind. Han bruger simpelthen ordet 'elsker' om sit arbejde. Det er noget af det bedste, han kan tage sig til. Men nu stopper han klokken 18. Og han arbejder kun én dag i weekenden.
Han laver yogaøvelser og mediterer på åndedrættet; noget, han lærte, da han var allermest presset. Han får især lavet sine øvelser på hotelværelset, når han er på farten. Det elsker han også at være. Han er i hvert fald hjemmefra tre-fire dage om måneden, for virksomheden har kontor 10 steder i Danmark.
”Jeg kan sagtens folde mig ned i lotus. Og åndedrætsøvelserne tvinger mig til ikke at være i fuld fart hen mod den næste kamp, jeg skal vinde.”
Men hans rastløshed er svær at tøjle og har kostet – også for familien.
”Det er lykkedes mig at blive far til tre børn, og jeg har stadig min kone. Så én eller anden form for balance er der da. Men de har altid været klar over, at mit arbejde betyder meget for mig. Ikke mere, end de betyder for mig – men det betyder meget.”
Han kan godt være lidt streng at være i selskab med for nogle med sin evige udfordring af andres holdninger og sit evige fokus på forbedringer. Han er ikke engang sikker på, at han er blevet rundere med alderen, siger han.
”Nogle gange spørger jeg mig selv: ’Har du flere, du skal have bevist et eller andet overfor – eller er du færdig?’ Der er dog kommet en vis magelighed med alderen. Men jeg gider altså ikke være træt og gammel.”
Han er nødt til at holde af sin rastløshed og af sin kriger, siger han. Også selv om han godt kan se, at det kan være slidsomt for omgivelserne.
”Det er blevet mit livs følgesvend. Og jeg vil gå gennem ild og vand for det der firma. Jeg ville nok være en af dem, der fik en identitetskrise, hvis jeg stoppede. Men jeg er meget afklaret med, at der har været en pris at betale.”
Så krigeren er der – også når han skal sove.
Det er blevet klart bedre siden dengang, han var nede på tre timer om natten. Men det er ikke optimalt.
”Iværksætteriet har kostet mig noget søvn, og den er aldrig kommet helt tilbage. Men alle beslutninger – også de gode – kommer med en pris.”
