Vi ved godt, at stress er et udbredt problem. Men vi taler om det på en måde, der står i vejen for løsningerne, skriver arbejdslivskonsulent Thomas Milsted i en ny bog. Det er slet ikke en selvhjælpsbog, men den er alligevel meget brugbar.
Milsted beskriver et lignende dilemma i afsnittet om autonomi.
Der er en velunderbygget sammenhæng mellem autonomi og jobtilfredshed. Vi er simpelthen gladere for at gå på arbejde, når vi får lov til at udføre opgaverne ud fra vores egne værdier, erfaringer og vurderinger. Derfor er øget autonomi også noget, som efterstræbes på mange arbejdspladser. Nogle steder er det ligefrem en kulturel kerneværdi, som det forventes, at medarbejderne tager på sig.
Men hvis arbejdspladsen forventer autonomi uden samtidig at skabe de rammer, som medarbejderne faktisk kan være autonome i – fx ved at sikre, at de har mandat til at træffe beslutninger – så opstår der stress. Igen fordi vi har taget et fælles problem og skubbet det ind på individets banehalvdel.
Boganmeldelse
15.6.2026
af
Søren Ipland
Illustration: Sidsel Sørensen
Alle taler om, at Jeppe er stresset. Men ingen taler om hvorfor.
Sådan kan vi, med en moderne omskrivning af Ludvig Holberg, groft opsummere hovedbudskabet i arbejdslivskonsulent Thomas Milsteds nye bog om stress.
Omkring en tredjedel af danskerne har et højt stressniveau, og stress er hverken sjældent eller tabuiseret længere. Alle taler om stress. Men måden, vi taler om stress på, skjuler ofte mere, end den viser, mener Milsted.
I bogen slår han ned på fire temaer i arbejdslivet, hvor den fælles røde tråd er, at vi ikke rigtig tør tage de hårde diskussioner. Det handler om psykologisering, magt, autonomi og mening.
Lad os starte med psykologiseringen. Her udlægger Milsted, hvordan stress siden 1960’erne i stigende grad er blevet forstået som individets subjektive oplevelse af en situation. Vi forstår ikke længere bare stress som en biologisk reaktion på et ydre pres – den er gradvist flyttet ind i hovedet på den enkelte. Stress er blevet noget, “man har” og kan “arbejde med”.
Med den definition bliver stress også noget, man løser ved at tilbyde sine medarbejdere psykologsamtaler, mindfulness og kurser i stresshåndtering.
Det er måske bedre end ingenting, men bag omsorgen gemmer sig et stort problem, skriver Milsted. For når vi sætter den enkelte medarbejders symptomer i centrum, giver vi også individet ansvaret for kollektivets problemer.
Sandheden er dog, at stress som regel opstår på baggrund af uretfærdigheder, forkerte arbejdsgange, skæve vilkår, konflikter. Når vi gør stress til et individuelt psykologisk fænomen, får vi en nænsom måde at adressere arbejdspladsens spændinger på uden at placere nogen skyld. I værste fald afholder det os fra at tale om de ting, der bør ændres.
Ledige stillinger
‘Stress’ er tredje bidrag i en bogserie om arbejdslivets dilemmaer, som redigeres af Joel Haviv, Lene Tanggaard og Svend Brinkmann. Med sine kun godt 60 sider er det en kompakt størrelse. Formatet minder om de populære 'Tænkepauser', hvor et tema præsenteres i én overskuelig mundfuld, der ikke skal være udtømmende, men sætte tanker i gang.
Og det lykkes. Bogen “giver ikke løsninger og kommer ikke med opskrifter”, som Milsted selv skriver i forordet. Det er ikke en metodebog og slet ikke en selvhjælpsbog.
I stedet bliver vi som læsere inviteret ind i en teoretisk, essayistisk diskussion af stressens dilemmaer. Måske er den derfor også mest interessant, hvis man er leder eller på anden måde har mulighed for at gøre op med strukturerne på sin arbejdsplads. For mig har den i hvert fald åbnet helt nye perspektiver, og jeg er glad for nu at have den ved hånden.
Fjerde bog i serien, ’Mening’ af David Holt Olsen, er udkommet for nylig. Den dykker, som titlen indikerer, ned i, hvordan vores syn på mening i arbejdet har udviklet sig.
Søren Ipland er adm. direktør for medievirksomheden Føljeton.
DJØF ARRANGEMENTER OG KURSER