Når virkeligheden løber fra lovgivningen

Regulering er udviklet til det objekt, den regulerer.

Da bilen først og fremmest var et mekanisk køretøj, gav den klassiske kontrolstruktur god mening. Den periodiske synsordning kunne kontrollere en stor del af de forhold, som havde betydning for bilens sikkerhed: bremser, styring, rust, lys, dæk og andre mekaniske og synlige forhold.

Systemet passede nogenlunde til bilen.

Men bilen har ændret karakter.

Den moderne bil er også præcisionsgeometri, kameraer, radarer, sensorer, avancerede førerassistentsystemer og software. En fysisk skade kan derfor påvirke langt mere end det synlige karrosseri. Bilens struktur er nu også blevet en del af det fysiske fundament for elektroniske sikkerhedssystemer.

Efter en trafikskade findes der imidlertid ikke altid en kontrol, der dokumenterer, at bilens struktur og geometri er genetableret korrekt.

Her opstår et dokumentationshul. Biler, som burde måles, måles ikke.

Det interessante er ikke alene hullet i sig selv. Det er, hvad det fortæller om regulering.

Har reguleringen udviklet sig i samme tempo som det objekt, den regulerer?

Tempo udfordrer

Jura kan ses som fastfrosset politik. Det kan forstås sådan, at politiske vurderinger af virkeligheden gennem lovgivningen får en mere varig form.

Det er en af juraens kvaliteter. Regler skal skabe stabilitet og forudsigelighed.

Men reguleringen kan dermed komme til at fastholde mere end tidligere politiske valg. Den kan også fastholde det billede af virkeligheden, som eksisterede, da valgene blev truffet.

Synsordningen er igen et godt eksempel.

En periodisk kontrol giver god mening i en verden, hvor en stor del af bilens sikkerhedstilstand kan konstateres mekanisk og visuelt. Men en kollisionsskade kan opstå dagen efter et syn og på få sekunder ændre geometriske forudsætninger, som moderne sikkerheds- og førerassistentsystemer er afhængige af – og som det periodiske syn i øvrigt ikke er indrettet til at kontrollere.

Bilen har bevæget sig ud over nogle af de forudsætninger, kontrolsystemet oprindeligt blev udviklet til.

Det samme grundproblem kan opstå på andre områder. Kunstig intelligens, cybersikkerhed og medicinsk teknologi udvikler sig også med en hastighed, der udfordrer reguleringens traditionelle tempo.

Løsningen kan ikke blot være at ændre lovgivningen hurtigere.

Og den kan heller ikke være at overlade politiske valg til embedsværket.

Politikken skal fortsat være politisk. Folketinget og regeringen må fastlægge mål, rettigheder, ansvar, risikotolerance og grundlæggende grænser.

Men politikere kan ikke løbende fastsætte alle tekniske detaljer på områder, hvor teknologi og faglig praksis ændrer sig hurtigt.

Derfor bliver arbejdsdelingen vigtig.

Trodser organisationsdiagrammet

De stabile politiske rammer må fastlægges højt i beslutningshierarkiet. Den aktuelle faglige viden må findes tæt på den virkelighed, der ændrer sig. Og når den faglige udvikling viser, at reguleringens oprindelige forudsætninger ikke længere holder, skal signalet kunne bevæge sig tilbage til det politiske niveau.

Det stiller krav til myndighedernes organisation.

Moderne myndigheder er med god grund specialiserede. Jura behandles ét sted, teknik et andet og godkendelser måske et tredje.

Men nye problemer respekterer ikke nødvendigvis organisationsdiagrammet.

En trafikskadet bil med avancerede førerassistentsystemer kan på samme tid rejse spørgsmål om karrosserigeometri, reparationskrav, sensorer, kalibrering, dokumentation, ejeransvar og trafiksikkerhed.

Hvert spørgsmål kan behandles fagligt korrekt hver for sig. Det afgørende er, om nogen også ser sammenhængen.

Det minder om et orkester. Hver musiker kan spille sine noder korrekt, uden at det dermed er givet, at orkestret spiller det samme værk.

Ny virkelighed

Reguleringens stabilitet er en kvalitet. Men stabilitet i reguleringens forestilling om virkeligheden er det ikke nødvendigvis.

Udfordringen er derfor at bevare begge hensyn: stabile politiske mål og grænser såvel som aktuel faglig viden tæt på den virkelighed, der ændrer sig.

Og en vej tilbage til politikerne, når udviklingen viser, at reguleringen bygger på forudsætninger, som ikke længere holder.

Bilen er blot ét eksempel. Men den stiller et spørgsmål, som rækker langt ud over trafiksikkerheden:

Hvordan organiserer vi regulering, så den både er stabil nok til at skabe retssikkerhed og bevægelig nok til at opdage, når det, den regulerer, har ændret sig?

Hans Kruse Christiansen er cand.scient.pol. og redaktør af erstatmig.dk.