Nye tal

Færre grønne jobs i danske firmaer

28.9.2026

af

Foto af trætoppe set op gennem en form for atrium midt i et glasdækket erhvervsbyggeri

Foto: Fahroni/Shutterstock

Virksomheder slækker på arbejdet med bæredygtighed, viser ny analyse fra Djøfs ESG-panel. Det kan ses på jobmarkedet.

Bæredygtighedsarbejdet har svære tider i det danske erhvervsliv.

Sådan lyder konklusionen fra Djøfs uafhængige ESG-panel, der i en ny undersøgelse tager temperaturen på, hvordan EU’s lovpakke med navnet Omnibus 1 har ændret danske virksomheders arbejde med diversitet, bæredygtighed og klima. Områder, der samles under forkortelsen ESG (Environmental, Social and Governance).

Målet med EU’s omnibuspakke er at forenkle virksomhedernes bæredygtighedsrapportering, men de lempede krav har medført, at selskaberne har nedprioriteret bæredygtighedsarbejdet.

Det mener et flertal af panelet, fortæller Lene Serpa, forperson for ESG-panelet, der er et uafhængigt panel af specialister på området.

”Et flertal af dem ser en reducering af medarbejdere, stillinger, der bliver skåret væk, og at der generelt er færre ressourcer til rådighed – primært fordi der ikke længere skal afsættes så meget tid og mandskab til bæredygtighedsrapportering.”

Forstå EU's Omnibus-pakke

I februar 2026 vedtog Europa-Parlamentet lovpakken Omnibus 1, hvis formål er at forenkle krav til bæredygtighedsrapportering (CSRD) og due diligence (CSDDD).

Med lovpakken er det kun virksomheder med over 1.000 ansatte og 450 mio. euro i nettoomsætning, der er omfattet af bæredygtighedsrapportering. De, der fortsat er omfattet, skal rapportere mindre.

Ifølge Erhvervsstyrelsen reduceres antallet af omfattede danske virksomheder fra cirka 2.200 til 220.

Kilder: Erhvervsstyrelsen og PwC

Stillinger skifter ikke bare navn

Det er dog for tidligt at konkludere, om udviklingen betyder, at der er mindre fokus på bæredygtighed, mener Lene Serpa, der har en fortid som bæredygtighedschef hos Mærsk og nu er selvstændig.

I nogle virksomheder kan de færre rapporteringskrav nemlig frigive ressourcer til mere konkrete indsatser som at reducere CO2-udledninger eller mindske mængden af miljøfarligt affald.

Eksempelvis i virksomheder, hvor bæredygtighedsarbejdet allerede er etableret i andre afdelinger. Det kan ifølge Lene Serpa være et tegn på, at virksomhederne er blevet mere modne i deres arbejde med bæredygtighed og ESG.

Men ved at flytte ESG-ressourcerne fra dedikerede teams risikerer man problemer.

”Hvis ansvaret bliver placeret ude i andre afdelinger, uden at ressourcer, mandat og kompetencer følger med, er der en risiko for, at arbejdet falder på gulvet,” siger Lene Serpa.

Pointer fra Djøfs ESG-panels analyse

  • 17 ud af 42 medlemmer vurderer, at Omnibus-pakken i høj eller meget høj grad har ført til en nedprioritering af virksomhedernes bæredygtighedsarbejde, mens 15 vurderer det i nogen grad. Kun 10 vurderer, at den i mindre grad eller slet ikke har haft denne effekt.
  • 30 medlemmer er enige eller meget enige i, at Omnibus-pakken har ført til reduktioner i ESG-budgetter og ESG-investeringer. Samtidig vurderer 38 medlemmer, at der bliver opslået færre ESG-stillinger, og 39 vurderer, at antallet af ESG-medarbejdere bliver reduceret.
  • 24 medlemmer er enige eller meget enige i, at ESG-opgaver flyttes til andre funktioner i organisationen, og lige så mange vurderer, at virksomhederne nedprioriterer ESG-ambitioner og -mål som følge af Omnibus-pakken.
  • 24 medlemmer er enige eller meget enige i, at ressourcer flyttes fra ESG-rapportering til mere operationelt og kommercielt ESG-arbejde, mens 8 er uenige i denne vurdering.

Kilde: Djøfs ESG-panel

"Vi er gået fra at have grønne jobs til nu at have grønne opgaver."

Thomas Kantsø, klima- og bæredygtighedschef, Djøf

Lene Serpa tilføjer, at det er naivt at tro, at de medarbejdere, der ikke længere skal bruge tid på ESG-rapportering, automatisk kommer til at arbejde med andre bæredygtighedsopgaver.

”Det er ikke ligetil. Typisk vil budgetterne for den type virksomheder ligge forskellige steder i virksomheden, så man kan ikke bare nødvendigvis konvertere dem,” siger hun.

Fra grønne jobs til grønne opgaver

At antallet af ledige stillinger med bæredygtighedsklingende navne er blevet færre, genkender Thomas Kantsø.

Han er klima- og bæredygtighedschef i Djøf og følger området tæt. Han ser et jobmarked, hvor der ikke længere opslås rene ESG-stillinger eller jobs i selvstændige bæredygtighedsteams.

I stedet er de grønne jobs flettet ind i andre stillinger.

”Vi er gået fra at have grønne jobs til nu at have grønne opgaver. En af årsagerne er EU’s Omnibus-pakke. Grøn omstilling er i højere grad blevet integreret i drift, økonomi, risikostyring og konkurrence. Det er simpelthen blevet en del af strategien,” siger Thomas Kantsø.

Der er dog stadig jobs derude, der beskæftiger sig med grøn omstilling. Han henviser til en nylig stilling hos Danfoss, der søgte en ’environmental process specialist’. Her er opgaven bl.a. at sikre, at man reducerer energiforbruget, emissioner og farligt affald i produktionen.

”Det er måske ikke lige så sexet som at være en slags klimaambassadør, men det er en konkret grøn stilling.”

Mindre rapportering = mindre opmærksomhed

Thomas Kantsø ser på udviklingen med en vis bekymring, og han vurderer ligesom Djøfs ESG-panel, at bæredygtighedsområdet bliver nedprioriteret. Når færre virksomheder er omfattet af rapporteringskrav, risikerer området at få mindre opmærksomhed.

”Mit grønne hjerte banker hurtigere end nogensinde før, fordi jeg er bange for, at de grønne prioriteter bliver glemt, når virksomhederne fremadrettet laver strategier.”

Det er dog ifølge Thomas Kantsø uklogt, hvis virksomhederne vælger at ignorere den grønne dagsorden.

”Det er simpelthen dårlig forretning ikke at tænke grønt, fordi kunderne efterspørger grønne løsninger. Det får mit grønne hjerte til at sænke tempoet lidt.”

ANNONCE

Bolden er hos virksomhederne

Bæredygtighedsarbejdet i danske virksomheder står lige nu foran en skillevej.

For efter vedtagelsen af Omnibus-pakken er det i høj grad virksomhederne selv, der har bolden, mener Lene Serpa.

Nogle vil fortsætte arbejdet ufortrødent, fordi bæredygtighed allerede er integreret i finansieringen, i produktet eller fordi kunderne efterspørger det. Andre vil komme til at sætte arbejdet på pause, fordi der ikke længere er et direkte krav til rapporteringen.

”Det er endnu for tidligt at sige noget definitivt om, hvordan udviklingen kommer til at blive, fordi det stadig er så nyt. Men der er ingen tvivl om, at virksomhederne nu har meget mere bestemmelse over, hvilken retning de vil gå i forhold til bæredygtighedsarbejdet.”

Ligesom Thomas Kantsø anser hun det som en fejltagelse, hvis virksomhederne slækker på bæredygtighedsarbejdet.

”Det vil være en meget kortsigtet beslutning, hvis man som virksomhed siger, at nu hvor vi ikke skal rapportere på det længere, behøver vi ikke længere at arbejde med det,” lyder det fra Lene Serpa.

Kommentarer