Et friskt pust til AI-debatten

Bøvl, tilfældigheder, friktion, kedsomhed, fejl.

Hvad er fællesnævneren her? Irriterende fænomener, som vi egentlig helst ville være foruden?

Ja, måske. Men de er også både uundgåelige og uundværlige her i livet. I hvert fald hvis du er et menneske.

Det mener fremtidsanalytiker Christiane Vejlø, og derfor har hun navngivet en række kapitler i sin nye bog, 'Pinlige onkler', efter fænomenerne.

Den handler nemlig om alt det menneskelige, som den kunstige intelligens – og teknologien i det hele taget – ikke uden videre kan erstatte.

I den korte, men vidtfavnende og veloplagte bog argumenterer Vejlø for, at en række facetter i den menneskelige tilværelse er inkompatible med en kunstigt intelligent fremtid – og samtidig er netop dét, der gør livet værd at leve.

Workslop

Lad os tage et arbejdslivsrelevant eksempel fra bogens kapitel om at gøre sig umage.

En kedelig opgave lander på en mellemleders bord lige inden lukketid fredag. Chefen skal have en rapport i starten af næste uge. Det er dobbelt-træls, for opgaven er både kedelig og hastende.

Hun fodrer den derfor til en AI, som spytter noget ud, der ligner en rapport. Upoleret og ufærdigt, men dog en start.

Glimrende, tænker hun, og sender den videre til sin medarbejder, som skal køre den i mål. Men det, hun har fået fra sin AI, er selvfølgelig noget skrammel.

AI-slop kan vi kalde det med et ord, der blev optaget i den danske ordbog i 2025. Eller endnu mere præcist: workslop.

Problemet her er den asymmetriske fordeling af byrderne. Det tager mellemlederen nogle minutter at generere sit slop – mens hendes kollega er nødt til at bruge timer for at løfte det op på et anstændigt niveau. På overfladen ligner det produktivitet, men i praksis spilder vi tiden.

Ikke nok med det. Mellemlederen frarøver også sig selv muligheden for at forstå indholdet i rapporten. Ved at udlicitere det kedelige arbejde med en hurtig prompt, opbygger hun en “kognitiv gæld”. Hun har et resultat, men hun har ikke betalt noget (arbejde, umage, omtanke) for det – og den gæld skal betales på et tidspunkt.

Et sted i bogen skriver Vejlø, at vi mennesker har brug for “vægt på stangen”. Uden friktion – og det dertilhørende ubehag og risikoen for at fejle – udvikler vi os ikke. Vi bliver ikke klogere, stærkere eller dygtigere.

Den spæde forskning om effekterne af generativ AI lader til at underbygge pointen: Vores kognitive evner kan sygne hen, når vi udliciterer tænkningen.

Fokus på mennesker

'Pinlige onkler' er ikke en tung bog. Den kredser om det genkendelige og hverdagslige, og den henvender sig heller ikke til dig, der allerede er dybt i substansen.

Den trækker primært på idéer og teorier fra humaniora: Platon, Kierkegaard, Homer, Baudrillard og andre kloge hoveder. Det er et friskt pust til en debat, der ellers ofte drejer sig mest om økonomi, politik og teknologi.

Dermed ikke sagt, at Vejlø reducerer vores fælles AI-fremtid til et privat anliggende. I bogens sidste del interviewer hun AI-pioneren Yoshua Bengio og citerer ham for, at den kunstige intelligens i dag er mindre reguleret end sandwiches. Det er et problem.

'Pinlige onkler' er hverken radikalt optimistisk eller alarmistisk, men en mellemting.

Og frem for alt et behjertet forsvar for det menneskelige.

Søren Ipland er adm. direktør for medievirksomheden Føljeton.