Nicolai røg ud i historisk fyringsrunde – og fik nyt job med det samme

Klokken 8.45-9.00 morgenen tirsdag 16. december sidste år sad alle ansatte i seks af de syv styrelser, som driver Danmarks skattevæsen, foran deres computere. Det var en ordre. Skatteministeriet havde varslet en historisk stor fyringsrunde som led i det statslige arbejdsprogram for administrative besparelser.

Man måtte selv vælge, om man sad derhjemme eller kom ind på kontoret. Nicolai Barding, dengang 41-årig jurist og chefkonsulent i Skattestyrelsens afdeling i Høje-Taastrup, tog ind til storrumskontoret.

Han var der kl. 8.40 og så, at hans leder var gået ind i et aflukket mødelokale. Han anede uråd. Det ville blive 15 lange minutter. 

Men kl. 8.46 sagde hans computer ’pling’.

”Jeg husker stadig dén lyd ganske tydeligt.”

Først tænkte han, at det var utrolig dårlig dømmekraft, at nogen sendte ’almindelige’ mails lige midt i de her kritiske 15 minutter.

Men så så han emnefeltet. Det var fra hans leder: "Påtænkt afskedigelse".

”Jeg troede ærligt talt, at det var løgn. Helt oprigtigt, jeg troede, at mine øjne så forkert.”

Men uanset hvor mange gange han blinkede med øjnene, blev mailen ved med at være der.

”Dér lige foran mine øjne.”

Han skyndte sig ud på gangen og ringede til sin hustru. Så gik han ind igen, pakkede sine ting og tog hjem.

Så os som medarbejdere, der ikke kunne undværes

Næsten 600 medarbejdere – 640, hvis vi tæller chefer med – fik en mail denne morgen. Det svarer til rundt regnet hver 20. medarbejder. Omkring 300 af de 600 var akademikere, og heraf var de 176 djøfere, hvilket gør det til den største fyringsrunde på én gang på én offentlig arbejdsplads, som Djøf indtil nu har registreret.

Nicolai Barding havde haft en underlig følelse i maven aftenen før. Men ellers havde han hele vejen igennem tænkt – og håbet – at han nok skulle klare frisag.

For det første var det kun et halvt år siden, han blev ansat i Skattestyrelsen, og han kom med næsten ni års tung, faglig erfaring i rygsækken fra en anden af skattevæsenets styrelser, Vurderingsstyrelsen. Og man ansætter vel ikke folk, som man så efter et halvt år alligevel mener er overflødige?

For det andet – og nok så vigtigt – sad han i et kontor med kun 10 medarbejdere, som koordinerede hele Skattestyrelsens såkaldte efterkontrolproces – et område, som beskæftiger ca. 2.000 medarbejdere.

”Det var svært at se, hvordan man kunne pille ved vores mandtal på 10. Jeg og mine kolleger så os som medarbejdere, som Skattestyrelsen ikke kunne undvære.”

Men to andre i hans kontor fik også et ’pling’ på deres computer den morgen.

Opdaterede cv samme eftermiddag

Han var trist, da han tog hjem.

”Jeg hører til den type, der helst vil være på den samme arbejdsplads længe,” siger han.

”Det havde jeg også regnet med, at jeg skulle i Skattestyrelsen. Det blev så en kort fornøjelse, men jeg nåede både at få gode arbejdsopgaver og nogle rigtig gode kolleger. Jeg havde glædet mig til mange gode år i Skattestyrelsen.”

Derhjemme sundede han sig. Men kun kort.

Om eftermiddagen gik han i gang med at opdatere sit cv. Om aftenen begyndte han at gennemtrawle Jobindex.

Der var sådan set rigeligt med interessante stillinger for en erfaren jurist som ham med speciale i forvaltningsret, så det kom overhovedet ikke på tale bare at søge det første og det bedste.

”Spørgsmålet var derimod, om jeg hurtigt kunne lægge det her bag mig, inden det for alvor begyndte at gnave i selvværdet.”

Hvis det gnaver for meget, bliver man bitter, og så får man ikke en god jobsøgningsproces, siger han.

”Bitterhed fører til, at man bliver krævende til jobsamtalen.”

Altså, at man vil have et nyt job og dét med det samme, og så mangler man den nødvendige portion ydmyghed over for den arbejdsplads, man søger ind på, mener han.

”Bitterhed fører også uundgåeligt til, at man bliver blind for de mange muligheder, der faktisk ligger derude.”

Det med at få smerten lagt bag sig har han med sig fra sine første år i statsadministrationen. Der nåede han hele to gange at være i afdelinger, som var med i udflytningen af statslige arbejdspladser midt i 10'erne.

”Der nyttede det heller ikke at hage sig fast i, hvorfor det lige var os, der skulle flyttes til den anden ende af landet.” 

Børnenes juleglæde hjalp

Men hvordan lægger man følelserne bag sig? De første dage kørte tankerne rundt og rundt, når han om aftenen trillede af sted med barnevognen for at få den mindste til at sove. Men han vidste godt, at det skulle han holde op med.

Det hjalp ham, at der ikke kunne gives nogen rigtig forklaring på, hvorfor man blev prikket, andet end at ’det er dig, vi bedst kan undvære’. Sådan nogle formuleringer.

”Jeg havde kolleger, som blev ved med at stille sig selv spørgsmålet: 'Hvorfor blev det mig?' Men svaret er jo, at der ikke er noget svar. De skulle finde nogle navne. Det var en spareøvelse.”

Paradoksalt nok blev julen lidt af en redning for ham, selv om skattevæsenets topledelse ellers fik kras kritik for at gennemføre en så stor prikkerunde tre dage før juleferien.

”En juletid med tre søde unger på halvandet, fem og otte, der er spændte som et trommeskind, fik mig til at slippe tankerne. Og så skulle vi have 20 gæster juleaften.”

Men så snart julemaden var spist og nytårsboblerne drukket, fortsatte han med jobsøgningen.

”Jeg ville gerne lande et job inden sommerferien, og de sidste jobs inden sommeren bliver typisk slået op medio maj. Så jeg havde altså fire en halv måned.”

Han estimerede, at han nok skulle til 10 samtaler, før han landede et job. Det ville formentlig kræve 30-40 ansøgninger.

”Jeg skulle altså søge en stilling cirka hver fjerde dag for at nå det inden sommerferien. Men jeg valgte at sende en ansøgning om dagen for at sætte ekstra kul under kedlerne og få en god start.”

Kunne tillade sig at være kritisk

Nicolai Barding søgte kun jobs, han virkelig gerne ville have, og som klart lå inden for hans fagområde, og hvor der var langsigtede udviklingsmuligheder.

Alt andet ville være dumt, for så blev man på et tidspunkt nødt til at skifte igen, ræsonnerede han.

Inden det nye år var tre uger gammelt, havde han været til fire samtaler på fire dage og landet to jobtilbud.

Til samtalerne lagde han ikke skjul på, at han var blevet fyret.

”At jeg sad der, fordi jeg var blevet en brik i det statslige arbejdsprogam for administrative besparelser.”

I Skattestyrelsen skulle de prikkede som udgangspunkt arbejde, indtil deres opsigelsesvarsel udløb. Det var ikke noget stort problem for Nicolai. Han syntes faktisk, det var rarest stadig at være tilknyttet sin arbejdsplads, mens han søgte videre. Hans chef var meget forstående og støttende, og samtidig kunne han sparre med sine kolleger.

Fredag eftermiddag den 27. februar gav han vin i kontoret. Om mandagen 2. marts begyndte han i det juridiske kontor i Digitaliseringsstyrelsen.

”Det var en kæmpe lettelse, da de ringede fra Digitaliseringsstyrelsen og sagde, at de gik videre med mig. Lige dér kunne jeg pludselig mærke, hvor træt jeg var. Jeg havde siddet med ansøgninger og forberedelse til samtaler fra 8 morgen til 11 aften i 14 dage. Tænkt på det hele tiden. Det koster enormt meget energi at søge job.”

Der kommer ingen kære mor og hjælper

Så hvor står han nu?

”Jeg er meget glad for, hvor jeg er havnet. Jeg er blevet taget virkelig godt imod og er faldet rigtig godt til i Digitaliseringsstyrelsen. Her kan jeg bygge videre på mine faglige kompetencer og fortsætte ad den karrierevej, jeg allerede har lagt.”

Hvad tager du med fra forløbet med at blive afskediget som lyn fra klar himmel?

”Jeg tror, at jeg indså, at når man uden videre bliver afskediget, er man sgu lidt alene.”

Der kommer ikke rigtig nogen kære mor og hjælper én.

”Jeg fik selvfølgelig en kæmpe opbakning fra min bedre halvdel, og man kan ringe til sin fagforening og sine venner om råd og sparring. Og min leder udviste som sagt også en enorm forståelse for min situation. Men i sidste ende var det alene op til mig selv at finde et nyt job.”

Hvad er dit bedste råd til andre?

”At man – hvis det overhovedet er muligt – lægger sine følelser til side og ser positivt på, hvad jobmarkedet byder på. Så kan man komme langt,” lyder hans svar.

”Det var muligt at lægge følelserne til side, fordi afskedigelsen så tydeligt ikke havde noget med mig at gøre, men udelukkende var udtryk for en sparerunde. Derfor var der også kun én vej at gå,” forklarer han.

”Jeg ved godt, at mange af dem, der er blevet afskediget fra skattevæsenets styrelser, har det meget sværere end mig. De har måske været der i 25-40 år. De er specialiseret i én bestemt retning. De har måske også passeret en vis alder, og dét job, de havde, er blevet til en integreret del af deres identitet. Så kan det være svært.”