Professor: Danmark kan sagtens vente måneder på en regering

Det er efterhånden velbeskrevet, hvordan det efter et parlamentsvalg i 2010 tog politikerne i Belgien 541 dage at danne en ny regering.

Men selv om der gik lang tid, gik livet faktisk videre. Belgiske politologer gennemførte efterfølgende nogle studier, der viste, at den lange regeringsdannelse ikke havde de store praktiske konsekvenser.

”Hvis noget pressede sig på, fandt man ud af det og fik det håndteret. Men lanceringen og gennemførelsen af store politiske projekter blev stillet i bero,” fortæller professor emeritus og mangeårig forsker i den danske forvaltningsmodel Jørgen Grønnegård Christensen.

Og det er faktisk samme situation, den danske centraladministration har stået i siden folketingsvalget den 24. marts, lyder det. Regeringsforhandlingerne er nu de længste nogensinde i Danmark, men konsekvenserne har indtil videre været begrænsede.

“Man kører i en form for driftsmode. Alle løbende forretninger bliver passet, men så snart det drejer sig om nye initiativer eller forvaltnings- og driftssager, der på en eller anden måde har politiske aspekter, er det sat i bero,” siger han.

I departementerne mærker man situationen mest, fordi de normalt arbejder tæt på ministerens politiske dagsorden. En fungerende regering kan nemlig ikke agere som en normal politisk regering.

I praksis kan man se det ved, at ministrene ikke længere udtaler sig om sager inden for deres ressortområder, bemærker Jørgen Grønnegård Christensen.

“Det, der ikke kan ske, og som især berører departementerne, er, at de ikke kan arbejde på politiske initiativer for den fungerende regering og de fungerende ministre.”

Parlamentarisk dækning

Derfor er det også særligt i styrelserne, at sagsbehandling og myndighedsdrift bare kører videre, som om intet var hændt. Selvfølgelig kan sager, der udspringer af daglig drift, få politisk karakter, forklarer professoren. Forskellen er bare, at en fungerende minister ikke må træffe beslutningen selv.

“Så må den fungerende minister og regering sikre sig dækning i forhold til Folketinget.”

Det kunne helt aktuelt være på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område.

“Hvis der opstår et pres for, at der bliver taget stilling nu, må den fungerende regering og de fungerende ministre i kontakt med partierne i Folketinget. De må få afklaret, om man kan handle på den ene eller den anden måde.”

Fx foregår der fortsat forhandlinger om Grønlands fremtid mellem Grønland, Danmark og USA. Det er et eksempel på, at man godt kan køre videre, men det kræver, at man har sikret sig parlamentarisk dækning, siger Jørgen Grønnegård Christensen.

”Der må ikke være nogen, der kan komme og sige, at regeringen overskrider sine beføjelser som fungerende regering. Men mig bekendt har det endnu heller ikke givet anledning til hverken problemer eller bekymringer.”

Et interessant gråzoneområde, bemærker han, er de store reformer og aftaler fra den nu tidligere regering – fx grøn trepart, sundhedsreform og forsvarsoprustning – der ikke er helt afsluttede. Her er der en del større projekter og aftaler, der stadig er ved at blive implementeret.

”Noget af det kører nok på skinner, men der, hvor der skal foretages politiske afvejninger eller forhandlinger, er det stillet i bero,” siger han.

I mange store politiske aftaler hedder det, at regeringen løbende skal drøfte dele af implementeringen med forligskredsen. Men det kan i sagens natur være vanskeligt, når der ikke er en fast regering til at sidde for bordenden, siger Jørgen Grønnegård Christensen.

De stille departementer

En række konkrete opgaver er dog på hold. Han nævner konkret ministerbesvarelser, lovforberedelse og udvalgsarbejde som områder, der går ned i tempo eller sættes på pause.

“Alt det, der handler om besvarelser af spørgsmål, hvor det i princippet er ministeren, der lægger navn til svarene, og alt, hvad der har med lovforberedelse og udvalgsarbejde at gøre, bliver berørt. Lovforberedende udvalg, der er nedsat, er sat på pause i den her situation. Det vil især sige, at det er embedsfolkene i departementerne, som er berørt.”

Derfor har det politiske vakuum naturligvis også indflydelse på embedsværkets hverdag i ministerierne. Tempoet er sat ned, og der er blevet mere stille, forklarer han.

”Normalt er der et enormt politisk beslutningspres, som også rammer centraladministrationen, og det pres er lettet for øjeblikket.”

Der bliver heller ikke ansat nye topchefer i centraladministrationen, fordi det faktisk også kræver en slags politisk beslutningstagen.

“Når man udpeger nye departementschefer og styrelseschefer, vurderer man også, om den pågældende vil kunne vinde accept hos en minister eller regering af en anden partifarve.”

Sundhedsministeriet har ikke nogen departementschef for tiden og får det derfor heller ikke, før en ny regering tiltræder.

Uger eller måneder

Enkelte dele af centraladministrationen laver dog fortsat politisk relateret arbejde. Embedsfolkene må nemlig gerne hjælpe den kongelige undersøger og partierne under forhandlingerne.

“Nogle i departementerne bistår i et vist omfang partierne, når der forhandles om en fremtidig regeringsdannelse. Den kongelige undersøger kan rekvirere bistand fra centraladministrationen. Det vil især være Statsministeriet, Finansministeriet og Økonomiministeriet, men andre ministerier kan også blive involveret, hvis forhandlingerne bliver mere konkrete.”

Men selv om der ikke er gang i det politiske udviklingsapparat, og der primært er tale om drift, afdramatiserer Jørgen Grønnegård Christensen situationen.

For embedsværket, fordi man ikke kan sætte lighedstegn mellem en kortere regeringsperiode og mere travlhed.

Og for samfundet som helhed, fordi erfaringerne fra andre lande, som Danmark deler politisk og administrativ kultur med, viser, at der ikke er noget, der tyder på, at en lang regeringsdannelse skulle blive et problem.

“Erfaringerne fra andre lande – især Belgien og Holland, men også Tyskland og Sverige – er, at man kan være igennem sådan nogle perioder, uden at verden går under. Det er ikke afgørende, om der går en uge eller en måned mere eller mindre.”

“Der kan selvfølgelig opstå store politiske ting, som presser sig på, hvor man siger: ’Vi kan ikke køre videre med det her, uden at lovgivningen bliver lagt om.’ Men hvornår det indtræder, ved vi ikke.”