Krigen førte Jakob Harbo til Kyiv. Nu har han købt lejlighed der

Luftalarmen begynder mindre end et minut inde i samtalen.

“Vi forventer et forholdsvis stort angreb senere på ugen,” siger Jakob Harbo fra sit kontor i Kyiv. Linjen knitrer let. “Ukrainerne ramte dele af Moskva i sidste uge. Og det er vi ret sikre på, russerne vil forsøge at hævne.”

Så bryder den metalliske stemme ind over forbindelsen.

Luftalarm.

“Det er også noget, der er sket mere på det seneste,« fortsætter han roligt. »Vi får mange flere alarmer i løbet af dagen end tidligere. To-tre om dagen den sidste uge. Det betyder ofte overvågningsdroner. Så går alarmen.”

Et par dage tidligere havde jeg også forsøgt at ringe ham op, mens han gik gennem Kyiv. Samtalen sluttede brat, da forbindelsen forsvandt mellem bygningerne. Nu sidder han på kontoret, mens sirenen fortsætter i baggrunden.

For Jakob Harbo er det blevet hverdag.

Han er landechef for Dansk Røde Kors i Ukraine og har boet i landet i fire år. Hans kontrakt udløber næste sommer. Men han overvejer seriøst at blive længere.

“Jeg tænker, jeg gerne vil forlænge,” siger han.

I et land i krig.

Otte timer på badeværelset

Han husker stadig morgenen den 10. oktober 2022.

Kyiv blev ramt af massive russiske missilangreb. Bl.a. omkring Shevchenko-parken midt i byen, hvor missiler ramte en legeplads og et lyskryds tæt ved universitetsområdet.

“Luftalarmen kørte, som den plejede. Det var vi vant til. Vi tænkte bare: ’Hvornår stopper den alarm igen?’ Og så sagde det pludselig bare: ’DOOOOOM!’”

Hele lejligheden rystede.

“Mit hjerte bankede helt vildt.”

Han løb ind i badeværelset – det rum i lejligheden uden vinduer og med flest vægge mellem ham og gaden. Hans improviserede saferoom.

“Jeg sad der i otte timer.”

Eksplosionerne rungede gennem byen. Man kunne høre både antiluftskyts og detoneringer fra missilerne. Vinduer blev blæst ind hos den danske ambassadør. Ingen vidste, om der ville komme flere angreb.

“Dengang havde vi ikke de samme informationssystemer som nu. Vi vidste ikke rigtigt, hvad der foregik. Der var meget lidt antiluftskyts dengang, det var problemet. Derfor ukrainerne bad om det i 2022.”

I flere dage lukkede byen næsten ned. Butikker holdt lukket. Folk hamstrede vand og konserves. Strømmen og vandforsyningen blev ustabile.

“I Danmark taler vi om beredskab i tre dage. Her lærte vi det på den hårde måde.”

Dansk Røde Kors’ medarbejdere begyndte at ringe rundt til hinanden.

“Vi spurgte alle: ’Er I okay? Har I det godt?’” fortæller han.

Men de glemte ét spørgsmål.

“Vi spurgte ikke: ’Hvor var du, da det skete?’”

Tre dage senere, da medarbejderne kunne vende tilbage til kontoret, brød en af hans ansatte sammen.

“Hun havde stået ved Universitetsmetroen og set mennesker blive dræbt.”

Han bliver stille et øjeblik.

“Det lærte os noget om traumer.”

En militærnægter i krig

Jakob Harbo er uddannet økonom og har arbejdet med humanitært arbejde det meste af sit voksne liv. Han begyndte som studentermedhjælper i Folkekirkens Nødhjælp efter at være blevet militærnægter.

“Det var faktisk derfor, jeg kom ind i den her sektor,” siger han og griner.

Siden har han arbejdet i Uganda, Zambia, Angola, Pakistan og Jordan. Han har været landechef siden 2007 og har ledet humanitære indsatser i nogle af verdens største kriser.

Men Ukraine er anderledes, siger han.

“Der er noget specielt ved en krig, som er så tæt på Danmark. Noget, der har så stor betydning for Europa.”

Han læner sig frem over kaffekoppen, da vi mødes nogle uger tidligere på Café Kashtan i Kyivs centrum.

“Det er jo verdenshistorie. I min levetid har vi ikke haft en storkrig på europæisk territorium på den her måde.”

Hans rolle er todelt. Som landechef leder han omkring 35 medarbejdere i Dansk Røde Kors’ internationale afdeling i Ukraine. Samtidig arbejder han tæt sammen med Ukrainsk Røde Kors om både nødhjælp og langsigtede løsninger.

“Jeg har været i alle provinser i Ukraine, selv i Donetsk og Kherson,” siger han. “Mykolaiv, som ligger nede ved Sortehavskysten, er særlig, fordi Danmark har valgt byen som samarbejdsregion, så der er meget fokus fra Danmark.”

Dansk Røde Kors arbejder både tæt på frontlinjen og i de vestlige regioner, hvor behovene er mindre akutte, men hvor økonomien stadig er hårdt presset af krigen.

“En stor del af mit arbejde handler om at skabe forbindelse mellem Danmark og Ukraine,” siger han. “Jeg bruger meget tid på at tale med journalister, ambassaden, virksomheder og andre, som kommer herned og gerne vil forstå landet.”

Men jobbet handler også om ledelse.

“Vi forsøger at arbejde mere inkluderende og delegere mere ansvar. Her er ledelsesstilen stadig præget af sovjetisk tænkning. Mere kontrol end tillid.”

Krigen påvirker alt – også økonomien og organisationernes arbejde. Under krigsretten er der begrænsninger på, hvor mange penge virksomheder og organisationer må hæve fra bankerne.

“Det giver god mening ud fra et sikkerhedsperspektiv. Men det skaber også grobund for alternative løsninger og nogle gange korruption.”

Mellem normalitet og undtagelsestilstand

På Café Kashtan spiller unge bordtennis i gården udenfor. Små metalliske smæld fra bolden blander sig med musik fra højttalerne. På bordene står kaffe, hvidvin og syrnyky – ukrainske pandekager med pesto.

Det ligner enhver anden europæisk storby. Men det er det ikke.

“Det normale liv eksisterer,” siger Jakob Harbo. ”Men hvis du kigger efter, ser du krigen alle steder.”

Kyivs natteliv lever videre. Diskotekerne åbner allerede om eftermiddagen og lukker klokken 22 på grund af udgangsforbuddet. Derefter fortsætter nogle af festerne i kældre og metrostationer.

“De unge fester hele natten. Med skum og det hele,” siger han og griner. ”Men du skal committe dig. Klokken 20.30 går du ind, og så er du der til seks om morgenen.«

Han går selv til metalkoncerter i Kyivs Melody Club.

“Kulturen blomstrer i kriser. Det gælder både musik og kunst. Ukraine er i gang med at skabe sin egen kultur og identitet.”

Han nævner ukrainske metalbands som Jinjer og Ignea, der begge kommer fra områder tæt på frontlinjen eller de besatte territorier.

“Der er en enorm vilje til at skabe noget nyt og ukrainsk.”

Normaliteten bliver aktivt opretholdt.

“Dagen efter et missilangreb er hullerne i vejen lappet. Gadefejerne er ude. Alt skal se normalt ud.”

Men under overfladen ligger undtagelsestilstanden konstant. Han opbevarer selv vand, dåsemad og nødforsyninger i lejligheden i Kyiv. Hver weekend tjekker han lagrene.

“Der skal ikke være noget, der overrasker.”

Når han er hjemme i Danmark på pauseophold, reagerer kroppen stadig instinktivt på lyde.

“Første gang jeg var hjemme i København efter missilangrebene, fløj der et fly hen over byen. Og jeg gjorde automatisk sådan her,” siger han og kigger op mod himlen.

“Man bliver aldrig vant til det. Det er altid ubehageligt, når bygningen ryster.”

Fra nødhjælp til fremtid

I begyndelsen af invasionen handlede arbejdet om ren overlevelse.

“Vi hjalp folk væk fra frontlinjen. Vi hjalp dem med at overleve.”

Nu forsøger Dansk Røde Kors sammen med Ukrainsk Røde Kors at tænke længere frem.

“Vi prøver at sige til folk: ’Det her er ikke et sprint. Det er et maraton.’”

Frontlinjen har i lange perioder været relativt fastfrosset, men de sociale konsekvenser vokser. Veteraner vender hjem. Familier er traumatiserede. Unge overvejer, om de har en fremtid i landet.

“Der er børn her, som ikke har været i skole i seks år. Først corona. Så krig.”

Skoler må kun åbne, hvis der findes beskyttelsesrum.

“Vi bliver nødt til at fokusere på andet end den akutte nødhjælp. Psykosocial støtte. Uddannelse. Job. Hjælp til veteraner og deres familier.”

Han mener, at Europas vigtigste opgave er at hjælpe Ukraine med at bevare troen på fremtiden.

“Det vigtigste er ikke at skabe jobs i Danmark. Det er at skabe jobs her.”

“If my country needs me”

Noget af det, der har gjort størst indtryk på ham, er ukrainernes vilje til at blive.

Han fortæller om en 24-årig leder fra Ukrainsk Røde Kors i Kharkiv tæt ved fronten.

“Jeg spurgte ham: ’Overvejer du at tage væk?’”

Svaret kom med det samme: ‘If my country needs me, then I’m ready.’

Jakob Harbo ryster let på hovedet.

“Det er jo vildt. Man kan rekrutteres til hæren som 25-årig i Ukraine, og med antallet af døde og sårede er det noget af en beslutning at tage.”

Han mener, at Europa ofte overser omfanget af de menneskelige tab i krigen.

“Der er enormt meget fokus på fredsforhandlinger og angrebene i Kyiv. Men der er meget lidt fokus på alle de mennesker, der dør hver uge ved fronten.”

Hvis man overførte tabstallene til Danmark, siger han, ville hele den danske hær være udslettet på få uger.

“Det er en enorm menneskelig lidelse.”

Han bliver

Efter fire år i Ukraine har krigen sat sig i kroppen. Men det er ikke frygten, der fylder mest, når Jakob Harbo taler om landet.

Det er beundringen.

“Ukrainerne er utroligt dygtige. På trods af krigen arbejder de knaldhårdt for at holde samfundet kørende og skabe en hverdag.”

Hans kontrakt udløber næste sommer. Men han har netop købt en lejlighed i Kyiv og sat den i stand.

“Jeg vil gerne blive.”

Telefonforbindelsen knitrer igen. Så bryder alarmen endnu en gang ind over samtalen.