Store opdagelser kræver leg og mod. Men forskere tvinges til fedtspil

Den amerikanske fysiker og nobelprismodtager Richard Feynman sagde under en forelæsning i 1955, at hvis forskere ”vil løse problemer, vi aldrig før har løst, må vi lade døren til det ukendte stå på klem”.

50 år senere i en nu berømt tale til afgående studerende fra Stanford University fortalte Apple-stifter Steve Jobs, at ”meget af det, jeg faldt over ved at følge min nysgerrighed og intuition, viste sig uvurderligt senere hen”.

Noget tyder imidlertid på, at forskning mere og mere organiseres med det modsatte formål.

Pladsen og friheden til at tænke kreativt og følge sin intuition og nysgerrighed er nemlig udfordret – særligt af de mange midlertidige ansættelser, lyder en af konklusionerne i en undersøgelse fra november 2025 blandt geografer på britiske universiteter.

Rapporten fastslår, at de midlertidige ansættelser begrænser forskeres motivation for at gå efter forskningsemner med høj risiko.

”Presset for at sikre job i et usikkert miljø kan få geografer til at fokusere på “sikre” forskningsområder, som har større sandsynlighed for at tiltrække finansiering eller opmærksomhed, hvilket potentielt kan hæmme innovation og begrænse arbejdet med mere radikale eller åbne forskningsspørgsmål,” hedder det bl.a.

Særligt de unge forskere skal tænke på deres karriere og dermed deres næste ansættelse, og de vælger derfor ofte mindre radikale forskningsemner, der til gengæld har større chance for at tiltrække finansiering.

En af respondenterne siger bl.a. i undersøgelsen, at flere år med usikre ansættelser “har ikke været befordrende for gode idéer”.

Når det sikre bliver det kloge

Selv om undersøgelsen i princippet kun dækker en afgrænset gruppe universitetsforskere i England, findes der en række studier, der peger samme vej – også i Danmark.

I 2025 viste en undersøgelse fra DM, at 27% af de adspurgte forskere har droppet at forske i bestemte områder af frygt for ikke senere at kunne få finansiering eller ansættelse. 

Året før svarede hver fjerde samfundsvidenskabelige forsker i Djøf og Forskerens undersøgelse, at de, inden de publicerer deres artikel, overvejer, om de kan komme i modvind fra politikere eller presse pga. deres forskningsresultater. 13% frygter repressalier fra ledelse eller kolleger.

Martin Mølholm, formand for Djøfs sektorudvalg for universiteter og forskning, hæfter sig i første omgang ved, at der endnu ikke findes solide danske undersøgelser, der præcist kan dokumentere, hvordan usikre ansættelsesforhold påvirker ph.d.-studerendes valg af forskningsemner.

Men når det forbehold er taget, er billedet af forskeren, der justerer, tilpasser og beskærer sine idéer, så de passer ind i særligt fundingsystemets rammer, ifølge Mølholm svært ikke at få øje på.

”Den stigende tendens til ekstern finansiering af forskningsprojekter og den samtidige reduktion i frie forskningsmidler til grundforskning har uden tvivl haft betydning for, hvad der kan forskes i, hvad der forskes i, og hvor meget,” siger han til Forskeren.

Samtidig er ph.d.-projekter i dag ikke lige så ofte isolerede forskningsforløb, hvor forskeren rimelig frit kan definere sit projekt undervejs.

”Det er mere og mere almindeligt, at de ph.d.-studerendes projekt er en del af et større forskningsprojekt, hvor midlerne er hjemhentet af fastansat videnskabeligt personale, og hvor vejlederen står i spidsen for projektet,” siger Martin Mølholm, der til hverdag er lektor ved Aalborg Universitet.

Et dansk studie fra 2017 med 1.690 ph.d.-studerende fandt, at eksternt finansierede ph.d.-studerende samlet set oplevede mere styrende og direkte vejledning end dem, der er internt finansieret. Det gjaldt især inden for sundhedsvidenskaberne.

Martin Mølholm understreger, at bevillinger kan være meget forskellige. Nogle er relativt åbne, mens andre er bundet tæt op på bestemte samfundsmæssige dagsordener. Men samlet set mener han ikke, der er tvivl om retningen.

”Fondsbevillingerne er med til at sætte nogle rammer og begrænsninger for, hvor risikovillige og eksperimenterende de ph.d.-studerendes projekter har mulighed for at være,” siger han.

Fra frihed til strategi

Tilbage i 2018 viste et internationalt studie, at forskning i stigende grad beskrives og planlægges på forhånd som et afgrænset projekt – med klare mål, en fast tidsramme og et tydeligt indhold.

Når finansieringen er forbundet med en forventning om, at forskningen kan levere svar på et forholdsvist konkret og på forhånd defineret problem, bliver det vanskeligere at forfølge mere åbne eller usikre spor. Altså netop den type forskning, hvor man ikke nødvendigvis ved, hvad man finder.

”Her handler det meget om, hvad der er ‘oppe i tiden’, og hvad det er for svar, der efterspørges,” siger Martin Mølholm.

Han refererer til den franske filosof Michel Foucault, der mente, at forskning ikke kun handler om at finde sandheden, men også om, hvilke former for viden et samfund accepterer som sande.

Rammer, Martin Mølholm vurderer er mere snævre i dag, end da Foucault gjorde opmærksom på netop den sondring.

Samtidig oplever Martin Mølholm, at fondenes rolle er ved at ændre sig. De vil i stigende grad vil “være med omkring bordet” for at sikre, at projekterne leverer resultater, der matcher fondenes profil og strategiske interesser.

”Når jeg taler med mine kollegaer fra både eget og andre universiteter, så hører jeg, at fondene bliver mere og mere styrende. Ikke bare i forhold til hvad der kan opnå forskningsbevillinger, men også undervejs i selve processen,” lyder det.

Det gør ikke nødvendigvis forskningen dårligere, men hensynet til anvendelighed, relevans og målbare resultater fylder mere end tidligere, lyder det.

Tilbage til sandkassen

I en kronik i Altinget fra november argumenterer lektor Jørn Bjerre fra Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse på Aarhus Universitet for, at universiteternes styringslogik efterhånden er kommet i konflikt med selve idéen om original tænkning.

Ifølge ham er paradokset, at samfundet på den ene side efterspørger innovation, kreativitet og nye løsninger, mens universiteterne på den anden side styres mere og mere gennem kontrol, standardisering og måling.

Man kan ikke samtidig med stram styring forvente, at forskningen leverer noget selvstændigt og overraskende nyt, argumenterer han.

“Årtiers anti-intellektualisme efterlader os alt i alt med grundparadokset, at mens tiden kalder stadig mere på nytænkning, forvalter vi universiteterne ud fra principper, der ville have fået planlæggerne i det daværende Sovjetunionen til at knipse,” skriver han bl.a.

Den danske nobelprismodtager Morten Meldal har flere gange peget på, at store opdagelser kræver frihed til at følge det uventede. Når han taler om forskning, bruger han et barn i en sandkasse som et billede på den kreative frihed, der bør kendetegne forskningen.

”Folk, der godt kan lide at forske, er folk, der fortsætter med sandkasselegen hele livet,” siger han til Forskeren.

Sandkasselegen kræver frihed til at følge spor, stille spørgsmål og forfølge idéer, selv om de måtte være mærkelige eller upraktiske. Men det bliver sværere, hvis forskning i stigende grad skal være strategisk, målbar og kunne beskrives i detaljer på forhånd, beklager han.

Kontrolsamfundet

Et amerikansk working paper fra National Bureau of Economic Research fra 2025 pegede desuden på, at projekter med høj risiko har betydeligt dårligere chancer for at få forlænget deres bevilling end mere sikre projekter. Og det er især de nye, uprøvede forskningsfelter og de yngre forskere, der bliver ramt.

”Hvis vi har sådan nogle tendenser, bliver kvaliteten ikke den samme. Du får ikke den samme trang til at være nyskabende, som du har, hvis du har frihed. Den sandkasseleg kræver simpelthen frihed til at bruge hovedet, som man har lyst til, og til at forfølge idéer, som kan være lidt vilde,” siger nobelprismodtageren.

Han understreger samtidig, at de vilde idéer sjældent er dem med størst sandsynlighed for hurtig succes.

”Du får størst sandsynlighed for succes der, hvor du har sikre resultater for få penge,” siger han.

Morten Meldals pointe er ikke, at forskere er blevet mindre kreative eller modige, men hvis den usikre og eksperimenterende forskning samtidig er den type forskning, der er sværest at finansiere, forklare på forhånd og publicere hurtigt, bliver det sikre valg også det mest logiske valg.

”Vi har et kontrolsamfund, hvor det afhænger meget af, hvordan du opfører dig, om du bliver accepteret og får lov at fortsætte ad den vej, du har valgt. Dine valg bliver monitoreret hele tiden. Og hvis man monitorerer valg hele tiden, vil valgene afhænge af det miljø, som de bliver indgået i,” siger han.

Morten Meldal mener dog ikke, at Danmark er blandt de værste eksempler. Danske fonde som Novo Nordisk Fonden, Villum Fonden og Danmarks Grundforskningsfond er relativt gode til at understøtte mere risikovillig forskning, lyder det.

Men selv i Danmark mangler der plads til den mest risikofyldte forskning. Og måske vigtigst af alt: til den rebelske tanke.

”Det er meget ofte de lidt mere rebelske forskere, som kommer frem med super-spændende ting. Det er ikke dem, som bare følger en slagen vej.”