”Det føles spildt, hvis min kandidat kun kan bruges til et job i Brugsen”

Da Simon Christiansen i 2013 søgte ind på Økonomi på Syddansk Universitet (SDU), var en stor del af motivationen – ud over hans interesse i pengesager – at jobmulighederne efter uddannelsen var lovende.

Det fyldte en del i den i dag 32-årige kandidats bevidsthed, fordi han godt vidste, at hans handicap kunne få nogle arbejdsgivere til at lægge hans ansøgning nederst i bunken. 

Simon er født med hjerneskaden cerebral parese, som i hans tilfælde betyder nedsat funktion i venstre hånd og venstre ben samt taleudfordringer.

Men selv om hans handicap er tydeligt, når man første gang møder ham, kan han – hvis han får det rette tastatur, et hæve-sænkebord og en smule plads omkring sig – sagtens udføre sit arbejde, fortæller han. Det bekræftede hans fuldtidspraktikophold i Faaborg-Midtfyn Kommunes økonomiafdeling ham i under studiet. 

”Min motivation lå også i at komme ud og bidrage til samfundet med de evner, ressourcer og kompetencer, jeg har og rigtig gerne vil bruge, ligesom alle andre med en høj uddannelse.”

Alligevel har Simon nu gået arbejdsløs, siden han blev færdiguddannet i januar 2024.

Til eksamen i ukendt pensum

Simon modtog SPS under studiet – et handicapkompenserende tilbud, der giver rådgivning og støtte til studerende med psykiske eller fysiske udfordringer. Han var taknemmelig for ordningen, selv om den ikke forløb helt problemfrit.

En af de store udfordringer var, at SDU undervejs skiftede SPS-leverandør. Det førte til, at Simon ikke længere kunne få hjælp til dispensationsansøgninger eller få en mentor med som tovholder til møder. I stedet oplevede han, at ansvaret nu blev lagt over på ham selv.

Til eksamener fik han én gang – modsat sine medstuderende, der godt kunne gå til mundtlig eksamen og derfor havde haft hele semestret til at forberede sig – først to dage før eksamen besked om, hvilke vilkår han skulle gå til eksamen under. En anden gang fik han en opgave til et helt andet pensum end det, han var blevet undervist i, fordi han ikke kunne gå til mundtlig eksamen. Og en tredje gang havde den eksamensansvarlige ikke sørget for, at hans hjælpemidler var klar, da han ankom.

Det var altså ikke altid en dans på roser at gennemføre studiet. Men tiden efter har på visse måder været mere udfordrende.

Nødvendigt at presse på

”Jeg oplever, at jeg virkelig skal presse på for at blive taget alvorligt som jobsøgende. Det har i høj grad været op til mig selv at finde løsningerne,” fortæller han. 

Sidste sommer var han fx til et møde med sin mentor, hvor de aftalte, at Simon skulle sende en liste med virksomheder, som mentoren så kunne ringe til på Simons vegne. Simon sendte listen, men hørte ikke noget før til jul, hvor han igen var til møde og bragte det op.

”Så blev jeg bedt om at sende en ny liste, men det var først, da jeg i januar pressede på for, at han faktisk kontaktede virksomhederne, at der skete noget. Da fik jeg kontakt med tre virksomheder, der var interesserede.”

Halverede chancer

Spørger man Thomas Bredgaard, der er professor i arbejdsmarkedspolitik på Aalborg Universitet (AAU) og leder af Forskningscenter for Handicap og Beskæftigelse, har Simon sådan set gjort det helt rigtige ved at tage sin videregående uddannelse:

”Vi ved fra forskningen, at uddannelse er noget af det, der kan minimere beskæftigelsesforskellen mellem mennesker med og uden funktionsnedsættelser. Så uddannelse er en rigtig vigtig del af løsningen.”

Imidlertid er der en række faktorer, der bremser ansøgere med funktionsnedsættelser – om de er synlige eller usynlige.

”Den største udfordring er, at der mangler viden blandt arbejdsgiverne. Mange tror ikke, de har rammerne og ressourcerne til at ansætte personer med handicap, og selv om de færreste diskriminerer åbent, er ubevidste bias en stor barriere.”

I et forskningsprojekt om cerebral parese, som Thomas Bredgaard var del af, sendte forskerne fiktive ansøgninger til rigtige stillingsopslag på jobs, der godt kunne bestrides af kørestolsbrugere. Forsøget viste, at det halverede ansøgernes chance for at blive indkaldt til en samtale, hvis de nævnte, at de sad i kørestol.

Spild af tid

I de to år, Simon har været på dagpenge, har han søgt både fuldtids-, deltids- og praktikstillinger.

I starten søgte han stillinger med såkaldt fortrinsret. Det er et handicapkompenserende værktøj, der ved opslåede stillinger i det offentlige forpligter arbejdsgiveren til at indkalde ansøgere med en funktionsnedsættelse. Den energi, Simon brugte på at forberede sig, løse cases og svare på spørgsmål, viste sig dog hurtigt at være spild af tid, og efter fem samtaler stoppede han med at søge med ordningen:

”Det kostede mig meget energi, og når jeg sad til samtalen, var det tydeligt, at de ikke så mig som en kandidat, men bare sad der, fordi de var tvunget til det. Ofte virkede de trætte af, at de skulle bruge tid på samtalen. Det var spild af tid og frustrerende for alle.”

En anden kompenserende ordning, Simon har forsøgt sig med, er isbryderordningen, der giver virksomheder mulighed for at ansætte nyuddannede personer med handicap i et job med løntilskud. I sine ansøgninger har han nævnt muligheden for ansættelse via ordningen og endda medsendt en pjece om den til virksomhederne.

Imidlertid har ordningen den begrænsning, at den er midlertidig, kun gælder de to første år efter endt uddannelse og ikke giver garanti for fastansættelse efterfølgende.

”Men den største udfordring er, at det er ansøgeren selv, der skal finde jobbet. Når virksomhederne samtidig ikke kender ordningen, bliver det ekstra svært at komme i betragtning,” fortæller han.

Thomas Bredgaard bekræfter den udfordring. Selv om initiativer som fortrinsret og isbryderordningen ifølge ham egentlig fungerer ”udmærket”, er det under halvdelen af virksomhederne, der har kendskab til isbryderordningen.

Også blandt de jobsøgende med funktionsnedsættelser er kendskabet begrænset, fortæller han.

Mangel på fleksjob

Efter to års jobsøgning er jobcentret nu ved at undersøge, om Simon skal visiteres til fleksjob. Egentlig vil han helst have et fuldtidsarbejde, både af ”mentale og økonomiske” grunde, og han er i tvivl, om han overhovedet vil kunne finde et fleksjob.

”Der er virkelig få af den slags stillinger i min branche,” siger han.

Også det problem bekræfter Thomas Bredgaard:

”Man er simpelthen ikke i tilstrækkelig grad lykkedes med at skabe akademiske fleksjobs, og særligt i det offentlige har man været tilbageholdende med at oprette disse stillinger. Det er et problem, at vi er så vant til at opslå almindelige fuldtids- og deltidsstillinger i stedet for at se på de opgaver, der skal løses,” siger han og uddyber, at et mere rummeligt jobmarked vil komme flere end kun personer med funktionsnedsættelser til gode:

”Det kan jo også være til glæde for ældre medarbejdere eller medarbejdere med småbørn, der har behov for at reducere arbejdstiden i en periode.”

Simon Christiansen er enig i, at manglende viden og fordomme er blandt de største problemer som jobsøgende med en funktionsnedsættelse.

”Jeg har brug for relativt få hjælpemidler for at fungere på en arbejdsplads. Jeg har egen handicapbil, og mit taleproblem er ikke en udfordring for mit skriftlige arbejde. Alligevel er jeg overbevist om, at det er mit handicap, der spænder ben for en ansættelse. Jeg har motivationen til det meste, men det føles lidt spildt, hvis min kandidatuddannelse kun kan bruges til et arbejde i Brugsen.”