Private arbejdsgivere kan kræve, at man har været i helt op til to år, før man som medarbejder har ret til løn under barsel. For Michala Møller Vandborg blev det krav afgørende for hendes valg af arbejdsgiver.
Barsel
5.8.2026
af
Freja Lillevang Sørensen
Michala Møller Vandborg har lige fået hænderne fri, da jeg ringer til hende. Hun er på barsel med sin seks måneder gamle søn, der her hen ad formiddagen er faldet nogenlunde til ro.
Det samme er hendes barselsordning, selv om det ikke lå i kortene sidste sommer.
Et par måneder inden hun færdiggjorde sin cand.merc.pol fra CBS, blev hun tilbudt job i et konsulenthus. Og to uger inden da – dagen efter anden samtale – havde hun opdaget, at hun var gravid.
”Jeg var i første omgang i tvivl om, hvordan jeg skulle få det til at hænge sammen at være nyuddannet i et konsulentjob og samtidig nybagt mor,” fortæller hun.
Imidlertid blev hendes første bekymring hurtigt erstattet af en ny og uventet én, da hun modtog ansættelseskontrakten. I bunden af den læste hun nemlig afsnittet med konsulenthusets barselsvilkår. Der stod, at man skal have været ansat i virksomheden i minimum ni måneder, før man har ret til løn under barsel.
Med jobstart i august og termin i december var hun ikke engang tæt på at kunne opnå det.
Michala Møller Vandborg er langtfra den eneste, der har fået en kontrakt med sådan et anciennitetskrav.
Det er nemlig fuldt ud lovligt for private virksomheder at kræve, at medarbejderen har været ansat i helt op til to år, før vedkommende har ret til løn under barsel.
Efter at Michala Møller Vandborg fortalte sin historie til Femina i juni, er tilbagemeldingerne fra andre kvinder, der har oplevet lignende frustrationer, strømmet ind i hendes indbakke.
Men i begyndelsen var hun mere i tvivl, om det kun var hende selv, der syntes, kravet var urimeligt:
”Selv om jeg fandt det kalkuleret at diskriminere mellem kolleger på den måde, tænkte jeg også, at jeg jo egentlig stod i en privilegeret situation. Jeg var lidt tilbageholdende med at tale om det i begyndelsen, fordi man godt kan blive mødt af, at ’jo jo, men du har jo altid ret til dagpenge.’”
Michala, der aldrig havde hørt om kravet før, tvivler på, at hun ville have læst punktet om barselsvilkår, hvis det ikke var, fordi hun netop var blevet gravid.
Ledige stillinger
Michala Møller Vandborg kalder sin situation privilegeret, fordi hun, samtidig med rekrutteringsforløbet hos konsulenthuset, blev tilbudt et vikariat hos Lego, hvor hun indtil da havde arbejdet som studentermedhjælper.
Hun regnede på de to tilbud og kom frem til, at hvis hun sagde ja til konsulenthuset, stod hun til at gå glip af omkring 150.000 kroners løn før skat pga. anciennitetskravet.
Hun endte med at fortælle konsulenthuset om sin situation og forhandle bedre vilkår for barslen. En forhandling, hun nok ikke havde turdet tage, hvis hun ikke havde et andet tilbud på hånden:
”Forhandlingen krævede jo, at jeg fortalte dem, at jeg var gravid, meget tidligt i processen, for hvorfor skulle jeg ellers være optaget af anciennitetskravet?”
Det endte med, at konsulenthuset tilbød hende 70% løn under barsel. Alligevel besluttede Michala efter nogle overvejelser at sige ja til Lego. Undervejs i processen blev det nemlig tydeligt for hende, at valget ikke kun var et spørgsmål om penge.
”Det var egentlig ikke selve barselsperioden, der bekymrede mig mest. Det var den kultur, vilkårene i mine øjne afspejlede. Det koster jo virksomheden det samme, om jeg skulle gå på barsel efter fire eller ni måneder. Og jeg synes egentlig bare, at det fik mig til at tvivle på, om jeg også ville føle mig set, når jeg kom tilbage igen,” siger hun.
Hvorfor kan virksomheder indskrive et vilkår, der forskelsbehandler medarbejderne ift. barsel?
”Som sådan er det bare et kontraktuelt vilkår som alle andre, man accepterer, når man underskriver en kontrakt,” siger Anja Iben Kepka, chefkonsulent i Djøf.
”Problemet med et anciennitetskrav er bare, at du jo ikke kan planlægge din graviditet på klokkeslæt. Derfor kan du ende i en situation, hvor du måske bare er én dag fra at have ret til fuld løn under barsel, fordi du tilfældigvis føder på den ’forkerte’ side af anciennitetskravet.”
I dag er det dog de færreste virksomheder, der kræver flere års anciennitet, fortæller Anja Iben Kepka.
En dugfrisk barselsanalyse fra Djøf peger da også på, at færre privatansatte Djøf-medlemmer er underlagt anciennitetskrav end tidligere.
Til gengæld viser undersøgelsen også, at flere mænd end kvinder (26% mod 19%) er berørt, og at mændene i snit også har længere anciennitetskrav. Et forhold, der kan have konsekvenser for ligestillet barsel, konkluderer Djøf i sin analyse.
Det er vigtigt at bide mærke i, at anciennitetskravet ikke kun gælder mor, men også for fædre og medforældre, understreger Anja Iben Kepka.
Derfor er virksomhedens barselsregler noget af det første, man skal tjekke op på, hvis man er jobsøgende og har familieplaner: Er der anciennitetskrav, og hvor mange uger har man ret til løn?
I dag er Michala Møller Vandborg både glad og lettet over, at hun endte med at træffe det valg, hun gjorde. Når hun vender tilbage til Lego efter barslen, er hendes søn ni måneder, og derfor ved hun, at han naturligt kommer til at være en prioritet det første stykke tid.
”Men jeg føler jo også en større loyalitet over for en virksomhed, som har kunnet omfavne mig i barselsperioden. Oven på det her forløb sætter jeg endnu mere pris på at være ansat, hvor jeg er – og jeg føler da om noget, at jeg har lyst til at komme tilbage og bevise mit værd.”