Hvorfor føler Simon sig som en snyder?

Man skal være bange for gammel teknologi, ikke ny.

Sådan er indstillingen i Dansk Jernbaneforbund, hvor Simon Nicolai Bauer har været kommunikationschef siden 2018. Det er grundlæggende også hans egen indstilling.

Derhjemme er han ved at udvikle en app, som han bruger to forskellige AI-programmer til at prompte og bygge. I 10 år har han sagt til sin familie, at “når jeg bliver en gammel mand, udvikler jeg en tørre-app” – det vil sige en app, der måler, hvorvidt vejrforholdene er de rette til at tørre tøj i. Hvordan luftfugtigheden er, om der falder dug, hvor meget det blæser. Uden ChatGPT var den app formentlig blevet ved idéen.

Men, for der er et men: Han har det anderledes med at bruge ChatGPT på sit arbejde.

”Jeg har svært ved at bruge AI uden at føle, at jeg snyder,” skrev han til Djøfbladet for nogle måneder siden.

Den følelse fik ham også til at overveje en ekstra gang, om han havde lyst til at stille op til et interview. Han frygtede, at nogen ville se ham som ukvalificeret, hvis han sagde højt, at han bruger AI til at løse dele af sine arbejdsopgaver. Men som han siger, da vi alligevel taler sammen:

“Jeg tror ikke, at jeg er den eneste, der har dårlig samvittighed nogle gange.”

Stiltiende accept

Uanset om man som medarbejder opsøger det eller ej, er kunstig intelligens for længst krøbet ind på arbejdscomputeren: Co-Pilot er klar til at lave dit Word-udkast, og Gemini fabrikerer en AI-oversigt, for hvert spørgsmål du googler.

Simon Nicolai Bauer har knap 30 års erhvervserfaring bag sig og har altid været teknologioptimist. Siden han opdagede AI-transskriberingsværktøjet Sonix for nogle år siden, har han ikke brugt andet. Det betyder, at han har kunnet løse langt flere opgaver hurtigere end før. Men han oplever, at det bliver sværere og sværere at vurdere, hvad der er for meget – og hvad der er for lidt – i takt med at sprogmodellerne nu også kan løse de mere komplekse opgaver for ham.

Og så er der også en anden bekymring: “Jeg er simpelthen bange for at blive sløv til mit arbejde,” fortæller han og henviser til de undersøgelser, der har vist, at læger, som bruger AI til at diagnosticere kræft, selv bliver mindre dygtige til deres arbejde.

Netop den potentielle udfordring er vigtig at være opmærksom på ifølge Christiane Vejlø. Hun står bag en række bøger om forholdet mellem mennesker og teknologi, senest ’Pinlige onkler og andet vi får brug for i en fremtid med AI’, der udkom i juni.

”I en tid, hvor kunstig intelligens sniger sig ind og nærmest bliver en infrastruktur i vores arbejds- og kommunikationsliv, skal vi tilsvarende styrke vores menneskemuskler og kritiske sans. Det er også friktion, hårdt arbejde og slid, der gør, at vores arbejde bliver gjort ordentligt, og at vi lærer af det undervejs,” siger hun.

Ifølge Christiane Vejlø er skammen over at bruge AI et udbredt fænomen, der groft stillet op kan gå to veje: Der er dem, der skammer sig over at bruge kunstig intelligens til opgaver, hvor de føler, de burde lægge arbejdet i selv at udføre dem. De er typisk bange for at blive anset som dovne af deres kolleger. Og så er der dem, der skammer sig over ikke at bruge AI, og som frygter at blive efterladt på perronen.

AI-skam

Men hvad er det overhovedet, der får os til at skamme os over at bruge kunstig intelligens på arbejdet?

Ifølge Malene Flensborg Damholdt, der er lektor ved Psykologisk Institut på Aarhus Universitet, er det en grundlæggende aversion, vi mennesker ligger inde med.

”Machine aversion kaldes det, at vi altid vurderer ting, der er skabt af mennesker, som bedre end det, der er skabt af maskiner – også selv om det langtfra altid er tilfældet.”

Den tendens bekræfter bl.a. et amerikansk studie, der viser, at selv om forsøgspersonerne havde svært ved at genkende, hvorvidt en tekst var kunstigt eller menneskeligt skabt, dømte de den markant hårdere, hvis de vidste, at den var kunstigt genereret.

På den måde kan der måske være grund til at holde ChatGPT-fanen lukket, når kollegaerne går forbi, hvis man gerne vil fremstå kompetent på sit arbejde. Men det er en problematisk kurs, påpeger Malene Flensborg Damholdt.

”Hvis vi bare får AI til at løse vores opgaver uden at dele erfaringer med vores kolleger, risikerer vi at begå flere fejl. Og hvis vi løser opgaver med AI, der i virkeligheden er meningsløse og burde blive sløjfet, i stedet for at gå til chefen, går vi også glip af muligheden for at innovere arbejdspladsen. Derfor er åbenhed om, hvordan vi bruger teknologien, centralt.”

Et vigtigt skridt i den retning er på organisatorisk plan at fastsætte nogle AI-retningslinjer, som samtidig er tilpas fleksible, så de kan tilpasses efter, hvordan de passer til den enkeltes stilling, siger hun.

En god lakmustest

Som den eneste i sin afdeling er Simon Nicolai Bauer ansvarlig for at sætte sine egne retningslinjer.

Men der er et spørgsmål, han vender tilbage til, når han bliver i tvivl om sit eget ”alibi” for at bruge kunstig intelligens på arbejdet: Ville en anden person uden hans faglighed kunne opnå det samme ved at bruge AI til at løse denne opgave? Til det spørgsmål må han altid sige nej.

”Det er mig, der med min faglighed kan give de rette instruktioner og vurdere, om det, sprogmodellen har skrevet, er godt nok. Det er en god lakmustest, fordi det bekræfter mig i, at jeg har en grundviden om organisationen, om mit fag og min erfaring, som jo er helt unik.”

Og netop den lakmustest er anbefalelsesværdig, fortæller Malene Flensborg Damholdt.

”Det, der er vigtigst i forhold til at bruge AI, er at vide, hvad man ikke ved. Man kan ikke vurdere et output, hvis man ikke har den nødvendige forståelse for emnet. Derfor er det fuldstændig rigtigt, at resultatet af at bruge AI i vores arbejde afhænger af vores domæneviden og erfaring.”

Da jeg taler med Simon igen nogle uger senere, resonerer den tankegang stadig med ham.

Og sammenligner han med dengang, han transskriberede i hånden og skrev dispositioner på gule lapper, er det svært for ham at forestille sig at ”gå 100% rogue”:

”Man skal jo blive ved at udvikle sin faglighed, så den passer til virkeligheden,” siger han.

“Det er også svært at forestille sig, at den ansatte, der nægter at kommunikere gennem andet end håndskrevne breve, får lov at beholde sit arbejde særligt længe.”