Djøfbladet undersøger
Kan vi sætte tempoet i arbejdslivet ned?
1.7.2026
af
Mads Matzon
Foto: Anders Holst
Det er nærmest en naturlov, at arbejdet går hurtigere og hurtigere. Accelerationen bekymrer konsulent Kaare Pedersen, som derfor gerne vil vide, om man overhovedet kan sænke farten. Vi har spurgt en stribe forskere og en forfatter.
"Spørgsmålet er, om det simpelthen er en naturlov, der fører os direkte ud over afgrunden."
Kurt Klaudi Klausen, professor i statskundskab på Syddansk Universitet.
Djøfbladet undersøger
1.7.2026
af
Mads Matzon
Foto: Anders Holst
Kaare Pedersen har lagt mærke til en bekymrende tendens. Når han som partner i firmaet LEAD rådgiver ledere, fortæller mange af dem, at de hele tiden skal nå mere på samme tid.
Det har fået ham til at skrive til Djøfbladet:
”Er det reelt muligt at sætte tempoet ned i arbejdslivet? At stoppe den tilsyneladende uendelige acceleration?”
Vi ringer til Kaare Pedersen for at høre, hvorfor han stillede spørgsmålet.
Han tror, at accelerationen er ”værst” i offentlige organisationer, men hører også om en tempofyldt hverdag i private virksomheder.
”Taktslaget i deres arbejde går hele tiden hurtigere og hurtigere.”
Den øgede digitalisering i arbejdslivet bærer nok noget af skylden, siger han.
”Engang kom der breve rundt på kontoret tre gange om dagen. Der kom også lidt mails, men man havde et taktslag tre gange om dagen.”
Nu får mange af os måske 100 mails i løbet af en dag, hvilket gør taktslaget hurtigere, siger Kaare Pedersen.
”Og det er ikke alle, der stopper med at svare kl. 16. De fortsætter hele aftenen.”
Både chefer og medarbejdere har fortalt ham om akkurat at hænge i med neglene. Fx ledere, hvis kalendere er ”tæppebombet med væg-til-væg-møder”, så de ikke når at engagere sig i et møde, før de er videre til det næste.
”Der er ikke tid til refleksion og grundighed. Er der overhovedet noget, vi kan gøre ved det? Det er ikke til at holde ud, hvis det bare er et vilkår,” siger han.
Vi lover ham at undersøge sagen nærmere.
”Acceleration er en dominerende tendens i arbejdslivet,” siger Annette Kamp, professor emerita på Institut for Mennesker og Teknologi på Roskilde Universitet. De seneste 15 år har hun forsket i fænomenet, og i 2013 var hun medforfatter til bogen ’Et arbejdsliv i acceleration: tiden og det grænseløse arbejde’.
Den øgede digitalisering har sat gang i accelerationen, forklarer hun.
Samtidig sker der en effektivisering ude på arbejdspladserne.
”Man rationaliserer hele tiden arbejdet ved at intensivere det og hæve hastigheden med færre pauser og flere standardiserede løsninger. Det er almindelig kapitalistisk logik,” siger hun.
Desuden vil vi som individer realisere os selv i arbejdslivet. Det giver os en følelse af, at vi gerne må løbe hurtigere på jobbet, forklarer Annette Kamp.
Hvad gør accelerationen så ved os?
”Den fragmenterer vores tid. Vi får vanskeligt ved at dvæle i opgaver og ved at erfare ting,” siger Annette Kamp.
Vi kommer til at mangle ”den langsomme tid”. Fx opgaver, hvor vi fordyber os og opnår et flow med fuld opmærksomhed på det, vi laver. Fordybelse træner vores hjerne i at sanse, erfare og føle, forklarer hun.
”Jeg tænker, at acceleration har meget med stress at gøre. Hvis du arbejder i stressede situationer, mister du evnen til at orientere dig og føle efter.”
Som individ kan du godt prøve at sætte dig ud over accelerationsnormen, siger Annette Kamp.
Du kan sige jobbet op og købe et økologisk landbrug og så leve med, ”at du ikke bliver den bedste medarbejder inde i ministeriet”. Men hun gætter på, at der i virkeligheden ikke er særligt mange, der gør den slags.
Hun tror mere på et kollektivt normskifte.
Skiftet skal ske lokalt ude på arbejdspladserne.
Vi kan bl.a. kigge på, hvordan vi holder pauser samt frekvensen af vores kommunikation – fx hvornår vi sender mails, og hvor hurtigt skal vi svare på dem. Og så skal vi diskutere balancen mellem privatliv og arbejdsliv, siger hun.
”Der er også en stor diskussion om, hvordan vi organiserer hele samfundet. Men vi er nødt til at starte i det små,” siger Annette Kamp.
Ledige stillinger
Accelerationen er ikke et nyt fænomen, men nærmere en naturlov, fortæller Kurt Klaudi Klausen.
Han er professor i statskundskab på Syddansk Universitet, og gennem de seneste 30 år har han årligt undervist mellem 50 og 100 offentlige ledere. Muligvis har de lidt mere travlt i dag, men:
”De har altid følt sig pressede. For 30 år siden havde de også meget travlt og svært ved at få tid til at komme på kursus og uddannelse.”
Hurtigere, højere og stærkere har været en vækstmotor i samfundet siden industrialiseringen og etableringen af det kapitalistiske samfund. Og det stopper ikke lige foreløbig, siger han.
”Spørgsmålet er, om det simpelthen er en naturlov, der fører os direkte ud over afgrunden. Eller om vi kan gøre noget ved det?” spørger han, inden han selv foreslår en række løsninger:
Fx at effektivisere, digitalisere og lave rutiner, der gør det lettere at håndtere de øgede taktslag.
”Men det kan vi ikke gøre til evig tid.”
For effektivisering giver også ekstra arbejde, som kræver, at medarbejderne er robuste og ”hamrende effektive”, siger Kurt Klaudi Klausen.
Afbureaukratisering kan også bremse accelerationen.
Selv tror professoren dog ikke meget på den løsning, da skiftende politikere siden begyndelsen af 80’erne har prøvet at rydde op i bureaukratiet uden held.
I stedet taler Kurt Klaudi Klausen for mere realisme. De enkelte arbejdspladser skal afstemme deres forventninger med de ressourcer, der faktisk er til rådighed.
Og hver især skal vi selv have mere realistiske forventninger til vores eget og andres arbejde.
”Så folk fx ikke tror, at vi altid tager telefonen med det samme, eller at vi svarer hurtigt på deres mails.”
Hvis du googler ’acceleration i samfundet’, støder du straks på den tyske sociolog Hartmut Rosas arbejde.
Erik Mygind du Plessis har som lektor på Copenhagen Business School arbejdet med Hartmut Rosas teorier. Du Plessis har bl.a. studeret, hvordan banksektoren er påvirket af acceleration.
”Det senmoderne samfund er karakteriseret ved acceleration,” fortæller han.
Han deler accelerationen op i tre typer, som tilsammen giver os følelsen af flere taktslag i liv og arbejdsliv:
Mere komplekse arbejdsopgaver øger også taktslaget, siger han.
”Det er som at gå op på en rulletrappe, der kører nedad. Der er hele tiden mere i Outlook eller dit sociale medie-feed. Uanset hvor meget du skynder dig.”
Erik Mygind du Plessis forklarer, at accelerationen ifølge Hartmut Rosa fører til fremmedgørelse.
”I stigende omfang suser verden bare forbi os i et opskruet tempo. Vi når ikke længere at sanse den og være til stede i den.”
Men skal vi så bare træde bremsen i bund på jobbet?
Nok ikke, forklarer Erik Mygind du Plessis.
”Rosa ser ikke nødvendigvis deceleration som svaret.”
I stedet taler den tyske sociolog om begrebet ’resonans’. At vi skal være mere forbundne med verden og vores arbejdsopgaver.
Der skal simpelthen være mere plads til øjeblikke på jobbet, hvor vi er i flow og føler, at vi laver noget, der giver mening.
Hvordan du som individ når derhen, afhænger i høj grad af dine arbejdsopgaver, og hvem du er som person.
Ledelsesgangene skal selvfølgelig også være med på idéen, understreger Erik Mygind du Plessis.
”Det er ikke profitabelt at have fremmedgjorte ansatte, der går ned med stress. Så der kan også være et økonomisk driftsargument i det.”
"Hvis acceleration virkelig er en naturlov, har vi brug for nogle faldskærme, så vi ikke slår os ihjel."
Kaare Pedersen, ledelseskonsulent
Hakon Mosbech oplevede netop en periode med stresssymptomer i et accelereret arbejdsliv. Han er journalist og medstifter af mediet Zetland.
Oplevelsen fik ham til at skrive bogen ‘Vågne timer’ om, hvordan vi kan trives bedre på jobbet.
Hakon Mosbech ser et sjovt sammentræf i, at Kaare Pedersen, som stillede os spørgsmålet om acceleration, bruger ordet ’taktslag’ til at beskrive tempo på jobbet.
”Der er nemlig nogle fællestræk mellem god musik og godt arbejde,” siger han.
Musik lever i variation af styrke og intensitet, og det er også en af nøglerne til et godt og effektivt arbejdsliv, ifølge Hakon Mosbech og den forskning, han samler i bogen.
En måde at variere arbejdstempoet på er at tage pauser.
”Jeg har selv været typen, der ofte sad ved mit skrivebord og knoklede pauseløst indtil sent. Jeg var til tider fuldstændig slukket i slutningen af dagen. Pauser har radikalt ændret mit eget arbejdsliv til det bedre.”
Vi bliver både mere effektive og kan holde i længere tid, hvis vi holder de rigtige pauser, siger han.
Men hvordan gør vi så det?
Det er meget forskelligt, hvad der fungerer for den enkelte og på forskellige arbejdspladser, forklarer Hakon Mosbech.
”Der er pauseeksperter, som siger, at bevægelse trumfer alt.”
Selv kan han finde på at gå eller løbe en lille tur i løbet af arbejdsdagen.
Han nævner også mikropauser på få minutter, hvor du lige fjerner dig fra din arbejdsopgave.
”Churchill malede, Darwin sov middagslur, og Niels Bohr gik ture. Historien vrimler med eksempler på folk, der har lavet fantastisk arbejde og samtidig har holdt utrolig mange pauser.”
Hakon Mosbech anbefaler, at arbejdspladserne sætter pauserne i system.
Han peger på, at mange danskere lider af pauseskam. Vi vil ikke være dén på kontoret, som de andre ser skævt til. Derfor skal vi vise hinanden, at vi godt må holde pauser.
Vi skal også blive bedre til langstrakt produktivitet, siger Hakon Mosbech. På at fokusere på, hvad vi skal nå på et år i stedet for på en dag eller en uge.
”Hvis du har færre, men vigtigere mål, kan du arbejde længere tid med dem. Det kræver dog, at du prioriterer benhårdt.”
Da vi ringer tilbage til ledelsesrådgiver Kaare Pedersen, har han lige været til møde med en gruppe offentlige chefer.
De talte bl.a. om, hvordan de har fået én dag til at løse en opgave, som de førhen havde noget længere tid til.
”Hvis acceleration virkelig er en naturlov, har vi brug for nogle faldskærme, så vi ikke slår os ihjel,” siger Kaare Pedersen.
For ham er det vigtigt at skelne mellem travlhed og acceleration.
”Det er én ting at have travlt, og noget helt andet hele tiden at skulle forholde sig til en masse nye ting med kortere og kortere intervaller.”
Han er sikker på, at vi kan ændre måden, vi arbejder på, til det bedre. Også selv om det er svært at gøre noget ved accelerationsmotoren, der ligger bagved.
Han er enig i, at pauser og reflektionstid er et vigtigt greb for at kunne være til stede på jobbet.
Og så har han i flere af de chefgrupper, han rådgiver, haft fokus på at kigge på langsigtet tankegang i stedet for at fokusere på kortsigtede løsninger og brændende platforme.
Kaare Pedersen er desuden enig med Hakon Mosbech i, at arbejdslivet skal indeholde temposkift.
”Hvis vi hele tiden kører i taktslag 180, bliver vi bare udpint.”
DJØF ARRANGEMENTER OG KURSER
