Sociale medier
Mange af os hader LinkedIn. Hvorfor er vi der så alligevel?
22.9.2026
af
Julius Krause
Illustration: Sidsel Sørensen
Selviscenesættelsen på LinkedIn hænger mange ud af halsen. Men den sociale platform vokser i popularitet og kan føles som et spil, vi er tvunget til at spille. Hvad er det, der sker?
16-17 % af danskerne over 25 år bruger LinkedIn hver dag. Det viser tal fra DR’s analyseafdeling.
Det er altså hver sjette i den erhvervsaktive del af befolkningen – og med al sandsynlighed endnu flere af akademikerne – som hver dag dykker ned i den særlige LinkedIn-jargon, hvor jobskifter og stærke professionelle personlige indlæg er valuta i et spil om opmærksomhed og fremtidig jobsikkerhed.
Sociale medier
22.9.2026
af
Julius Krause
Illustration: Sidsel Sørensen
Når jeg skal skrive et opslag til LinkedIn, minder det mig om at sidde til en diktatprøve i tredje klasse, hvor jeg brugte viskelæderet flittigere end normalt. Jeg er mere nidkær, og flueknepperi virker pludselig som en relevant parringsform.
Men paradokset indhenter mig alligevel. Et paradoks, jeg kender fra min omgangskreds, når nogle siger: ”Fårk, jeg hader LinkedIn” – og et par dage senere deler deres bedrifter på selvsamme platform.
For nylig læste jeg et interview, hvor den politiske kommentator og tidligere spindoktor Michael Kristiansen udtalte: ”Jeg har også LinkedIn som et professionelt værktøj. Men jeg synes simpelthen, at det er et forfærdeligt sted. Der er så meget rygklapperi, og folk bestiller ikke andet end at råbe ’se mig, se mig!’. Det er til at brække sig over.”
Det er ikke kun Kristiansen, som har noget imod tonen. Hadet er også blevet folkeligt.
Googler man ’Jeg hader LinkedIn’, finder man en debattråd med hundredvis af anonyme brugere. Min yndlingskommentar er fra den anonyme Reddit-profil MySocksSuck: ”Alle almindeligt tænkende mennesker opfatter LinkedIn som en betændt, pumpende pestbyld. Platformen er så desværre heller ikke helt til at komme fuldkommen uden om, hvis man er på arbejdsmarkedet.”
MySocksSuck har fat i noget: Alle er på LinkedIn – selv de mest stoiske mennesker, jeg kender, der ikke engang behøver en LinkedIn-profil. Fx min mor, der som midaldrende skolelærer befinder sig i et erhverv, hvor man sjældent har brug for at promovere sig selv for at skifte job.
Jeg kaster ikke med sten efter hverken min mor, Michael Kristiansen eller MySocksSuck. For jeg bor selv i et nypoleret glashus.
For paradokset er, at jeg også taler kritisk om, hvor selvsmagende og kliché-padelspillende-mellemleder-kedeligt LinkedIn er – for herefter at smaske min nyeste artikel i skærmen på gud og hver profil. Dertil får jeg mild hjertebanken og sammenkrummede tæer, når jeg efter to eller tre (fire) korrekturlæsninger klikker ‘slå op’.
Men hvorfor gør jeg det så? Hvad er det, der får os til at sidde til middagsselskaber og revse LinkedIn lørdag aften for så at møde ind mandag morgen og reklamere for, at vi er ”stolte og ydmyge” over vores nye job? Er LinkedIn et spil, alle ufrivilligt deltager i?
Ledige stillinger
Fagforeninger og karriererådgivere påpeger ofte, at LinkedIn er en god platform at være på, hvis man vil have et job.
Flere mindre studier peger på, at LinkedIn kan have en positiv indvirkning på din karriere. Fx fordi mange, perifere forbindelser øger chancerne for ansættelse. Eller fordi et LinkedIn-cv er vigtigere end den pdf, du vedhæfter din formelle ansøgning.
Andre resultater viste også, at folk, der er gode til LinkedIn-disciplinen, får højere løn samt ser mere flittige og kompetente ud.
Sidste år spurgte det danske konsulenthus Ballisager personer med rekrutteringsansvar, hvilke kanaler de bruger, når de skal finde nye medarbejdere. 72% brugte LinkedIn som rekrutteringskanal, og dermed var det den næstmest benyttede metode til rekruttering, endda oftere benyttet end netværksrekruttering.
Enhver akademisk fagforening med respekt for sig selv og sine medlemmer har også en form for ’how to LinkedIn’ på hjemmesiden. Det samme har danske universiteter, der laver guides rettet mod deres forskere, så de på SoMe-platformen kan promovere videnskabens ‘seneste nyt’.
Cecilie Vitus er uddannet psykolog og skriver ph.d. på Roskilde Universitet. I projektet undersøger hun unges erfaringer med sociale medier, men meget af teorien kan overføres til voksne kontoransatte, mener hun.
Hun forklarer, at vi mennesker søger derhen, hvor vi mener, at vi kan sikre os ”tag over hovedet”, som hun formulerer det. Eftersom sociale medier har udviklet sig til at være en del af vores sociale infrastruktur, bliver de også et livs- og karrierevilkår.
Der er altså en tiltrækning, der opstår på baggrund af en higen efter sikkerhed og mening.
“At vi bruger LinkedIn på trods, synes jeg ikke, man kan sige er dumt, selv om det kan føles sådan af og til. Vi prøver jo bare alle sammen at bygge karriere, betale husleje og få råd til at sende vores børn på efterskole,” forklarer Cecilie Vitus.
Karen Waltorp er professor i antropologi på Københavns Universitet (KU) og forsker i teknologi, sociale medier og digitalisering.
Hun siger, at det er interessant i en dansk kontekst, at LinkedIn er opstået i Silicon Valley og henvender sig til personer, der vil selvpromovere, pitche og netværke. I USA har janteloven bare ikke den samme gennemslagskraft som i Danmark, og det fører til et frontalt kultursammenstød, der får os danskere til at stejle, når folk smører for tykt på om sig selv.
Men fordi danskerne alligevel er migreret over på platformen, præges vi også af dens kultur, og så ender vi alligevel med at spille med.
Ifølge Karen Waltorp er et af antropologiens svar på LinkedIn-paradokset, at mennesker socialiseres og kultiveres i de miljøer, vi befinder os i. Selv om vi måske ikke engang har lyst til det, ender vi i nogen grad ubevidst med at opføre os som alle de andre for at leve op til normer og sociale koder.
Den socialisering er en årsag til, at folk som mig ender med at skrive opslag i en LinkedIn-agtig tone.
“Ubemærket bliver du socialiseret ind i, at hvis du vil belønnes af algoritmen, skal du lige have en lidt catchy indgang i opslaget, fordi du selvfølgelig skal have folk til at interagere,” siger Karen Waltorp.
Hvis man så tænker: 'Jeg bruger ikke LinkedIn aktivt, hvad med mig?', vil man måske i dette tilfælde være en ’lurker’, som Karen Waltorp kategoriserer det.
En ’lurker’ er en ‘smugkigger’ på sociale medier, der fx ikke slår ting op eller deltager aktivt i kommentarsporet, men alligevel efterlader sig dataspor.
Men selv om smugkiggeren ikke bruger LinkedIn aktivt, er personen også fanget i det kulturelle spindelvæv. For når man kigger med, er det tit udtryk for, at man gerne vil se, hvad fx fagfællerne laver, så man ikke bliver det sorte får i fagfælleskabets flok.
“Det kan være, man synes, at det er irriterende, og man ikke har lyst til at deltage, men man vil egentlig gerne se, hvad der sker inden for éns netværk. Det kan også være, at man gerne vil deltage, men man er nervøs for, om man har fået afkodet normerne og kulturen,” siger Karen Waltorp.
Der findes også en lavpraktisk forklaring på, hvorfor så mange af os er på LinkedIn.
LinkedIn har nemlig overtaget Twitters rolle som det digitale debatrum, hvor faggrupper søger hen. Det fortæller forsker i sociale medier Stine Lomborg, professor på KU på Institut for Kommunikation.
”Før det hed X, brugte mange Twitter til fagligt at holde sig opdateret, og jeg tror, LinkedIn har indtaget den rolle,” siger Stine Lomborg.
I 2022 opkøbte Elon Musk Twitter og omdøbte det til X. Det medførte, at algoritmen blev ændret, og den danske Twitter-kultur tyndede ud som følge af mere polemisk indhold på platformen, der havde en bismag af MAGA-bevægelsen.
”For folk blev alternativet til Twitter nok den lidt støvede LinkedIn-profil, man i forvejen havde liggende,” siger Stine Lomborg.
Cecilie Vitus forklarer, at fremstillingen af LinkedIn som et ufrivilligt spil ligger godt i tråd med en klassisk teori om, at avanceret teknologi er ambivalent for mennesker. For mennesket har historisk set haft tendens til at udvikle epokegørende teknologi, men tit uden helt at have gjort sig tanker om konsekvenserne.
”Det er et teknologisk paradoks. Vi er gode til at implementere nye teknologier, fx AI, men det skaber også problemer for os,” siger Cecilie Vitus.
Cecilie Vitus mener, at det er værd at gå nysgerrigt ind i, hvorfor man føler sig frastødt af LinkedIn.
”Det kan være en interessant følelse, som der ligger mening bag,” siger hun og lægger op til, at vi stiller spørgsmålet om, hvorvidt LinkedIn faktisk er et godt arbejdsværktøj. Hvis svaret er ja, skal vi spørge os selv, hvordan det så skal bruges.
”Måske er der noget, der er værd at snakke med hinanden om, fx fagfæller imellem?”
Skal denne artikel så deles på LinkedIn som ny employee branding af mig selv, eller er det overhovedet til nogen nytte? Giver LinkedIn mig virkelig muligheder for en dag at købe en hus med have og en Skoda, eller er det en naiv forestilling i dagens boligmarked? Hvis ja: Skal den første sætning så være: ”Her er meta-opslaget over dem alle”?
Det tager jeg lige stilling til i morgen.
