Ledelse

Her bliver de private ledere overhalet af de offentlige ledere

16.9.2026

af

Illustration af en glad medarbejderflok på et kontor

Illustration: GoodStudio/Shutterstock

En særlig slags chefer har gladere, klogere og mere produktive medarbejdere. Det viser et nyt studie. Og når det gælder den form for ledelse, har de offentlige ledere førertrøjen på.

I 1990’erne var værdibaseret ledelse hot stuff på konferencer og i ledelseslitteraturen. Mange virksomheder og organisationer omfavnede begrebet – for en stund – for så at kaste sig over endnu en ny ledelsesteori.

Måske skulle de have holdt fast. Et nyt studie viser nemlig, at der er en række fordele ved værdibaseret ledelse.

Nogle steder har værdibaseret ledelse da også bundfældet sig. Dog er der væsentlig forskel på, hvem der har taget det til sig.

En tredjedel af de offentlige ledere scorer højt på værdibaseret ledelse – det samme gælder omkring 20% af lederne i den private sektor.

Det viser resultaterne fra et nyt studie, som tre forskere fra Økonomisk Institut på Københavns Universitet står bag sammen med en kollega fra Goethe Universitet i Tyskland. Forskningen er støttet af Rockwool Fonden.

En medarbejdermagnet

Den værdidrevne ledelse sætter markante aftryk, viser studiet. Det smitter positivt af på både arbejdsmiljø, performance og på medarbejdernes oplevelse af, at de har et ’meningsfuldt’ arbejde.

Ledere, der har taget værdibaseret ledelse til sig, har lavere fravær og mindre udskiftning blandt medarbejderne. Deres medarbejdere oplever højere jobtilfredshed. Og lederne har også nemmere ved at fastholde medarbejdere med høj IQ.

Her har forskerholdet hentet data fra Forsvarets sessioner, hvor deltagerne IQ-testes.

Forskerne har elektronisk stillet en række spørgsmål til 16.000 ledere og ansatte på knap 3.000 offentlige arbejdspladser.

Svarene blev siden matchet med registerdata fra Danmarks Statistik og med en tilsvarende undersøgelse i den private sektor fra 2015. På den måde har forskerne kunnet sammenligne på tværs af sektorer.

Men hvorfor har særligt de offentlige ledere taget værdibaseret ledelse til sig?

Det er der nok i hvert fald to forklaringer på, siger Morten Bennedsen, professor i økonomi ved Københavns Universitet og en af forskerne bag studiet.

 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Sådan måles værdibaseret ledelse

Forskerne har stillet følgende spørgsmål til medarbejderne om deres leder:

  • Kommunikerer din leder organisationens værdier klart og konsekvent?
  • Handler din leder i overensstemmelse med de erklærede værdier?
  • Sikrer din leder, at det daglige arbejde er forankret i en meningsfuld mission og et fælles formål?
  • Gør din leder de organisatoriske værdier synlige i konkrete beslutninger og handlinger?
  • Sætter din leder høje etiske standarder, og er din leder et troværdigt forbillede for sine medarbejdere?

Lederne er blevet stillet de samme spørgsmål selv. De er også blevet spurgt ind til deres egne værdier og om, hvorvidt de stemmer overens med arbejdspladsens mission.

Kilde: Rockwool Fonden

Meget mere end bundlinje

Overordnet set har de offentlige ledere simpelthen brug for en ekstra dimension i ledelse, mener Morten Bennedsen.

”Mange produktionsprocesser i det offentlige er mere end bare bundlinje – fx hvis du skal lede en folkeskole eller skal lave socialt arbejde. Så målkriterierne er typisk bredere, og derfor har du brug for en større bredde i din ledelse.”

Det andet er, at lønninger og andre incitamenter ikke på samme måde kan bruges som en driver i offentlig ledelse, sådan som det kan mange steder i det private, siger Morten Bennedsen.

Det er dog ikke ensbetydende med, at produktivitet ikke fylder i det offentlige, understreger han. For nogenlunde samtidig med værdibaseret ledelse rykkede ind på ledelsesgangene, rullede New Public Management ind over de offentlige arbejdspladser – med fokus på effektivitet og alt, hvad der kan måles.

”Det var måske nok nødvendigt. Men vi skal bare ikke glemme, at ledelse i den offentlige sektor er mere og noget andet end det også. Fx værdibaseret.”

Derfor giver det god mening at stoppe op og spørge, hvad det egentlig er, offentlig ledelse kan og skal, siger Morten Bennedsen.

Særlige kendetegn

For når du som leder ikke kan belønne på samme måde, giver det med afsæt i forskningsresultaterne god mening at lade de to ledelsesbegreber gå hånd i hånd, mener han.

”Vi kan jo se, at værdibaseret ledelse fører til bedre fastholdelse og tiltrækning af de dygtige medarbejdere.”

Og en værdibaseret ledelse kan sagtens have et underliggende fokus på kontraktstyring og KPI’er, siger Morten Bennedsen.

”Det er måske bare nemmere at forstå KPI’erne, hvis der er en konsistent handling mellem værdier og mål. Altså hvis de kommer sammen med blød ledelse og ikke bare bliver udstukket.”

Ifølge studiet er det i særlig høj grad kvindelige ledere, ledere med en lang videregående uddannelse, ældre ledere og ledere af ledere, der arbejder med værdibaseret ledelse. Samtidig er det mest udbredt inden for undervisning, sundhed og administration.

Samtidig kan Morten Bennedsen og hans forskerkolleger se, at værdibaseret ledelse er korreleret med det, der kaldes blød ledelse.

Altså fx det at kunne lytte, være en god kommunikator, ikke at være emotionelt forskrækket og at få medarbejdere til at føle sig hørt og respekteret, forklarer han.

Og hvad er sammenhængen så mellem det og en lang videregående uddannelse?

”Uddannelse gør generelt set bare folk bedre på alle dimensioner som ledere. Det er noget, vi kan se ved stort set alt, hvad vi undersøger – også i det private. De scorer fx også højere, når det gælder ESG.”

Selv om de offentlige ledere har førertrøjen på, når det gælder værdibaseret ledelse, er der immervæk også private ledere, som praktiserer det.

Og de positive effekter af værdibaseret ledelse ses også i den private sektor, pointerer Morten Bennedsen.

Her fører det også til gladere medarbejdere og større fastholdelse af de gode medarbejdere.

Flere burde gøre det

Det er dog stadig et mindretal af både private og offentlige ledere, der arbejder med værdibaseret ledelse.

For selv om de offentlige ledere i højere grad har taget værdibaseret ledelse til sig, gælder det immervæk kun hver tredje.

Morten Bennedsen fortæller, at der er en særlig grund til, at han og hans kolleger har forsket i lige netop værdibaseret ledelse.

ANNONCE

”Gennem de seneste årtier har der være fokus på at gøre offentlig ledelse lig med privat ledelse. Og New Public Management har helt sikkert gode sider, og der er nok også områder, der har fået en højere produktivitet.”

Men måske er vi gået lidt for vidt, siger han.

”Måske er vi blevet lidt for fokuseret på effektivitet og KPI’er. Måske også en del steder i det private.”

I hvert fald viser det nye studie, at det måske ikke er optimalt kun at fokusere på bundlinje – at der faktisk er række gevinster ved værdibaseret ledelse, som det måske også giver mening at fokusere på, som han siger.

Definition på værdibaseret ledelse

  • På arbejdspladser med værdibaseret ledelse tager både ledere og medarbejdere beslutninger med udgangspunkt i et sæt fælles værdier og normer frem for detaljerede regler, kontrol og måltal.
  • I stedet for fokus på fx KPI’er er den værdibaserede leder optaget af, om medarbejderen og ledelsen selv handler i overensstemmelse med organisationens værdier.
  • Arbejdspladser, som scorer højt på værdibaseret ledelse, er ofte præget af høj tillid til medarbejdernes dømmekraft, stor ansvarstagen på alle niveauer, åbenhed om beslutninger og respekt for hinandens faglighed. Her vil ofte være mindre kontrol og en stor grad af selvledelse, og lederen udøver ledelse gennem dialog om mening og kultur.
Kilde: Rockwool Fonden 

Kommentarer