Specialanklager Skipper Pelle Falsled har gentagne gange hørt, at han og kollegerne bliver underbetalt. Vi har undersøgt, om det holder – og hvad den slags rygter gør ved en arbejdsplads.
"Når vi skal vælge et job, ser vi på hele pakken."
Anders Frederiksen, professor i erhvervsøkonomi og økonometri på Aarhus Universitet
"Det var da et dejligt resultat."
Skipper Pelle Falsled, specialanklager
Djøfbladet undersøger
21.7.2026
af
Mads Matzon
Foto: Anders Holst
Skipper Pelle Falsled er stødt på et rygte i anklagemyndigheden, hvor han arbejder som specialanklager.
Derfor har han skrevet til Djøfbladet:
”Jeg har hørt et vedholdende rygte om, at jurister i politiet og anklagemyndigheden konsekvent er dårligere lønnet end andre offentligt ansatte jurister. Kan det virkelig have sin rigtighed og hvis så, hvad kan baggrunden være?”
Da vi ringer til ham for at høre mere om lønrygtet, understreger han, at han ikke ved, om der er hold i historien. Men rygtet er dukket op flere gange, når han har været til møder i Foreningen af Offentlige Anklagere.
Skipper Pelle Falsled er selv ”godt tilfreds” med sin løn ved Sydsjællands & Lolland-Falsters Politi og har mest bare studset over, hvad han hørte til møderne.
Vi lover ham alligevel at dykke ned i, om der rent faktisk er en lønforskel.
Hvis det skulle vise sig, at løngræsset er grønnere for andre statsansatte jurister, tror Skipper Pelle Falsled ikke, at det vil få ham til at skifte job.
Han er nemlig glad for sit arbejde med organiseret kriminalitet og har stor frihed til selv at bestemme, hvordan han løser sine opgaver.
”Det kunne bare være interessant at vide, om rygtet er rigtigt eller forkert,” siger han.
Lige præcis rygter og sladder er et vigtigt socialt fænomen, fortæller Perle Møhl, der er lektor på Institut for Virksomhedsledelse på Syddansk Universitet. Hun er antropolog og har bl.a. været på 18 måneders feltstudier i en fransk landsby for at studere netop sladder og rygter.
”Det handler simpelthen om at forstå og fortolke, hvad der foregår omkring én i det nære. Det er en evig vidensfortolkningsmaskine.”
Organisationer skal derfor have en nuanceret holdning til rygter, som er en måde at komme til orde på. Det er en naturlig og meget menneskelig proces og ikke kun noget, som utilfredse ansatte sætter gang i, siger Perle Møhl.
”Negative rygter og sladder handler ofte om, at vi ikke kan komme til orde gennem de officielle kanaler.”
At de fleste danskere holder for sig selv, hvad de tjener, kan måske have pustet ekstra liv i lønrygtet hos anklagemyndigheden, siger hun.
Ledige stillinger
Hvis ledelsen hører om sådan et rygte, skal de selvfølgelig skille fakta fra fiktion over for medarbejderne, siger Camilla Sløk. Hun er lektor på Copenhagen Business School og holder kurser i eksistens og ledelse.
For et negativt rygte om løn er beslægtet med brok på jobbet. Den slags finder der to former for, fortæller hun:
Den ene er et tegn på engagement hos medarbejderne, som faktisk er godt. Den anden er et udtryk for frustrationer, som ledelsen skal tage alvorligt.
Ifølge Camilla Sløk kan negative rygter, som udspringer af irritation, nemlig ende med at demotivere de ansatte.
Hvis en leder kom til hende med et lignende falsk rygte, ville hun opfordre vedkommende til at undersøge og engagere sig i det. Og selvfølgelig få talt med de ansatte.
”Løn er jo vigtigt for medarbejderne,” siger Camilla Sløk.
Men kan et rygte om en for lille lønpose direkte få medarbejdere til at søge væk?
Der skal nok mere til, forklarer Anders Frederiksen, der er professor i erhvervsøkonomi og økonometri på Aarhus Universitet.
For nogle år siden lavede han sammen med Danske Bank et studie af, hvilke faktorer der er vigtige, når medarbejdere fratræder deres stilling.
Gennem en spørgeskemaundersøgelse fandt han og banken frem til, at opgaver og udfordringer i jobbet var vigtigst for at fastholde medarbejdere. Effekten af, hvad de kunne tjene i et lignende job, ”var ganske lille”.
”Når vi skal vælge et job, ser vi på hele pakken,” siger han.
Overvejer du at skifte, vil du kigge på, hvad du får ud af dit nuværende job, sammenlignet med dine forventninger til hvad du kan få ud af et nyt job. Her en løn kun én af mange faktorer, siger Anders Frederiksen.
Men hvis Skipper Pelle Falsled kan få samme forhold og arbejdsopgaver et andet sted, men til højere løn, vil det dog muligvis godt kunne motivere ham til at skifte arbejde, forklarer økonomiprofessoren.Er der så en reel lønforskel mellem jurister i politiet og anklagemyndigheden og jurister i resten af staten?
Djøf Analyse har gravet statistik frem om alle jurister, der er medlemmer af Djøf og samtidig ansatte i staten.
Tallene viser, at fuldmægtige faktisk tjener mere hos politiet og anklagemyndigheden end i resten af staten. I gennemsnit 1.750 kroner mere om måneden i løn og tillæg uden pension.
Løntallene for special- og chefkonsulenter i politi og anklagemyndighed indeholder desværre for få ansatte til, at analyseafdelingen kan stå inde for, at de holder statistisk.
De usikre tal viser dog ingen større lønforskel mellem de forskellige statsansatte jurister, som ikke er fuldmægtige. Det giver os et fingerpeg om, at der ikke er hold i rygtet, som Skipper Pelle Falsled bad os undersøge.
Vi ringer derfor tilbage til ham for at punktere myten.
”Det var da et dejligt resultat,” siger Skipper Pelle Falsled og fortsætter:
”Så hvis man er fuldmægtig i anklagemyndigheden, er lønnen faktisk lige omvendt af, hvad der har gået af vandrehistorier.”
Han sætter pris på, at Djøfbladet har undersøgt rygtet, så ingen kolleger ”skal gå og surmule” over en usand historie.
Selv hvis vi var kommet frem til det modsatte, kunne Skipper Pelle Falsled som sagt ikke drømme om at skifte job.
”Jeg er virkelig superglad for at være, hvor jeg er.”
Efter 30 år i anklagemyndigheden ser han sig selv som lidt af en ”fagidiot”.
”Det gør det endnu mindre nærliggende for mig at skifte, fordi mit job sidder så meget på rygraden.”
Ville han så kunne finde på at skifte til en identisk stilling, hvis den udløste en højere løn, som økonomiprofessor Anders Frederiksen nævnte længere oppe i artiklen?
Efter en kort tænkepause svarer Skipper Pelle Falsled:
”Hvis det er det samme job, og det er mere vellønnet, synes jeg måske, det vil give mening i hvert fald at overveje det.”
DJØF ARRANGEMENTER OG KURSER